J-Kurven

Blog

Gældsloftet: Usikkerhed uden grænser

Gældsloftet

Den tredje november står den amerikanske statskasse overfor et betydeligt problem, nemlig at det nuværende gældsloft på $18.1 billioner nås. Traditionelt bliver gældsloftet forhøjet ved afstemning i kongressen, men aldrig uden mange politiske kampe og sjældent i god tid. Oftest vedtages en hævning af gældsloftet så tæt på den sidste deadline som muligt, specielt på grund af den store uenighed om hvad der skal gøres med gældsloftet.

Gældsloftet kan være et misvisende udtryk for hvad der rent faktisk er tale om, da det kan give et indtryk af, at det at hæve gældsloftet betyder at USA kan låne flere penge ved at udstede og sælge mere gæld. Hvad der faktisk er tale om er at kongressen tillader tilbagebetaling af gæld, som kongressen allerede har forpligtet sig til gennem vedtagne lovforslag og lignende. Hvis gældsloftet ikke hæves vil det betyde at USAs statskasse ikke længere vil kunne respektere sine aftaler med kreditorer. Det kan lyde trivielt og teknisk, men det kan få langtrækkende konsekvenser hvis det ikke gøres, både for USA og potentielt for den globale økonomi.

På kort sigt vil det kunne betyde at den amerikanske statskasse vil få svært ved at udbetale ydelser til de mange millioner af amerikanere, der modtager støtte såsom: Social Security, Medicare, ydelser til veteraner og nogle militærlønninger. Det vil blive besværligt hvis ikke umuligt at udbetale disse ydelser.

Hvis USAs kreditvurdering nedsættes kan det have både nationale og globale konsekvenser. Hvis USA vurderes til at være mindre sandsynlig til at imødekomme sine forpligtelser i forhold til at betale gæld tilbage, kan USAs kreditvurdering blive nedsat. Dette kan betyde at USA skal betale en højere rente for at låne penge, en øget udgift som skatteyderne i sidste ende skal forholde sig til. Men udover landets grænser kan enhver usikkerhed om USAs formåen til at møde sine forpligtelser til internationale investorer blive en meget alvorlig krise. Enhver usikkerhed omkring USAs rolle som den finansielle gigant på verdensmarkederne vil kunne få uforudsigelige konsekvenser. Og uforudsigelighed er absolut ikke et begreb som de finansielle markeder reagerer godt på.

Blandet demokraterne er der fuld opbakning om at hæve gældsloftet den tredje november, så ingen af ovennævnte risikeres. Dog er der blandt republikanerne ingen sådan enighed. Ikke kun fordi tidligere hævninger af gældsloftet blev præget af krav fra republikanerne om medfølgende nedskæringer i statsbudgettet, men også på grund af den prekære politiske situation internt i partiet. John Boehner, der har været Speaker i Repræsentanternes Hus og en af de mest fremtrædende og magtfulde republikanere, meddelte i september at han ville fratræde sin post i slutningen af oktober, meget kort tid før den vigtige afstemning. Det kastede endnu mere usikkerhed over processen, da der ikke var en klar efterfølger.

Det virker dog nu sandsynligt at den tidligere vicepræsidentkandidat Paul Ryan bliver den næste Speaker i Repræsentanternes Hus og derfor kommer til at stå i spidsen for republikanernes del i hævningen af gældsloftet. Om Paul Ryan vil bruge sin position til at placere sig i skarp politisk distance til demokraternes støtte til at hæve gældsloftet er svært at afgøre. Ligesom med godkendelsen af det føderale budget er der rigt med muligheder for at spille politiske spil, undergrave processen og forhindre demokraterne i at før noget godkendt. Men niveauet af de risici der er involveret er af en helt anden, og meget mere alvorlig, kaliber.

Det er blevet antydet at Paul Ryan kan tillade sig at styre republikanerne mod at stemme for hævningen, da han som formodet Speaker ikke kan drages til ansvar for John Boehners tidligere politik. Det vil kunne betyde at det i første omgang vil blive en mere rolig proces end tidligere. Dog skal det nævnes at Paul Ryan, hvis han bliver ny Speaker, skal kunne balancere indflydelsen fra mange af republikanernes interne fløje, hvilket John Boehner ofte havde svært ved.

Sandsynligvis vil der være usikkerhed om udfaldet af afstemningen om gældsloftet helt til, og sikkert forbi, den 11. time. Det kan blive en mulighed for Paul Ryan at arbejde sammen med demokraterne nu for at distancere sig senere eller han kan starte sin position ved markere sig stærkt mod demokraterne med uforudsigelige konsekvenser for den globale økonomi.

Photo Credit: Paul Ryan via photopin (license)

Rentestigningen, der ikke kom

Rentestigningen

Efter mange måneders usikkerhed omkring den amerikanske centralbank Federal Reserves (FED) forventede rentestigninger var der almindelig enighed om at en rentestigning ville være resultatet af centralbankens møder op til torsdag den 17. september i denne uge. Den amerikanske centralbank overraskede mange med beslutningen om ikke at hæve renten.

Centralbankens rente er et uhyre vigtigt redskab til at påvirke USAs økonomi. Amerikanske banker kan låne fra centralbanken og renten er et udtryk for hvad bankerne skal betale for at låne sig til centralbankens midler. Jo lavere renten er jo billigere er det for landets banker at låne penge fra centralbanken. I kølvandet på finanskrisen sænkede centralbanken renten til mellem 0-0.25% for at landets banker kunne have billig adgang til penge, som var hårdt tiltrængt under krisen, hvor den amerikanske finansindustri stod ved afgrundens rand. Det var en del af en bredere politisk strategi om at understøtte en skrøbelig økonomi.

Men denne fremgangsmåde har mødt udbredt kritik. Ovenpå IT-boblen i 2001 valgte den daværende direktør for den amerikanske centralbank, Alan Greenspan, at sænke renten for at komme økonomien og aktiemarkedet til undsætning og dette var en medvirkende årsag til den efterfølgende finanskrise, da den billige adgang til midler var med til at skabe en ny og værre økonomisk boble. Derfor har der været meget fokus på hvorvidt den kunstigt lave rente er hensigtsmæssig på længere sigt. Det har også været meget omtalt i Europa og i Danmark, hvor der specielt i foråret var meget diskussion om hvorvidt aktieprisernes stigning var et uholdbart resultat af den lave rente i USA. Derfor har der også været meget diskussion om hvorvidt globale aktiemarkeder ville opleve et fald i aktiepriser når renten engang blev sænket igen og om sådan et fald kunne betyde en seriøs tilbagegang i den globale økonomi eller begyndelsen på en ny recession.

Centralbankens nuværende direktør Janet Yellen har slået fast tidligere at to af de ting hun holder øje med er arbejdsløshed og inflation. Arbejdsløsheden faldt i august til 5.1%, men som jeg også har beskrevet i tidligere indlæg om arbejdsløshed, og som Janet Yellen også selv har fremhævet, så er den faldende arbejdsløshed ikke udelukkende et positivt tegn for økonomien, hvis det til dels skyldes amerikanere, der forlader arbejdsstyrken i frustration. Det besværliggør nemlig et korrekt billede af arbejdsløsheden i USA, da mange sandsynligvis ville vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis de havde muligheden for at finde et job. Med hensyn til inflationen, som er lige under de 2%, som centralbanken ser som mål, forventer Janet Yellen at inflationen stiger i takt at arbejdsmarkedet og arbejdsløsheden forbedres.

Specielt arbejdsmarkedet og arbejdsløsheden er vigtige emner helt overordnet fordi mange mener at den økonomiske fremgang siden finanskrisen og den efterfølgende recession har været ensidig. Aktiemarkedet er ikke et fuldstændigt udtryk for den amerikanske økonomi og en rentestigning kan siges at være mere behjælpelig for investeringsbanker, der har adgang til billige penge til investeringer i aktiemarkedet, end banker, der låner pengene for at investere i forretningslivet og den almene økonomi. Richard Traumka, der er direktør for The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organisations (AFL-CIO), som er USAs største sammenslutning af fagforeninger, har rost centralbankens beslutning om ikke at hæve renten fordi resultatet kunne ramme almindelige amerikanere hårdest, hvis konsekvenserne blive øget økonomisk ustabilitet.

Janet Yellen har givet udtryk for at hun er meget opmærksom på den nuværende økonomiske uro ovenpå Kinas problemer med sit aktiemarked og devalueringen af landets valuta i august ovenpå forventninger om svagere økonomiske resultater. The Economist anslår at op til $5 trillioner (knap 33 trillioner danske kroner) er gået tabt på de globale aktiemarkeder siden Kina devaluerede sin valuta. USAs centralbank har selv givet udtryk for at dette er omstændigheder, der er vigtige når den økonomiske kontekst for at hæve renten skal tages i betragtning.

Rentesænkingen var et forsøg på at stimulere en kriseramt økonomi, så nu hvor de økonomiske indikatorer begynder at se bedre ud kunne Janet Yellen hæve renten for at undgå at den globale økonomi oplever en forlænget og kunstig adgang til billige midler. Men samtidig kan en hævning af renten, hvis det gøres for hurtigt eller i en kontekst hvor den globale økonomi er skrøbelig resultere i uforudsete og skæbnesvangre konsekvenser.

Næste gang centralbanken FED skal afholde møder for at beslutte sig er henholdsvis december i år og marts næste år. Indtil da er Janet Yellen er fanget i en meget svær position mellem ønsket om at fjerne den kunstige støtte til økonomien og sikre sig at det ikke gøres ufordelagtigt. Frem mod december skal hun tage højde for arbejdsløshed, inflation, aktiemarkeder, Kinas økonomiske problemer og en mængde af andre variabler. Det er et næsten uforståeligt regnestykke, der skal gå op, så det er ikke uforståeligt at der opfordres til tålmodighed.

photo credit: federal reserve d.c. via photopin (license)

Fejrer man Labor Day i Walmart?

Without labor

I dag, den syvende september, fejrer USA Labor Day, en national helligdag, der fejrer arbejderbevægelsen og hvad den har betydet for nationen. Dagen fejres som en fridag hver første mandag i september og er tæt beslægtet med hvad vi som danskere fejrer, når vi fejrer 1. maj. Når vi fejrer arbejderbevægelsen i Danmark og specielt hvad vi kalder den ”danske model”, så fejrer vi et system, hvor fagforeninger har meget stor indflydelse på vegne af danskere til at forhandle løn og arbejdsvilkår. Når vi fejrer 1. maj, så er det meget naturligt for os at vi nyder godt af resultaterne af et system og et samfund, hvor danske fagforeninger spiller en stor rolle. Dette er ikke tilfældet for USA, hvor fagforeninger historisk er blevet mødt med mistro og modstand og hvor fagforeningernes magt er meget mindre fremtrædende i USAs økonomi. Denne modstand mod fagforeninger betyder også at både løn og arbejdsforhold ikke overraskende er meget anderledes i USA end de er i Danmark.

I marts blev jeg interviewet til Radio24syv, fordi Walmart, den amerikanske kæde af kæmpe-supermarkeder, havde meddelet at hæve lønningerne for cirka 500,000 af deres ansatte. Der var tale om at hæve den mindsteløn firmaet betalte fra $7.25 i timen (cirka 48 kroner) til $9 i timen (cirka 60 kroner). Dette blev gjort på grund af flere faktorer, ikke mindst fordi at Walmart har haft svært ved at holde på deres ansatte. Til trods for at Walmart er verdens største virksomhed og ansætter mere end 1,4 millioner amerikanere (cirka 1% af den amerikanske arbejdsstyrke), så er der meget der tyder på at de ansatte i Walmart hellere vil arbejde andre steder. Walmart har i flere år lidt under at en meget stor andel af deres ansatte forlader virksomheden hvert år. Helt præcist forlader 44% af de ansatte i Walmart deres job i løbet af ét enkelt år. Det giver et enormt pres på virksomheden i forhold til at skulle bruge mange resurser på både at ansætte og oplære næsten halvdelen af deres arbejdsstyrke hvert år.

Derfor besluttede Walmart at hæve virksomhedens mindsteløn ud fra forhåbningen om at færre ansatte ville sige op for at lede efter arbejde andetsteds. Det var altså ikke ud fra en ren ideologisk holdningsændring, men også en mere pragmatisk tilgang til hvordan Walmart som virksomhed skal kunne fastholde deres ansatte i deres stillinger. Men uanset motivet, så ville hævningen af virksomhedens mindsteløn blive en stor udfordring, for hvordan balancerer man den øgede udgift i form af lønninger med et konstant pres på at drive en strømlinet virksomhed så billigt som muligt?

Det viser sig allerede nu at denne balancegang har vist sig svær at håndtere. Ifølge Bloomberg News har afdelinger af Walmarts regionale ledelse nemlig valgt at skære i mængden af den arbejdstid de ansatte har for bedre at kunne håndtere deres øgede udgifter. Dette kan for mange ansatte betyde stor usikkerhed i forbindelse med deres arbejdsskemaer og det vil muligvis for nogen betyde at selvom de får mere i løn, så arbejder de mindre og måske derfor slet ikke er bedre stillet end tidligere. Det kan også potentielt betyde at hvad der blev vundet af de cirka 500,000 ansatte da lønningerne blev hævet måske så småt er ved at blive undermineret. Det kan heller ikke udelukkes at det er et udtryk for en manglende overordnet strategi frem mod en langsigtet balancegang.

Walmart, verdens største virksomhed mere mere end 2,2 millioner ansatte på verdensplan, ønsker ikke at dele sine beslutninger med fagforeninger og foretrækker kunne træffe beslutninger helt uden fagforeningers indblanden. Walmart er fokuseret på ikke at skulle forholde sig til fagforeninger og gik i 2005 endda så vidt som at lukke en Walmart i Quebec i Canada og fyre 190 ansatte, fordi de ansatte stemte for at danne en fagforening. Det var første gang at ansatte i Walmart havde stemt ja til det i Nord-Amerika og virksomheden reagerede prompte. Walmart er interesserede i at tage deres egne beslutninger og det kommer fagforeninger ikke til at påvirke foreløbigt.

I dag fejrer USA Labor Day og mange amerikanere tager nok i Walmart for at købe ind, enten til fejring eller bare til det fornødne. Men det er stadig helt tydeligt at de ansatte i Walmart ikke har meget at fejre, specielt hvis den nuværende stræben efter en fornuftig balancegang vil ende med at lede tilbage mod status quo.

(Dette er linket til mit interview med Radio24syv i marts. Indslaget om Walmart starter 29.58 – http://www.radio24syv.dk/programmer/datolinjen/11027551/01:30/datolinjen-09-03-2015/?alle)

Juni måned: Endnu en paradoksal måned for amerikansk arbejdsløshed

construction work

Ifølge Bureau of Labor Statistics tilføjede den amerikanske økonomi 223,000 nye job i juni måned og arbejdsløshedsprocenten faldt til 5.3%, det laveste siden april 2008.

Det er gode nyheder for den amerikanske økonomi, men ligesom sidste måned hvor arbejdsløshedsprocenten steg til trods for at der var fremgang i nye job og tillid til økonomien, er denne måneds tal også paradoksale. Ulig forrige måneds arbejdsløshedstal er denne måneds tal desværre ikke udtryk for et positivt paradoks, men et negativt pardoks. Det store fald i arbejdsløshedsprocenten er ikke primært forårsaget af amerikanere der finder arbejde, men at et stort antal amerikanere ikke længere regnes med i statistikkerne. I juni måned forlod 432,000 amerikanere arbejdsstyrken, hvilket betød at de ikke regnes med i statistikkerne for arbejdsløse. Det er disse amerikaneres fravær fra statistikkerne, der er den primære årsag til faldet i arbejdsløshedsprocenten fra 5.5% til 5.3%, og altså ikke den fornuftige fremgang i nye ansættelser.

Den sektor af økonomien, der ansatte flest i juni måned var forretningsservice, der skabte 64,000 nye job, herunder midlertidige stillinger, der skabte cirka 20,000 nye job, arkitektur- og ingeniørstillinger, der skabte cirka 4,000 nye job, og IT-design og lignende tjenester, der skabte cirka 4,000 nye job. Denne sektor klarede sig bedre i juni måned end gennemsnittet per måned for de sidste 12 måneder, der ligger på 57,000 nye job.

Derudover var de sektorer der ansatte flest i juni måned sygepleje, detailhandlen og finans. Sygeplejesektoren ansatte 40,000, detailhandlen 33,000 og finanssektoren ansatte 20,000 i juni måned. Specielt sygeplejen som sektor i den amerikanske økonomi er i vækst, hvor juni måneds nye job er lidt højere end de sidste 12 måneders gennemsnit på 34,000 nye job om måneden.

I juni måned var der ikke nogen stigning i den gennemsnitlige timeløn på $24.95 for alle amerikanere, der regnes med i arbejdsløshedstallene. Over det sidste års tid har der ifølge Bureau of Labor Statistics været en stigning i lønninger på i alt 2%, men altså ingen stigning i lønninger i juni måned.

Fremgang i jobskabelsen er positivt og 223,000 nye arbejdspladser i juni er et godt tegn. Det ligger næsten præcist på månedsgennemsnittet over det sidste år på 221,000 nye job om måneden, så der er altså hverken tale om at det går langsommere eller hurtigere end forrige måneder. De 223,000 kan jo blive revideret i den kommende tid, men som udgangspunkt er det et udtryk for en stabil jobskabelse i USA.

Som sagt skal man dog tage arbejdsløshedsprocenten med et gran salt og huske på at faldet i juni måned primært var baseret på amerikanere der forlader arbejdsløshedsstatistikkerne end jobskabelse. I sidste måned kom der flere amerikanere ud på jobmarkedet end der fandt arbejde og arbejdsløshedsprocenten steg. I denne måned har langt flere amerikanere så forladt jobmarkedet og arbejdsløsheden end dem der rent faktisk fandt arbejde, og derfor faldt arbejdsløshedsprocenten disproportionalt i forhold til jobskabelsen.

Alt i alt var juni en udemærket måned for USAs økonomi, hvor der til trods for den lave arbejdsprocent var en solid, om end gennemsnitlig, jobskabelse.

 

Photo Credit: Weekend work 2012-09-24 08 via photopin (license)

Tjenerløn til 14 kroner i timen

(10) 15194251569_63acc2d6c6_b

Mindstelønnen er et vigtigt emne når man snakker om økonomisk ulighed i USA. Men den fortæller ikke det komplette billede af hvad man kan tjene i USA hvis man er lavt lønnet. I Danmark har vi ikke en tradition for at give drikkepenge og en del af forklaringen er at vi har gode lønninger og overenskomster. I USA er det betydeligt anderledes og derfor eksisterer behovet for at lovgive om mindstelønnen. Men faktisk lovgives der om to forskellige mindstelønne: Den ene mindsteløn, som oftest omtales som den føderale mindsteløn, på $7.25 i timen (knap 48 kroner) og den mindsteløn, der betales til de job, hvor de ansatte kan forvente drikkepenge, på $2.13 i timen (knap 14 kroner).

Årsagerne til at der er disse to forskellige mindstelønne giver faktisk god mening. For en lille restaurant eller spisested med en tynd profitmargin kan det være dyrt at skulle udbetale lønninger til flere tjenere. Derfor kan arbejdsgivere i erhverv hvor der gives drikkepenge betale drikkepenge-mindstelønnen på $2.13 og derved undgå at skulle betale for høje lønninger. Ideen er så at drikkepenge fra kunderne skal resultere i en udligning med den føderale mindsteløn på $7.25 i timen. I det omfang det ikke er tilfældet skal arbejdsgiveren dække forskellen i betalt løn.

Ideen giver god mening, men der er desværre flere faldgruber ved denne løsning, som nu også så småt er ved at få fortjent opmærksomhed i kølvandene af diskussionerne vedrørende hvorvidt den føderale mindsteløn skal hæves. Som udgangspunkt tjener en amerikaner der arbejder under drikkepenge-mindstelønnen mindre end en tredjedel af sin løn fra sin arbejdsgiver og altså mere en to tredjedele fra drikkepenge fra kunder. Der skal ikke megen forestillingsevne til for at se at dette ofte kan resultere i en meget svingende indtjening for tjenerne. Men så burde forskellen jo blive betalt af arbejdsgiveren, ikke? Det burde teknisk set være det der skete, men i en branche hvor der ikke føres meget opsyn med hvor mange drikkepenge der indtjenes, og hvor der er meget pres på for at tjene penge, er det oftest normalt at arbejdsgiveren ikke udligner lønnen til føderalt mindstelønsniveau i tilfælde af at de ansatte ikke får nok i drikkepenge.

I 2011 fastslog en undersøgelse fra Economic Policy Institute, et amerikansk research-institut, at amerikanere, der var ansat til drikkepenge-mindstelønnen, var disproportionalt under fattigdomsgrænsen og afhængige af understøttelse fra staten end andre amerikanere. Ifølge instituttets rapport var det dobbelt så sandsynligt at en tjener var under fattigdomsgrænsen, og tre gange så sandsynligt at en tjener modtog støtte til madindkøb fra staten, i form af såkaldte ”food stamps”, som andre amerikanere.

Ligesom med den føderale mindsteløn er det meget forskelligt fra stat til stat hvordan drikkepenge-mindstelønnen ser ud. 19 stater følger det lovgivne minimum på $2.13 i timen, 23 stater har selvstændige lovgivning højere end de $2.13 i timen, mens 8 stater har valgt at den skal sidestilles med den føderale mindsteløn på $7.25. Disse 8 stater er Washington, Oregon, California, Nevada, Montana, Minnesota, Alaska og Guam.

Som med den føderale mindsteløn er der bekymring for hvad resultatet kan blive af at hæve drikkepenge-mindstelønnen, men der er flere ting, der taler for at gøre det. Et stort problem i alle lavtlønnede job er en stor udskiftning af ansatte og dette er specielt gældende for virksomheder, hvor de ansatte er afhængige af drikkepenge. På grund af de usikre arbejds- og lønforhold forlader mange ansatte deres job for at finde nyt. Dette giver problemer for arbejdsgivere, der skal bruge tid og penge på at ansætte og oplære nye ansatte.

Et perfekt eksempel på denne problematik er det amerikanske firma Walmart, der ansætter mere end 1.3 million amerikanere, og er den største arbejdsgiver i hele landet. Walmart har kæmpet med at de på årlig basis mister cirka 44% af deres arbejdsstyrke. Det vil sige at i løbet af hvert år siger 44% af de ansatte op. Dette er en forbløffende statistik, der understreger at arbejde til mindsteløn under dårlige forhold ganske enkelt ikke kan fastholde amerikanere, selv umiddelbart efter en hård recession. Derfor har selv Walmart måtte se sig nødsaget til at hæve mindstelønnen for deres ansatte.

I 2013 analyseredes stigninger i både drikkepenge-mindstelønnen og den føderale mindsteløn af University of California-Berkeley, der konkluderede at stigningerne ikke have resulteret i ”betydelig negativ effekt”. De fremhævede flere stater, blandt andre Nevada og Alaska, hvis drikkepenge-mindsteløn følger den føderale mindsteløn og hvor det er tydeligt at sådan en stigning ikke har skadet restaurant-industrierne, men at de faktisk klarer sig bedre end det nationale gennemsnit.

Der er altså god grund til at mene at en tjenerløn, der starter ved 14 kroner i timen er lav, og ikke kun med danske briller på. Det er et tilbagevendende problem i diskussionen om det amerikanske arbejdsmarked og mindstelønninger i USA, for tjenere og andre, at staten betaler knap $7 milliarder i understøttelse til amerikanere, der arbejder på fuldtid eller deltid, fordi de lønninger de har ikke kan brødføde dem og deres familier.

Der er mange indikatorer der tyder på at det at hæve mindstelønninger kunne give mening i en overordnet økonomisk forstand, hvis det gøres korrekt. Men det er ikke kun et økonomisk spørgsmål, det er også et principielt spørgsmål om hvilket samfund amerikanerne ønsker sig. Vil de have et samfund hvor enhver der vil arbejde hårdt kan opnå økonomisk stabilitet eller vil de have et samfund hvor dette ikke er tilfældet, og hvor man kan arbejde fuldtid og stadig være afhængig af understøttelse? Dette er et centralt økonomisk spørgsmål og vil blive ved med at være en del af en politisk diskussion og vil sandsynligvis blive et emne, som præsidentkandidaterne fra demokraterne og republikanerne skal tage stilling til i 2016.

Photo Credit: via photopin (license)

Maj måned: Arbejdsløshedstallet faldt, arbejdsløsheden steg

(9) 9353584626_33974e9185_b

I fredags offentliggjorde Bureau of Labor Statistics de nyeste arbejdsløshedstal fra USA og de viste at den amerikanske økonomi havde tilføjet hele 280,000 ny job i maj måned. Det er en tiltrængt fremgang ovenpå de forrige måneders arbejdsløshedstal, specielt marts måned, hvor der var udbredt skuffelse over at økonomien kun kunne tilføje 126,000 job. Når man tager i betragtning, at gennemsnittet for de sidste tolv måneder er 251,000, så var marts måneds arbejdsløshedstal særdeles skuffende og var med til at kaste tvivl over økonomiens fremgang efter recessionen. Det gik dog bedre i april hvor tallet steg til 223,000 og nu ser det altså ud til at tallet for maj måned er tallet nået op på 280,000, et godt stykke over gennemsnittet for det sidste år. Specielt indenfor turist- og underholdningsindustrien, sygeplejeindustrien og detailhandlen var der fremgang i ansættelsen i maj, og deres andel af det samlede jobtal udgjorde 135,000 nye job.

Arbejdsløshedsprocent i april var 5.4%, men i maj steg den faktisk til 5.5%. Det kan virke paradoksalt, eller decideret selvmodsigende, at arbejdsløshedsprocenten kan stige, selvom økonomien rent faktisk skaber 280,000 nye job, men forklaringen er meget enkel. I samme periode som disse nye job blev oprettet forøgedes den civile arbejdsstyrke med 397,000, altså over hundredetusinde mere end der fandt job i samme periode. At flere mennesker vælger at søge efter arbejde, kan også tolkes som at der findes større tiltro til at den amerikanske økonomi er i bedring og derfor er flere arbejdsløse i denne sammenhæng heller ikke nødvendigvis et dårligt tegn.

Kigger man på tallene for de amerikanere, der har søgt job indenfor de seneste 12 måneder, men ikke indenfor de sidste fire uger er tallet faldet 268,000 i forhold til maj 2014. Ser man på tallene for de amerikanere, som helt har opgivet at lede efter arbejde er tallet ligeledes faldet, her med 134,000 i forhold til maj 2014.

Fremgangen i arbejdsløshedstallet for maj er et godt tegn for fremgangen i den amerikanske økonomi, og tiltrængt ovenpå årets første sløve måneder. Paradoksalt nok kan arbejdsløshedsprocentens stigning på 0.1% faktisk ses som et sundhedstegn for økonomien, såfremt flere amerikanere mener at økonomiens tilstand er så meget i forbedring, at de begynder at søge arbejde, specielt sammenholdt med at de amerikanere, der søger job over længere tid eller forsvinder fra jobmarkedet falder.

Alt i alt er arbejdsløshedstallene for maj måned positive og USAs økonomi lader til at tage fart igen efter et sløvt forår.

Photo Credit: Kimball Track Work – Finishing Steps via photopin (license)

6 store banker idømt bøder på $5.6 milliarder for finanssvindel

(7) NYSE

Forrige uge blev seks internationale banker idømt massive bøder af det amerikanske finanstilsyn Securities and Exchange Commission (SEC) og britiske myndigheder for blandt andet at have snydt med den såkaldte LIBOR-rente. De involverede firmaer er nogen af de største og mest velkendte firmaer i den internationale finansverden: Barclays Bank, J.P. Morgan Chase, Citicorp, Royal Bank of Scotland, UBS og Bank of America. Disse seks banker er dømt for meddelagtighed og samarbejde om snyd og skal samlet betale $5.6 milliarder i bøder, svarende til over 37 milliarder danske kroner.

LIBOR-renten, som der blandt andet blev snydt med af disse banker, har en utrolig stor relevans for de økonomiske markeder, da den blandt andet bruges til at fastsætte renter for specielle økonomiske kontrakter, de såkaldte ”derivativer”, der spillede en altafgørende rolle i finanskrisen i 2008. Disse økonomiske kontrakter er adskillige hundrede billioner dollars værd, så enhver kontrol med de tilknyttede renter kan være uvurderligt lukrativ.

LIBOR står for ”London Interbank Offered Rate” og fastsættes ved at British Banker’s Association (BBA) adspørger 18 globale banker hvilken rente de kan låne penge til. Når BBA har svar fra alle 18 fjerner de både de fire laveste svar og de fire højeste svar og LIBOR bliver gennemsnittet af de resterende. De fire laveste og de fire højeste svar fjernes for at forhindre lave eller høje renteudbud i at påvirke det overordnede gennemsnit. Dette betyder også at enkelte banker ikke selv kan påvirke renten væsentligt ved at forsøge at byde ind med en højere eller lavere rente, da dette sandsynligvis vil betyde at dette bud vil blive sorteret fra. Derfor vil det kræve flere banker, der alle sammen byder ind med lavere eller højere renter, for sammen at påvirke renten en anelse højere eller lavere end hvad den skulle have været. Det er lige præcis det de seks ovennævnte banker nu er blevet kendt skyldige i at have gjort.

Der er endnu ingen klarhed om hvorvidt dette vil resultere i fængselsdomme for nogen af bankernes ansatte, da dette afgøres af Department of Justice, det amerikanske justitsministerie, og ikke af finanstilsynet SEC. Specielt den demokratiske senator Elizabeth Warren, som længe har været kritisk overfor den amerikanske bankverden, udtalte om sagen at ”de store banker er blevet fanget på fast gerning i at konspirere i at manipulere finansielle markeder og flere har endda indrømmet i retten at de har brudt loven, men ikke en eneste er blevet holdt individuelt ansvarlig.”

Udsigten til domsfældelse i sagen er ikke lovende og vil sandsynligvis ikke få store konsekvenser for de gældende banker eller deres ledelser. Bankerne fik for eksempel en waiver-tilladelse til at fortsætte normal drift af SEC til trods for disse bøder. Det er mest sandsynligt at disse ulovlige handlinger er blevet planlagt uden topledelsens viden eller delagtighed og at det har været organiseret af mellemledere. Ikke desto mindre understreger sagen hvor lidt magt og vilje SEC og andre offentlige instanser har til at forfølge finanssvindel eller i det mindste trække anklagede finansvirksomheder i retten for at afgøre deres skyld eller uskyld.

Photo Credit: NYSE @ Wall Street via photopin (license)

Opdatering: USAs økonomi formindskedes med 0.7% i første kvartal af 2015

Vækst

Som jeg skrev tidligere var det økonomiske resultat for USAs økonomiske vækst det første kvartal i 2015 meget skuffende på 0.2% vækst i BNP.

Tallene er nu blevet opdateret og ikke kun viser det sig at tallene ser værre ud, det ser nu ud til at USAs økonomi rent faktisk havde negativ vækst på 0.7% af BNP, altså reelt formindskedes med næste et procentpoint.

Årsagerne menes at være en blanding af vejromstændigheder, der har forhindret for eksempel infrastruktur i at fungere optimalt, samt problemer med eksport, specielt på grund af problemer på østkystens havne, der led under uoverensstemmelser mellem arbejdere og arbejdsgivere.

Løbende opdatering af tallene er normal for væksttallene, såvel som arbejdsløshedstallene, da der ofte arbejdes ud fra projiceringer og enorme datasæt. Når der kommer nye informationer ind, eller datasættene rettes kommes der tættere på det rigtige resultat, og dette er hvad der er sket med tallene for første kvartal.

Hvad der først så ud til blot at være skuffende tal, har nu desværre vist sig at være en overraskende tilbagegang i USAs BNP-vækst. Selvom det stadig er bedre end 2014s første kvartal på negativ 2.9%, er det et udtryk for både en kortere periode med dårlig vækst, men også at der fortsat er træghed i den amerikanske BNP-vækst. Det er en tydelig indikation på at USAs vækst stadig ikke er så solid, som den kunne og burde være.

Photo Credit: Numbers And Finance via photopin (license)

Los Angeles hæver mindstelønnen til $15

Los Angeles Skyline

I tirsdags stemte byrådet i Los Angeles for at hæve mindstelønnen til $15 over flere år frem mod 2020. Det er et eksempel på endnu en udvikling i mindstelønnen, der ikke kommer fra den føderale regering, men er drevet af byer, stater og kommuner i USA. Los Angeles er nu en af flere byer på den amerikanske vestkyst, der har stemt for at hæve mindstelønnen betydeligt over de næste par år: San Diego til $11.50, Oakland til $12.25, Seattle og San Francisco til $15. På østkysten har byerne Washington D.C. og New York forslag fremme om at hæve mindstelønnen til $15, men har endnu ikke stemt for eller imod.

For Los Angeles er det en betydelig hævelse af byens mindsteløn, der er $9 i timen, men det er ikke kun et symbolsk politisk signal, det er en beslutning, der ville komme mange mennesker til gavn. Det vurderes at over 550,000 indbyggere i Los Angeles vil blive påvirket af stigningen, altså en omfattende del af byens cirka fire millioner indbyggere.

Los Angeles er et vigtigt symbol for mindstelønsstigninger, da det er USAs næststørste by, kun overgået af New York, fordi der med byens beslutning for alvor er ved at ske et landskred i nationens indstilling til mindsteløn. Emnet er desværre stadig meget politisk polariserende og både borgmesteren og et flertal af byrådet er da også medlemmer af det demokratiske parti. Ikke desto mindre er det vigtigt ikke at falde for hverken den idé at demokraterne sætter amerikanske arbejdere først på virksomheders bekostning, eller at republikanerne sætter virksomhederne først på de amerikanske arbejderes bekostning. Ideerne er tiltrækkende for amerikanere alt efter hvor på det politiske spektrum de befinder sig, men der er fordele og ulemper ved stigninger i mindsteløn, som er vigtige at tage i betragtning, uanset politisk præference. Som med så meget andet, når man snakker økonomi og politik, er det nødvendigt at man ikke går unuanceret til en kompleks debat.

Der er ingen tvivl om at den føderale mindsteløn på $7.25, som gælder for alle byer, kommuner eller stater, som ikke selv har vedtaget højere, er håbløst forældet. Som jeg har været inde på andetsteds og som jeg forestiller mig at jeg ofte vil vende tilbage til, så er købekraften af mindstelønnen ganske enkelt ikke længere nok til hverken at forsørge en familie eller løfter denne familie ud af fattigdom og ind i middelklassen. Mindstelønnen er ikke længere en del af den amerikanske drøm, hvor alle der vil arbejde hårdt, kan opnå økonomisk og social mobilitet. Økonomer anslår at købekraften af mindstelønnen var højest i 1960’erne og har været nedadgående lige siden. Det er ikke længere et spørgsmål om mindstelønnen skal hæves, da den ganske enkelt ikke er tidsvarende, men udelukkende et spørgsmål om hvornår og hvordan.

Og det er her at republikanernes bekymringer om effekten på økonomien har gyldige pointer, som i meget høj grad er fornuftige at tage med i betragtningerne, specielt i Los Angeles. Den mest centrale økonomiske bekymring, når man snakker om at hæve mindstelønnen, er selvfølgelig hvilken konsekvens det får for de virksomheder, der nu skal betale deres ansatte mere. For store virksomheder kan en mindstelønsstigning blot betyde reduceret profit, men for mange små og mellemstore virksomheder kan det betyde konkurs, hvis de pludseligt skal betale meget mere i lønninger.

En stigning vil blandt andet kunne resultere i øget arbejdsløshed, hvis for eksempel mindre forretninger bliver nødt til at fyre ansatte for at kunne betale mindstelønnen. Det politisk uafhængige føderale bureau Congressional Budget Office (CBO) beregnede at en stigning i den føderale mindsteløn fra $7.25 til $10.10 ville kunne resultere i øget arbejdsløshed på 500,000 amerikanere. Det var desværre et tal som republikanerne noget ukritisk tog til sig som et sikker tegn på at mindstelønsændringer var beviseligt dårlige for økonomien. Hvad CBO rent faktisk sagde var at mange amerikanere, der arbejdede til mindsteløn, for eksempel i deltidsstillinger for at supplere hjemmets indkomst, ville være frit stillede til at forlade deres stilling, da deres partner ville kunne betale husholdningens udgifter på en hævet løn. Derfor var de 500,000, som CBO havde regnet sig frem til, altså ikke udelukkende dårligt, da det også betød at mange stillinger kunne blive ledige til arbejdsløse amerikanere.

Med hensyn til at hæve mindstelønnen til $15 i timen er der en stor forskel til CBOs tal baseret på en stigning til $10.10 på landsplan. Der er ganske enkelt ingen, der definitivt kan sige hvad de negative konsekvenser vil blive af hævningen. Optimisterne vil mene at en forhøjet mindsteløn vil være godt for privatforbrug, hvilket er godt for økonomien og vækst, hvorimod pessimister vil sige at virksomheder vil være nødsaget til at fyre ansatte med efterfølgende øget arbejdsløshed og lavere økonomisk vækst. Min forventning er at det bliver et sted imellem de to positioner: Jeg mener bestemt at det vil gavne både lavtlønnede amerikanere og økonomien at hæve mindstelønnen, men der vil utvivlsomt være en periode med øget økonomisk usikkerhed.

Den politiske debat om hævning af den føderale mindsteløn fortsætter i USA og Los Angeles er endnu et tydeligt bevis på at der er udspredt frustration over kongressens sløvhed og inaktivitet. Byen har afvejet fordele og ulemper og besluttet sig for at hæve mindstelønnen fra $9 til $15 over fem år. Som mange andre byer, kommuner og stater, der hæver mindstelønnen vil der blive holdt meget tæt øje med Los Angeles for at forstå både resultater og konsekvenser, så den føderale mindsteløn kan blive hævet på den bedst mulige måde og under de bedste omstændigheder, både for amerikanerne og økonomien.

Photo Credit: Grand Hope Park in Los Angeles via photopin (license)

Gitte Nielsen: USAIDAG.com

USAIDAG

Lørdag d. 16. maj offentliggjorde Gitte Nielsen sin hjemmeside USAIDAG.COM, hvor hun vil skrive om race i USA, lægge engelsksprogede artikler op og dele sine medieoptrædener i radio og tv.

Gitte er både lidenskabeligt engageret i sit felt og er utroligt dygtig til dykke ned i kontemporære begivenheder for at placere dem i en spændende og nuanceret historisk kontekst. Derudover skyr Gitte ikke tilbage for at have en klar holdning til sit stof og sit emne, dog med en meget professionel balancegang mellem akademisk niveau og personligt engagement.

På det sidste, når jeg har læst Gittes opdateringer på Facebook, har det undret mig hvorfor Gitte ikke lavede en portal hun kunne komme ud på, for hendes konstante opdateringer vidnede om både vilje og lyst. Det skulle vise sig at hun rigtig nok havde tænkt på lige det og endda samme weekend, som jeg lancerede J-Kurven, lancerede Gitte USAIDAG.

Jeg glæder mig meget til at følge USAIDAG, fordi man kan ikke forstå USA uden at forholde sig til race og Gitte er allerede min personlige go-to-gal, når det kommer til at få svar på spørgsmål omkring race i USA. Et stille spørgsmål på Facebook resulterer i halve essays tilbage som svar og det er fantastisk!

Gitte er en begavet skribent, dygtig oplægsholder og en spirende medie-darling. Jeg glæder mig meget til at følge USAIDAG og jeg vil opfordre alle til at følge trop.

Go get ’em, Gitte!

Se hjemmesiden her: http://usaidag.com