I tirsdags stemte byrådet i Los Angeles for at hæve mindstelønnen til $15 over flere år frem mod 2020. Det er et eksempel på endnu en udvikling i mindstelønnen, der ikke kommer fra den føderale regering, men er drevet af byer, stater og kommuner i USA. Los Angeles er nu en af flere byer på den amerikanske vestkyst, der har stemt for at hæve mindstelønnen betydeligt over de næste par år: San Diego til $11.50, Oakland til $12.25, Seattle og San Francisco til $15. På østkysten har byerne Washington D.C. og New York forslag fremme om at hæve mindstelønnen til $15, men har endnu ikke stemt for eller imod.

For Los Angeles er det en betydelig hævelse af byens mindsteløn, der er $9 i timen, men det er ikke kun et symbolsk politisk signal, det er en beslutning, der ville komme mange mennesker til gavn. Det vurderes at over 550,000 indbyggere i Los Angeles vil blive påvirket af stigningen, altså en omfattende del af byens cirka fire millioner indbyggere.

Los Angeles er et vigtigt symbol for mindstelønsstigninger, da det er USAs næststørste by, kun overgået af New York, fordi der med byens beslutning for alvor er ved at ske et landskred i nationens indstilling til mindsteløn. Emnet er desværre stadig meget politisk polariserende og både borgmesteren og et flertal af byrådet er da også medlemmer af det demokratiske parti. Ikke desto mindre er det vigtigt ikke at falde for hverken den idé at demokraterne sætter amerikanske arbejdere først på virksomheders bekostning, eller at republikanerne sætter virksomhederne først på de amerikanske arbejderes bekostning. Ideerne er tiltrækkende for amerikanere alt efter hvor på det politiske spektrum de befinder sig, men der er fordele og ulemper ved stigninger i mindsteløn, som er vigtige at tage i betragtning, uanset politisk præference. Som med så meget andet, når man snakker økonomi og politik, er det nødvendigt at man ikke går unuanceret til en kompleks debat.

Der er ingen tvivl om at den føderale mindsteløn på $7.25, som gælder for alle byer, kommuner eller stater, som ikke selv har vedtaget højere, er håbløst forældet. Som jeg har været inde på andetsteds og som jeg forestiller mig at jeg ofte vil vende tilbage til, så er købekraften af mindstelønnen ganske enkelt ikke længere nok til hverken at forsørge en familie eller løfter denne familie ud af fattigdom og ind i middelklassen. Mindstelønnen er ikke længere en del af den amerikanske drøm, hvor alle der vil arbejde hårdt, kan opnå økonomisk og social mobilitet. Økonomer anslår at købekraften af mindstelønnen var højest i 1960’erne og har været nedadgående lige siden. Det er ikke længere et spørgsmål om mindstelønnen skal hæves, da den ganske enkelt ikke er tidsvarende, men udelukkende et spørgsmål om hvornår og hvordan.

Og det er her at republikanernes bekymringer om effekten på økonomien har gyldige pointer, som i meget høj grad er fornuftige at tage med i betragtningerne, specielt i Los Angeles. Den mest centrale økonomiske bekymring, når man snakker om at hæve mindstelønnen, er selvfølgelig hvilken konsekvens det får for de virksomheder, der nu skal betale deres ansatte mere. For store virksomheder kan en mindstelønsstigning blot betyde reduceret profit, men for mange små og mellemstore virksomheder kan det betyde konkurs, hvis de pludseligt skal betale meget mere i lønninger.

En stigning vil blandt andet kunne resultere i øget arbejdsløshed, hvis for eksempel mindre forretninger bliver nødt til at fyre ansatte for at kunne betale mindstelønnen. Det politisk uafhængige føderale bureau Congressional Budget Office (CBO) beregnede at en stigning i den føderale mindsteløn fra $7.25 til $10.10 ville kunne resultere i øget arbejdsløshed på 500,000 amerikanere. Det var desværre et tal som republikanerne noget ukritisk tog til sig som et sikker tegn på at mindstelønsændringer var beviseligt dårlige for økonomien. Hvad CBO rent faktisk sagde var at mange amerikanere, der arbejdede til mindsteløn, for eksempel i deltidsstillinger for at supplere hjemmets indkomst, ville være frit stillede til at forlade deres stilling, da deres partner ville kunne betale husholdningens udgifter på en hævet løn. Derfor var de 500,000, som CBO havde regnet sig frem til, altså ikke udelukkende dårligt, da det også betød at mange stillinger kunne blive ledige til arbejdsløse amerikanere.

Med hensyn til at hæve mindstelønnen til $15 i timen er der en stor forskel til CBOs tal baseret på en stigning til $10.10 på landsplan. Der er ganske enkelt ingen, der definitivt kan sige hvad de negative konsekvenser vil blive af hævningen. Optimisterne vil mene at en forhøjet mindsteløn vil være godt for privatforbrug, hvilket er godt for økonomien og vækst, hvorimod pessimister vil sige at virksomheder vil være nødsaget til at fyre ansatte med efterfølgende øget arbejdsløshed og lavere økonomisk vækst. Min forventning er at det bliver et sted imellem de to positioner: Jeg mener bestemt at det vil gavne både lavtlønnede amerikanere og økonomien at hæve mindstelønnen, men der vil utvivlsomt være en periode med øget økonomisk usikkerhed.

Den politiske debat om hævning af den føderale mindsteløn fortsætter i USA og Los Angeles er endnu et tydeligt bevis på at der er udspredt frustration over kongressens sløvhed og inaktivitet. Byen har afvejet fordele og ulemper og besluttet sig for at hæve mindstelønnen fra $9 til $15 over fem år. Som mange andre byer, kommuner og stater, der hæver mindstelønnen vil der blive holdt meget tæt øje med Los Angeles for at forstå både resultater og konsekvenser, så den føderale mindsteløn kan blive hævet på den bedst mulige måde og under de bedste omstændigheder, både for amerikanerne og økonomien.

Photo Credit: Grand Hope Park in Los Angeles via photopin (license)