Forside » Præsidentvalg 2016
Category Archives: Præsidentvalg 2016
Hvad gør demokraterne nu?
Ovenpå et svigende nederlag for Hillary Clinton til Donald Trump i går står det demokratiske parti overfor en nødvendig og måske endda tiltrængt selvransagelse. Hvad bliver partiets fremtid under Trumps præsidentembede og hvordan skal demokraterne arbejde for deres mærkesager med mindretal i begge kamre af den lovgivende forsamling? Der er stadig mange detaljer fra gårsdagens valg, der vil blive tydeligere over det næste stykke tid, så de forkromede planer er ikke lagt endnu, men i dette indlæg vil jeg forsøge at give mit bud på hvad demokraternes sandsynlige vej frem bliver over de næste år.
Et svigende nederlag
Det er umuligt at forestille sig hvordan det må have føltes for Hillary Clinton at tabe et valg, hun nok har kæmpet frem mod det meste af sit liv, og som hun endeløst har arbejdet for at kvalificere sig til. Hun har måttet kæmpe mod køns-stereotype fordomme helt tilbage fra da hun var yngre, specielt i tiden hvor Bill Clinton var guvernør i staten Arkansas og hun skulle finde fred med rollen som guvernørfrue. Det har nok været svært for en bragende intelligent og drevet ung kvinde at skulle affinde sig med at stå ved siden af eller i skyggen af sin mand, også selv om det var Bill Clinton, der var tale om. Men hun har brugt det meste af sit voksne liv på indrette sig efter de politiske spilleregler: Hun har ændret sin fremtonen, sit udseende, og sin ambition, så hun kunne drage fordele uden at frastøde. Det har været en politisk styrke, men som valgkampen og hendes karriere understreger har det været et tveægget sværd, fordi hun ofte blev opfattet som en pragmatisk politiker, snarere end en oprigtig person. Det er et forfærdeligt paradoks Clinton har stået i det meste af sit offentlige liv: På den ene side blev hun kritiseret for at være for uortodoks da hun var yngre, hvilket resulterede i at hun forsøgte at ændre på sig selv for bedre at følge spillets regler, men på den anden side blev hun kritiseret for at være for god til at spille det politiske spil, da hun havde bøjet sig for at adlyde dem.
Det er umuligt at forestille sig hvad Hillary Clinton har følt, da det gik op for hende at hun nu igen stod i lyset af en anden, og at denne gang var det Donald Trump, en mand, der har ignoreret, brudt, eller hånet alle de traditionelle politiske spilleregler i USA. Ikke nok med at han har brudt med hvad der forventes af etablerede politikere, så har Trump endda vendt dette til sin fordel og har nu vundet præsidentembedet, til stor overraskelse og i direkte uoverensstemmelse med nationale meningsmålinger. Hvad Hillary Clintons rolle bliver i amerikansk politik fremover er selvfølgelig usikker, men det virker som et sikkert bud, at hun ikke får muligheden for at stille op som præsident igen, at hun ikke igen får muligheden for at skrive historie. Som den første kvindelige præsidentkandidat for et at de store partier har hun personificeret udviklingen der er opnået i det 21. århundrede, men hun har ikke kunnet nå hele vejen i hus og blive valgt som den første kvindelige præsident. Den plads i historiebøgerne vil sandsynligvis tilfalde en anden, men ingen kan sige at Hillary Clinton, på både godt og ondt, ikke har været med til at bane vejen for kvinder i amerikansk politik. Det er en vigtig del af hendes politiske arv.
Clintons nederlagstale: ”Jeg har kæmpet for det jeg har troet på”
For ganske kort tid siden erkendte en tydeligt rørt Hillary Clinton sit nederlag til præsidentvalget. Hun takkede de mange amerikanere, som tog del i hendes kampagne, og sagde at hun følte ”stolthed og taknemmelighed” for den store indsats. Hun opfordrede de unge amerikanere, der har støttet hende til at fortsætte kampen for hvad de tror på, for som hun sagde: ”Jeg har kæmpet for det jeg tror på.” Hun anerkendte hvor hårdt og følelsesladet dette øjeblik var for hende og hvor mange andre der deler denne sorg og sagde: ”at kæmpe for hvad der er rigtigt er det værd”. Til de mange amerikanske kvinder der har støttet hendes kampagne sagde hun at intet har gjort hende mere stolt end at være deres forkæmper, og at kampen for et inklusivt USA fortsætte ufortrødent. Hun afsluttede sin tale med et optimistisk ordheld, som er typisk amerikansk: ”Vore bedste dage er stadig foran os.” Det var en følelsesladet, disciplineret, og imponerende tale, der afspejlede den personlige karakter som Hillary Clinton har og at det arbejde som hun har lagt i sin kampagne ikke slutter med valget, men fortsætter i det demokratiske parti.
Det Demokratiske Parti
Udover at være et svigende personligt nederlag for Hillary Clinton er valget også et nederlag for det Demokratiske Parti, som nu må indse deres nederlags ophav og rette ind efter dette. Clintons nederlag var et nederlag for de højre- og midter-orienterede dele af partiet, og det virker sandsynligt at den mere venstreorienterede fløj af partiet, den såkaldte progressive fløj, kommer til at træde frem og tage en mere afgørende rolle i partiets fremtid. Bernie Sanders og Elizabeth Warren, to politikere som personificerer den progressive fløj, har været fremtrædende demokrater de seneste år, og det virkede tydeligt at Clinton også skulle bøje mere mod venstre, hvis hun skulle kunne arbejde sammen med dem, hvis hun var blevet præsident.
Den progressive fløj, og specielt Sanders og Warren, kendetegnes ved et fokus på økonomisk politik, hvor der argumenteres for at den amerikanske økonomi disproportionalt gavner de rigeste amerikanere, men efterlader ”almindelige” amerikanere i et system med en lav mindsteløn, dyr uddannelse, og svære muligheder for at få et job. Dette fokus på økonomi for også de lavtuddannede hvide amerikanere, specielt i den såkaldte ”working class”, som Trump har appelleret overbevisende til er en afgørende demografisk gruppe, som demokraterne skal fokusere yderligere på i den nærmeste fremtid. Valget i går var en bitter påmindelse om at denne gruppe ikke længere føler at demokraterne repræsenterer dem, men at Trump var manden, der snakkede direkte til dem. Men når det er sagt, så skal demokraterne samtidig stå stålfast ved deres forhold til deres egne vælgere i storbyerne, blandt de højtuddannede, og minoriteterne. Der er mulighed for en endnu bredere koalition af amerikanere i det demokratiske parti.
Samarbejde eller guerillakrig?
Frem mod 2018s midtvejsvalg, hvor demokraterne får mulighed for at påvirke situationen i kongressen, skal demokraterne finde ud af at navigere en svær balance i forholdet til republikanerne. På den ene side skal de kunne samarbejde med det republikanske flertal i den lovgivende forsamling om de vigtige ting, som der til trods for den politiske polarisering kan findes enighed om. På den anden side kan demokraterne blive nødt til at føre den samme politiske guerillakrig i Senatet, som republikanerne har ført mod præsident Obama.
I Senatet kan senatorer blokere afstemninger ved en såkaldt ”filibuster”. Filibusteren er en teknisk manøvre, der forhindrer afstemning på lovgivning, og eksisterer som en slags bremseklods, som et mindretal i Senatet kan benytte for at forhindre at blive tilsidesat af et flertal. En filibuster kan annulleres i Senatet, men kun ved et såkaldt ”super-flertal” på 60 ud af de 100 senatorer. Da Republikanerne kun står til et snævert flertal i Senatet vil det blive svært for dem at annullere brugen af filibuster i Senatet uden samarbejde med demokraterne. Men samtidig skal der ikke mange demokraters hjælp til at bryde filibusteren, så demokraterne i Senatet skal nå til enighed om denne taktik, hvis den skal være effektiv. Står de sammen om den taktik vil de vil også kunne risikere at fremstå som hyklere, da demokraterne siden 2010, det første midtvejsvalg under præsident Obama, har opfordret til afskaffelsen af filibuster-reglerne, fordi republikanerne har brugt dem i rekordstort antal for at undergrave præsident Obamas lovgivningsdagsorden.
Demokraterne står foran en udfordring over de kommende måneder og år. Men det går republikanerne også, for de får måske endda endnu sværere ved at samle sig om en central strategi ovenpå på den tydelige uenighed mellem Trump og den republikanske ledelse. Hvordan alt dette udspiller sig vil kun tiden vise.
photo credit: House Democrats Vice President Biden Joins House and Senate Democrats to Tell Congressional Republicans: Do Your Job via photopin (license)
Donald Trump vinder præsidentvalget 2016
I løbet af en lang dag og nats stemmeoptælling er det blevet tydeligt at Donald Trump højst sandsynligvis har vundet præsidentvalget 2016 over Hillary Clinton. Selvom Hillary Clinton ikke har indrømmet sit nederlag, og i skrivende stund har meddelt at hun først udtaler sig i morgen, virker det rimeligt at konkludere hun ikke vandt valget. Det kommer som et historisk overraskende resultat, da Hillary Clinton længe har ligget foran i de nationale meningsmålinger. Men valgets resultat virker tydeligt, selvom det har været et tæt resultat, der har understreget hvor polariseret USA er.
Over den kommende tid vil Trumps sejr blive dissekeret og mange detaljer vil blive vejet og undersøgt, men de store linjer er tydelige allerede nu: Trump har vundet ved at fokusere sin valgkamp mod den vrede og frustration som specielt hvide lavt-uddannede amerikanere, som er en del af hvad man i USA kalder ”working class” og ramt et stort segment af den amerikanske befolkning, som føler sig, og har følt sig, overset af det politiske etablissement i Washington. Der har været hårde tider for mange amerikanere udenfor USAs storbyer, hvor både globaliseringen og tiden efter finanskrisen har haft tydelige økonomiske konsekvenser, både i forhold til muligheden for at finde arbejde og for at skabe muligheder for sig selv og sine børn. Disse amerikanere føler sig sandsynligvis marginaliseret af amerikanske politikere, der virker til at være mere allieret med de special-interesser, der donerer penge til politiske kampagner.
Derudover spiller usikkerheden og muligvis frygten også en rolle for disse hvide amerikanere, som også har reageret tydeligt på Trumps løfter om sikring af grænsen til Mexico, reform af immigrationsreglerne, og mulig udvisning af illegale indvandrere, som der anslås at være cirka 11 millioner af i USA.
Præsident Trumps udfordringer
Som det ser ud nu vinder det Republikanske Parti flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Under normale omstændigheder ville dette have betydet at republikanerne stod stærkt lovgivningsmæssigt, men på grund af de mange uoverensstemmelser Trump har haft med sit eget parti, specielt problemerne med Paul Ryan, leder af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, vil det blive altafgørende for Trumps præsidentembede hvordan disse tidligere uoverensstemmelser bliver håndteret fremover. Hvis republikanerne skal kunne udnytte deres stærke position efter valget er forholdet mellem partiets ledere og præsidenten altafgørende for at opnå de resultater, som vælgerne har reageret så stærkt på.
Trumps primære opgave sammen med den lovgivende forsamling bliver at fremme de økonomiske kår for USAs ”working class”, som har lidt under globalisering og finanskrisen. Specielt i hans modstand mod frihandelsaftaler, som han og hans vælgere har anklaget for at have flyttet arbejdspladser ud af landet, vil han muligvis foreslå lovgivningsmæssige tiltag, som muligvis vil resultere i en økonomisk isolationisme eller protektionisme for USA. Derudover virker det sandsynligt at Trump vil modarbejde den kontroversielle TTIP-frihandelsaftale, som forhandles mellem USA og EU.
Trump kommer sandsynligvis til at nominere det manglende medlem til den amerikanske højesteret, da republikanerne har nægtet at godkende Præsident Obamas forslag Merrick Garland, og sandsynligvis ikke godkender det nu hvor de ved at de får muligheden for i stedet at samarbejde med Trump om at finde en kandidat de foretrækker i stedet. Dette får stor indflydelse på højesteret, da højesteret mangler sit afgørende niende medlem, da højesteret lige nu er delt i to halvdele af fire, hvor den ene halvdel er konservativ og den anden halvdel typisk er mere venstreorienteret. Derfor vil det at kunne vælge den sidste dommer definere flertallet af højesteretten. Dette vil have stor indflydelse på specielt på ét kerneområde: Abort. Hvorvidt en mere konservativ højesteret rent faktisk kommer til at dømme i sager relateret til abort, og derved omstøde den berømte kendelse i sagen Roe v. Wade, der anerkendte retten til abort som forfatningsbeskyttet, er selvfølgelig endnu usikkert, som meget andet. Men det står højt prioriteret på republikanernes liste over de vigtigste politiske emner overhovedet. Derudover kan højesterets nylige kendelse, der forhindrede forbud mod homoseksuelle vielser, og derved erklærede at lige netop disse vielser forfatningssikrede, vil muligvis også forsøges omstødt.
Som præsident skal Trump også forholde sig til at definere USAs udenrigspolitik, både forholdet til internationale allierede og i kampen mod terror. Hvordan Trump vil forholde sig til NATO er usikkert, efter han gentagne gange har udtalt at han mener at USA trækker en for stor del af læsset og at de andre medlemslande hverken betaler deres ”fair andel”. Trump har også flere gange udtalt at han vil tage en hård linje overfor specielt Kina, men det er endnu usikkert præcis hvordan det vil se ud i form af lovgivning eller præsidentiel handling.
Obamas arv
Det store spørgsmål bliver hvor meget af præsident Obamas politisk arv, der overlever, når Trump sværges i ed som præsident. De to helt store lovgivningspakker, som Obamas politiske arv beror på, Dodd-Frank Act, den finansielle regulering ovenpå finanskrisen, og den såkaldte ”Obamacare”, den omfattende sygesikringsreform, vil begge sandsynligvis blive omstødt af republikanerne. Specielt sygesikringsreformen har Trump gentagne gange svoret at han vil prioritere at omstøde som præsident. Lykkedes det at omstøde disse to reformer vil kernen af Obamas politiske arv blive udhulet.
Lige nu er der mange ting der svæver i usikkerhed. Først i morgen vil vi få de endelige taler fra Trump og Clinton, og først fra januar, når Trump sværges i ed vil vi vide hvilken type administration Trump vil føre. Uanset hvilken retning han udstikker har han en stor opgave foran sig.
Præsidentvalg 2016
I dag går USAs befolkning til stemmeurnerne for at afgøre præsidentvalget ved at stemme på Donald Trump eller Hillary Clinton. Det endelige resultat burde fremligge cirka klokke elleve om aftenen, cirka klokken fem om morgenen dansk tid. Det vil markere afslutningen på det måske mest usædvanlige præsidentvalg i moderne tid, der har været præget mere af upopulære kandidater og personlige skandaler end af visioner for landets fremtid eller diskussioner af grundlæggende ideologiske forskelle. Uanset hvem der vinder vil det være sværere end nogensinde at se hvordan den vindende kandidat skal kunne hele de dybe demokratiske rifter som denne valgkamp har forårsaget. I dette indlæg vil jeg kridte banen op for valgaftenen ved at skrive lidt om hvad jeg tænker om selve valgkampen og hvad jeg regner med at holde øje med i aften og i nat, samt at diskutere hvilke udfordringer, specielt økonomisk, den næste præsident skal forholde sig til, hvadenten det bliver Trump eller Clinton, der vinder valget.
Selve valget
I USA vælges præsidenter ikke ud fra et nationalt stemmeflertal, men ud fra et system baseret på såkaldte valgmænd. Hver af USAs 50 stater har et antal valgmandsstemmer baseret på statens beboerantal, så store stater med lav befolkning kan have et lavt antal valgmandsstemmer og en lille stat med høj befolkning kan have et højt antal valgmandsstemmer. Hovedstaden Washington DC, der ikke har nogen repræsentanter i kongressen har tre valgmandsstemmer til præsidentvalget. Valgmandsstemmerne fordeles på absolut basis, så hvis en kandidat vinder et flertal af stemmerne til præsidentembedet, uanset hvor snævert, så vinder den kandidat alle statens valgmandsstemmer. Så selvom man kan have en betydelig stemmeprocent i en stat kan man altså sagtens stå i en situation hvor man intet vinder. Dette system kommer til diskussion ved hvert valg, hvor det kritiseres for at være udemokratisk, da det betyder at store dele af staters befolknings stemmer reelt ikke kommer til udtryk andet end som statistik, fordi et mindretal ikke medregnes overhovedet i de overordnede valgmandsstemmer. Der er 538 valgmandsstemmer og den præsidentkandidat der opnår et flertal på 270 eller over vælges til præsidentembedet. Ved Obamas præsidentvalg i 2008 fik Obama 365 valgmandsstemmer mod sin modstander John McCains 173, og i 2012 fik Obama 332 valgmandsstemmer mod sin modstander Mitt Romneys 206. Selvom dette kan virke som overbevisende sejre vandt Obama kun cirka 53% procent af det totale stemmetal i 2008 og kun cirka 51% i 2012. Det hænger sammen med den absolutte fordeling af valgmandsstemmerne. Det mest berygtede eksempel på dette forhold mellem valgmandsstemmer og almindelige stemmer, hvad der for danskere virker mærkværdigt, var valget i 2000 mellem George Bush og Al Gore, hvor bush vandt med 271 valgmandsstemmer mod Gores 266, men hvor Al Gore modtog over 540,000 stemmer mere end George Bush fordelt udover alle stater.
De lovgivningsmæssige udfordringer
Udover præsidentvalget stemmes der samtidig til den lovgivende forsamling kongressen, hvor hele Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet står til valg. Hvad der sker i den lovgivende forsamling i dag kommer til at have betydeligt konsekvenser for den valgte præsident, da vedkommende får brug for kongressen til at vedtage relevante valgløfter og følge den politiske dagsorden som præsidenten sætter for sit parti. I den nuværende kongres, den 114. kongres, har republikanerne et flertal. Flertallet i Repræsentanternes Hus har været solidt siden midtvejsvalget i 2012, men demokraterne har holdt et snævert flertal i senatet indtil midtvejsvalget 2014. Det virker usandsynligt at republikanerne taber deres flertal i Repræsentanternes Hus ved dette valg, men udfaldet af flertallet i Senatet kan blive afgørende for den kommende præsidentielle administration: Hvis Trump bliver valgt som præsident og republikanerne får et flertal i Senatet kontrollerer det Republikanske Parti reelt set den politiske magt, men kun i det omfang de står sammen om hvilken lovgivning, der skal vedtages. Som udgangspunkt har valgkampen tydeligt understreget hvor splittet republikanerne har været over at Trump blev partiets præsidentkandidat og mange fremtrædende republikanere, heriblandt mange medlemmer af Bush-familien, har taget direkte afstand fra Trump. Uanset hvordan udfaldet af valget i kongressen bliver får Trump tydeligvis problemer med at samle støtte til sine politiske mål, endda i sit eget parti. Hvis Clinton vælges som præsident vil hun muligvis allerede fra starten stå i den situation som Bill Clinton stod i efter sit første midtvejsvalg, hvor han skulle samarbejde med en republikansk kongres med flertal i begge lovgivende kamre. I så fald vil det blive meget svært for Hillary Clinton at få vedtaget sin politik, hvilket kan bringe hende i problemer med den såkaldte progressive fløj af det demokratiske parti, som Bernie Sanders repræsenterer, og derved risikere sit eget grundlag som præsident frem mod 2020. I så fald vil Hillary Clinton blive placeret i et næsten umuligt paradoks, hvor hun skal vælge mellem at samarbejde med republikanerne, som hendes mand gjorde i sin tid, eller forsøge at forfølge den demokratiske kernepolitik hårdnakket, men sandsynligvis uden endeligt resultat. Uanset det endelige resultat for præsidentvalget og for kongressen, så virker det også usandsynligt at den politiske polarisering som USA har oplevet de sidste mange år, specielt i kongressen, bliver løst i den nærmeste fremtid. Så valget 2016 vil sandsynligvis bære præg af den allerede udbredte polarisering og kun fremtiden vil vise hvorvidt den 115. kongres vil blive produktiv eller blot blive endnu én i rækken af historisk uproduktive kongresser i det 21. århundrede.
USAs økonomiske indikatorer
Jeg beskæftiger mig mest med USA ud fra et økonomisk perspektiv, som selvfølgelig overlapper mange andre aspekter af USAs samfund. Det mest vigtige af disse er jo politik, fordi der er så stor sammenhæng mellem politiske beslutninger og økonomiske udviklinger og vice versa. Derfor vil jeg også meget gerne skrive lidt om hvordan den amerikanske økonomi ser ud nu og hvordan det vil påvirke den kommende præsidents embede.
Arbejdsløsheden faldt i oktober, men ligger stadig på det niveau den har ligget det meste af året: 4.9%. Selvom hundredetusindvis af amerikanere har fundet arbejde i 2016 er arbejdsløshedstallet stagnerende omkring de 5%. Dette hænger sammen med de amerikanere, der forlader jobsøgningen, og derfor forlader statistikkerne, som jeg har skrevet om tidligere i forbindelse med arbejdsløshed. Der er fremgang i jobmarkedet i USA, men der er ingen grund til alt for stor optimisme, da arbejdsløshedstallet ikke tager højde for de mange amerikanere, der har forladt jobsøgningen, men som kan vende tilbage så snart arbejdsmarkedet skaber job mere regelmæssigt.
Med hensyn til den økonomiske vækst blev det for nyligt offentliggjort at væksten for tredje kvartal af 2016 var på 2.9%, hvilket var mere end der var blevet forudset. Dette kommer som meget positive nyheder for USAs økonomi, men igen her skal der tages højde for konteksten. Denne vækst er en tydelig afstikker fra årets andre kvartaler, hvor første kvartal var 0.8% og det andet kvartal var 1.4%. Der er altså tale om at 2016s tredje kvartal er en velkommen undtagelse fra normalen, men altså just dét, en undtagelse. Det kommende kvartal vil være svært at danne sig et klart billede af, da julehandlen altid forøger det fjerde kvartals vækst, men overordnet set vil 2016s samlede vækst ligge et sted mellem 1-3%, og sandsynligvis i den lavere ende.
En tredje ting som også har stor indvirkning på økonomien er hvorvidt den amerikanske nationalbank hæver sin udlånsrente i 2016. Nationalbankdirektøren Janet Yellen har været notorisk modvillig til at hæve udlånsrenten, da der ikke er tydelige tegn på økonomiens forbedring, samt at inflationen stadig ligger under 2%. Når dette kombineres med den store effekt det har på finansmarkederne, at renten bevæger sig, vil renten sandsynligvis ikke blive hævet i år, med mindre nationalbanken mener for at den amerikanske økonomi klarer sig meget bedre end hidtil.
Den næste præsident arver ikke det samme økonomiske virvar, som Obama i sin tid gjorde, men det betyder ikke at den amerikanske økonomi brager derudaf. En af de primære opgaver for den kommende præsident og den kommende kongres bliver at holde et klart og skarpt fokus på jobskabelse og generel økonomisk vækst.
Hvad holder jeg øje med?
Der vil være mange spændende elementer i dette valg og mange aspekter, der vil have stor betydning i mange år fremover. En af de ting, der altid er spændende i præsidentvalgene er svingstaterne, altså stater hvor der ikke historisk er et klart flertal for et enkelt parti, men som kan vindes af begge sider. Typisk inkluderer disse (her med valgmandsstemmer i parentes): Virginia (13), Colorado (9), Iowa (6), New Hampshire (4), Florida (29), Nevada (6), og Ohio (18). Hvordan disse stater fordeler sig bliver spændende at fælge med i. Derudover har der været meget snak om at fordi det har været så usædvanligt et valgår er der muligvis andre stater, der kunne svinge til en anden side end normalt og specielt Texas (38) har været på tale som en traditionel republikansk stat, der måske kunne stemme demokratisk. Det er nok usandsynligt, men den stat og mange andre vil være mere usikre end traditionelle valg, så der er mange spændende ting i luften i aften.
Derudover glæder jeg mig til at dykke ned i de demografiske detaljer, også selvom de nok først kommer helt tydeligt frem senere hen. En af de helt store udfordringer for det Republikanske Parti har været at bygge en mere inklusiv politisk platform hvorfra de kunne appellere til kvinder og minoriteter. Det har været en årelang udfordring for partiet og med Trump i spidsen for partiet er min umiddelbare opfattelse at dette nok ikke er lykkedes i nogen større grad. Det bliver spændende at se hvordan Trumps udtalelser om kvinder, både de offentlige og de lækkede private optagelser, påvirker stemmeprocenten af kvinder over hele feltet, men selvfølgelig specielt om republikanerne oplever en decideret nedgang i stemmer fra kvinder ved dette valg. Det samme kan siges om Trumps udtalelser om hispanics, sorte, og muslimer, fordi det bliver svært at forestille sig at disse grupper, som republikanerne får mere og mere brug for, stemmer af nogen betydning på Trump.
Stemmeprocenten er altid spændende at følge med i og måske i år vil vi se at stemmeprocenten falder på grund af frustration og måske endda decideret afsky fra vælgernes side mod kandidaterne. I 2008 var stemmeprocenten cirka 58% i USA og i 2012 var den cirka 55%. Min umiddelbare tanke er at den sandsynligvis bliver lavere i år. Modargumentet mod dette kunne være at de to kandidater opfordrer til så stor modstand, så de opildner deres politiske modstandere til at sætte hårdt ind mod dem ved at mobilisere en masse antipati hos vælgere der måske ikke stemmer så ofte.
Derudover er det altid spændende at følge med i hvordan de unge stemmer. Yngre amerikanere har specielt for demokraterne været meget begejstret for Bernie Sanders og der har været nogen bekymring for hvorvidt de ville stemme på Hillary, stemme på Trump som protest, eller slet ikke stemme. Hvordan de unge stemmer kommer også til at give et indblik i hvad de måske stemmer fremover, så det er et vigtigt segment jeg klart vil holde øje med.
Et andet historisk aspekt af dette års præsidentvalg er at der faktisk er fire kandidater til præsidentembedet. Jill Stein stiller op for Green Party og Gary Johnson stiller op for Libertarian Party. Den blotte tilstedeværelse af hele to kandidater udenfor de to store amerikanske partier, republikanerne og demokraterne, understreger hvor stor antipati der er for Trump og Clinton. Selvom Stein og Johnson ifølge meningsmålingerne ikke er i nærheden af bare muligheden for at blive valgt til præsident i nat, så kan deres tilstedeværelse, udover at være et principielt og ideologisk med USAs toparti-system, have konsekvenser for valgets udfald. Mange har sammenlignet Stein og Johnsons kandidaturer med Ralph Naders uafhængige præsidentkandidatur i 2000, som nogle mener resulterede i Al Gores nederlag til George Bush, fordi en størstedel af de amerikanere der stemte på Ralph Nader sandsynligvis ville have stemt på Gore. Om dette scenarie kommer til at udspille sig i aften og i nat er svært at sige. Min umiddelbare tanke er at der er nok frustrerede amerikanere, der ønsker at deres stemme står som symbolsk protest mod toparti-systemet, at Stein og Johnson vil markere sig som muligvis de to største præsidentkandidaturer udenfor toparti-systemet. Om dette får direkte konsekvenser for det reelle valg mellem Trump og Clinton må tiden vise.
Donald Trump eller Hillary Clinton?
For hovedpersonerne i det måske mest utraditionelle amerikanske valg i moderne tid, Trump og Clinton, afgøres valget i nat, men eftertiden vil være markant påvirket af valget i lang tid fremover. For både demokraterne og republikanerne vil dette valg være et udtryk for begge partiers kriser, nemlig at partierne er endt med de to mest upopulære kandidater i moderne amerikansk historie, samt at begge partier oplever klare brud med partiernes traditionelle politiske linjer. For republikanerne, der allerede har haft mange problemer med Tea Party-bevægelsen tilbage fra 2012, så er den populistiske bevægelse, der har båret Trumps nominering og præsidentkandidatur, endnu en udfordring for partiet, der står i den paradoksale situation at de muligvis vil opleve mere intern splittelse ved at vinde præsidentvalget end ved at tabe det.
For demokraterne er det den progressive fløj, der nu for alvor har vundet fremmarch blandt specielt de yngre vælgere, hvor økonomisk politik er blevet en af de centrale emner på grund af specielt Bernie Sanders’ kandidatur men også på grund af den progressive senator Elizabeth Warren, som mange antog ville stille op som kandidat imod Hillary Clinton. Vinder Clinton har hun færre interne partistridigheder at holde styr på end Trump, men hun har også den klare udfordring i at tække sit eget parti, mens hun sandsynligvis vil skulle arbejde tæt sammen med republikanerne for at opnå resultater.
Der vil være et hav af data om vælgeradfærd, resultater, og andet som bliver relevant at skrive om og uddybe over de kommende dage, uger, og måneder. Det glæder jeg mig til at tage fat i. Men i dag handler det om valget og om hvem der fra januar vil bestride det mest magtfulde embede i verden: Donald Trump eller Hillary Clinton?
photo credit: Arlington County IMG_0012 via photopin (license)
Trump vs. Clinton: Den Sidste Debat
I nat afholdte Donald Trump og Hillary Clinton den sidste præsidentielle debat for valgåret 2016. Jeg så med og skriver derfor her et indlæg om de emner de diskuterede, måden de diskuterede det på, og hvad de vigtigste øjeblikke var. Derudover kommer jeg med nogle generelle betragtninger og overvejelser.
I nat mødtes Donald Trump og Hillary Clinton til deres sidste debat for at stå ansigt til ansigt og debattere deres visioner som præsidentkandidater. Debatten blev ledet af den anerkendte journalist fra Fox News Chris Wallace, som havde forberedt aftenens emner og spørgsmål på forhånd. De seks emner som de to kandidater diskuterede over de 90 minutter debatten varede var: Højesteret, immigration, økonomi, egnethed som præsident, udenrigspolitik, og nationalgæld.
Højesteret: Våben- og abortrettigheder
Chris Wallace startede med at spørge kandidaterne hvilken type dommere de hver især ville opstille til den amerikanske højesteret, da det er meget sandsynligt at vinderen af præsidentvalget kommer til at kunne opstille dommere, der vil have årtiers indflydelse på USAs juridiske system. Ikke overraskende var de to emner spørgsmålene og debatten handlede om rettigheder relateret til våben og abort. Trump kritiserede Clinton med hensyn til våbenrettigheder og sagde at hvis Clinton blev præsident ville hun vælge dommere, der ville reducere nuværende rettigheder. Clinton modargumenterede at hun støtter rettigheder for våbenejere under USAs forfatning, men at der er et behov for at indføre større regulering og registrering af våbenlovene, samt at lukke smuthuller i lovgivningen, der gør det muligt at købe våben med lidt eller ingen baggrundstjek eller registrering. Denne udveksling reflekterede i høj grad den normale position de to partier har på området og den var hverken overraskende eller tilføjede nyt indhold.
Ligeledes var det heller ikke overraskende at Clinton prioriterede at opstille dommere til højesteret som støttede abortrettigheder i USA, hvorimod Trump virkede til at følge den klassiske republikanske linje, nemlig at han er såkaldt ”pro-life”, og altså ikke mener at abort skal være lovligt eller en forfatningsmæssigt beskyttet rettighed. Dog ville Trump ikke sige direkte, selvom George Wallace spurgt ham direkte flere gange, om han ville opstille højesteretsdommere, som vil annullere nuværende abortrettigheder. I stedet fremhævede Trump at det i så fald ville være de enkelte stater, der skulle bestemme hvilken abortlovgivning de vil indføre.
Clinton nævnte derudover sin modstand mod den kontroversielle højesteretskendelse ”Citizens United” hvori højesteret afgjorde at politiske udgifter relateret til, men ikke direkte forbundet til politiske partier eller kandidater, ikke kunne begrænses jævnfør ytringsfrihed, hvilket har resulteret i en enorm forøgelse af penge i amerikanske politik de seneste år (Det er et emne som jeg også har behandlet i mit speciale og som jeg vil vende tilbage til mere uddybende ved lejlighed). Clintons modstand mod denne højesteretskendelse er også et udtryk for en stigende andel af demokratiske vælgeres modstand mod penge i politik, specielt den såkaldte progressive fløj, og denne modstand vil sandsynligvis være en politisk nødvendighed for Clinton og en vigtig del af hendes eventuelle præsidentembede.
Immigration: Udvisning eller vej til borgerskab?
Emnet immigration har været en af de mest indflydelsesrige emner i valgkampen og her stod Trump fast på at grænsesikkerheden mellem USA og Mexico skulle forbedres betydeligt, der skal bygges en mur ved grænsen, og at illegale indvandrere i USA ikke skulle arresteres og fængsles, men udvises. Clinton argumenterede at fordi man regner med at der er cirka 11 millioner illegale immigranter i USA så ville det være en enorm opgave at identificere og deportere dem alle sammen. Her fremhævede Clinton specielt at fordi der er cirka fire millioner børn af ulovlige immigranter som er lovlige amerikanske statsborgere, fordi de er født i USA, så vil det betyde at USA ville skulle splitte familier fra hinanden. Derfor foreslog Clinton at man i stedet gjorde det muligt for illegale immigranter at opnå statsborgerskab, få dem ud af skyggen, og få dem i gang med at bidrage til samfundet til gavn for alle.
Emnet endte med at køre af sporet da samtalen pludselig sig ind på Clintons emails som er blevet lækket af WikiLeaks og at Clintons emails sandsynligvis bliver lækket i koordinering med russiske efterretningstjenester i et forsøg på at påvirke valget. Det tog både Trump og Clinton afstand fra, selvom Trump brugte de lækkede emails til at angribe Clinton for sin støtte til internationale handelsaftaler.
Økonomi: Skat, job, og handelsaftaler
Clinton argumenterede for at ”Når middelklassen trives, trives økonomien” og at der skulle investeres i infrastruktur, industri, og amerikanske familier, med en højere mindsteløn, lige løn for kvinder, og mindre gæld forbundet med uddannelse. Clinton argumenterede for at dette til dels skulle betales ved at indføre nye beskatninger af store virksomheder og de rigeste amerikanere, fordi, som hun sagde, at massive skattelettelser til de rige var blevet afprøvet og at de ikke virkede. Specifikt sagde Clinton at der ikke skulle indføres nye skatter på indkomst under $250,000 (cirka 1.7 millioner danske kroner).
Trump modargumenterede at Clintons plan ville betyde øgede skatter, samt at en af de vigtigste faktorer i at skabe og opretholde jobs i USA er at reducere eller fjerne internationale handelsaftaler, der ”suger” jobs ud af USA. Trump tegnede et billede af et ”stagnerende” USA, blandt andet drevet af en relativ reduktion af national industriel produktion, der har været specielt hård for mindre industribyer. Derudover argumenterede Trump for at skattelettelser er det rigtige incitament for specielt større virksomheder til at ansætte flere amerikanere og få gang i den økonomiske maskines hjul igen. Han kritiserede Clinton, som han mener ikke har gjort nok i sin tid i amerikansk politik, og sagde at hvis landet kørte lige så godt som hans virksomhed, så kunne amerikanerne være stolte over deres nation igen.
Egnethed til at være præsident
Ved dette emner rettede de to præsidentkandidater hård kritik mod hinandens evner til at bestride præsidentembedet. Chris Wallace startede med at spørge ind til både Trumps udtalelser om kvinder (som jeg skrev om sidst), samt at flere kvinder nu er trådt frem og har anklaget Trump for at kysse og berøre dem. Trump affejede beskyldningerne som værende motiveret af ønsket om berømmelser og penge og begyndte at anklage Clinton for at betale for protester mod hans egne taler og arrangementer. Selvom Trump ikke forholdte sig direkte til Chris Wallaces spørgsmål fik han dog sagt: ”Ingen har mere respekt for kvinder end jeg har”, hvilket resulterede i spredt latter fra publikum. Trump forsøgte derefter at anklage Clinton for at være en hykler idet han anklagede hende for at tage imod store mængder penge fra Saudi-Arabien og at anklage Clintons velgørende organisation The Clinton Foundation for at være en kriminel virksomhed. Clinton modargumenterede at Trump angriber kvinders værdighed og selvværd og at han aldrig undskylder. Clinton citerede den franske filosof de Toqueville ved at sige at ”America is great because America is good”, i et forsøg på at vende Trumps slogan ”Make America Great Again” mod ham samtidig med at angribe Trump for hans opførsel overfor, og udtalelser om, kvinder, minoriteter, og militærveteraner. Afslutningsvis kritiserede Clinton Trump for ikke at ville offentliggøre sine skatteoplysninger, så de amerikanske vælgere kan få en bedre indsigt i hans forretning, indtjening, og forbindelser.
Under dette emne kom også hvad der var debattens helt store udtalelse. Trump blev spurgt direkte af Chris Wallace, ovenpå udtalelser Trump har kommet med om at det endelige valgresultat hvis Trump taber er et udtryk for aftalt spil, hvorvidt Trump allerede nu ville sige at han ville anerkende gyldigheden af valget til november, hvis han tabte. Dette har været et vigtigt emne i valgkampen på det seneste fordi mange mener at Trumps udtalelser undergraver tiltroen til det amerikanske politiske system og potentielt kan være farligt hvis millioner af amerikanere tror på Trump og derfor muligvis mener at valget er ugyldigt eller et resultat af aftalt spil. Selv Trumps vicepræsidentkandidat Mike Pence har meddelt at valgresultatet, uanset udfald, skal behørigt anerkendes. Ikke desto mindre var det eneste Trump kunne sige var: ”Jeg vil se på det til den tid”, altså fortsætter Trump denne meget ærgerlige, næsten konspirationsteoretiske idé om at et eventuelt nederlag er et resultat af en sammensværgelse mod ham og hans politiske bevægelse, snarere end et demokratisk valg.
Udenrigspolitik: Brændpunkter
Ikke overraskende var ISIS og krigen i Syrien de to helt store emner under dette punkt. Chris Wallace spurgte begge kandidater hvorvidt de ville indsætte landtropper. Clinton svarede at hun ikke ville indsætte landtropper i Irak som en besættende styrke, og at fokus på øget efterretningsarbejde og overflyvninger var afgørende komponenter i strategien mod ISIS. Clinton blev også spurgt om hun ville beordre nedskydningen af russiske fly, der fløj i såkaldte ”no-fly”-zoner, men udtalte at oprettelsen af disse zoner var et resultat af lange forhandlinger og at hun derfor ikke regnede med at den slag situationer ville opstå. Derudover sagde Clinton at det var vigtigt at sikkerhedstjekke Syriske flygtninge, der kommer til USA, men at hun ikke ville ”smække døren i ansigtet på kvinder og børn”, der flygter fra krig.
Trump anklagede Clinton for at have orkestreret tabet af Mosul som en del af en politisk manøvre der ville gavne hende når det skulle tages tilbage, at afsløre intentioner om krigens forløb via offentlige udtalelser, og at Clintons handlinger som udenrigsminister kun havde været til gavn for Iran. Derudover sagde Trump at Aleppo reelt set var faldet eller på nippet til at kollapse og at selvom Assad er en ”bad guy”, så mente Trump ikke at oprørerne kunne stoles på. Derefter beskrev Trump de syriske flygtninge som ”trojanske heste” og frygtede for resultatet af at lukke syriske flygtninge ind i USA.
Nationalgælden: Vækst og investeringer
Aftenens sidste emne var nationalgælden, som Chris Wallace gjorde opmærksom på nu er cirka 77% af USAs bruttonationalprodukt. Ifølge eksperter, sagde Chris Wallace, ville Trumps økonomiske plan forøge dette til 105% og Clintons til 86%. Kandidaterne blev udspurgt om deres planer i forbindelse med at reducere de føderale udgifter til de to centrale systemer Medicare og Social Security. Da disse og lignende systemer udgør 60% af det føderale budget er det tvingende nødvendigt at disse systemer bliver reformeret eller omlagt indenfor de næste to årtier.
Trumps svar var at han ville fokusere på at starte en økonomisk maskine i USA, som kunne resultere i vækst på mellem 4-6%, der ville blive drevet af en ny industriel opblomstring. Derudover argumenterede Trump for at den omfattende sygesikrings-lovgivning som præsident Obama har vedtaget ville blive fjernet hvis Trump vinder valget. Clinton fokuserede på sine tidligere argumenter at økonomisk vækst og balancerede budgetter skulle opnås gennem et fokus og investeringer ud fra et ”middle-out” og ikke ”top-down”-perspektiv kombineret med beskatninger af store virksomheder og de rigeste amerikanere. Mens Clinton foreslog dette kommenterede Trump: ”Such a nasty woman”, i hvad der var debattens mest ubehøvlede opførsel fra nogen af de to kandidater.
Overordnede betragtninger
De to kandidater tilføjede ikke meget nyt til deres kandidaturer og det er uvidst hvor meget forskel debatten betyder for de amerikanske vælgere. De to kandidater repræsenterede deres partiers traditionelle mærkesager fornuftigt, men tonen og opførslen mellem de to var kølig eller konfronterende hele debatten igennem, men Trump der dog var den mere aggressive, både i fremtoning og kommentarer.
Forskellen på de to kandidater var lige så udpræget som man allerede har erfaret fra de to kandidaters kampagner. Clinton er erfaren, afmålt, og citerer Toqueville, mens Trump udtaler sig i absolutte sort-hvide termer, undviger alt for direkte spørgsmål, og kan i én debat forene udtalelsen ”Ingen respekterer kvinder mere end jeg gør” med udtalelsen ”Such a nasty woman”. I det seneste indlæg her på J-Kurven skrev jeg at Donald Trump havde en meget lang vej foran sig hvis han skulle indhente specielt de kvindelige vælgere, men min vurdering er at han nok kun holder lige akkurat fast, som det bedst mulige resultat, ovenpå nattens debat.
Overordnet set repræsenterede de to kandidater deres styrker og svagheder og min vurdering er at til trods for at enkelt af Trumps kommentarer vil blive fokuseret på som historisk uforskammede i debatter mellem præsidentkandidater, så vil denne sidste debat ikke rokke meget voldsomt ved meningsmålingerne, men heller ikke hjælpe Trumps langsomme, men sikre skred efterhånden som Hillary Clintons føring forøges.
(Billedet er fra den første debat)
photo credit: billy3001 Adversaries via photopin (license)
Trumps Kvindeproblem
Med kun en måned tilbage af præsidentvalgkampen i USA er man nu trådt i den periode hvor kampagnerne typisk retter deres tungeste skyts mod hinanden for at få overtaget. I USA kalder man disse politiske begivenheder ”October surprises”, fordi en ny politisk retning, et nyt politisk angreb, eller en kompromitterende nyhed offentliggøres, der kan få afgørende betydning for valgets resultat. I år er den første ”October surprise” nu kommet i form af en optagelse fra 2005 af Donald Trump, hvori han uden at vide at han bliver optaget udtaler sig om sin egen opfattelse af, og opførsel overfor, kvinder. Selvom denne optagelses offentliggørelse sandsynligvis ikke er koordineret af Hillary Clintons kampagne har den resulteret i en utrolig negativ respons både fra demokrater og republikanere.
Jeg vil gerne sige indledningsvis at jeg havde håbet på at kunne beskrive slutspurten af præsidentvalget ud fra så objektivt et udgangspunkt som muligt, og selvom det stadig er intentionen, så bliver jeg også nødt til at anerkende, at jeg i dette tilfælde ikke mener at det er rimeligt at prøve at forholde sig udelukkende objektivt. Jeg vil stadig fremlægge indholdet og konteksten så objektivt, som jeg plejer, men jeg vil i denne artikel også gøre min personlige mening til kende. Jeg tvivler på nogen der ikke allerede er informeret om Trumps udtalelser fra 2005 eller som læser denne artikel, selv vil være i tvivl om hvad de mener om situationen.
Over de seneste måneder har Trump vakt stor opstandelse i USA, men denne gang er ikke for noget han har sagt i forbindelse med valgkampen, men på grund af en lydoptagelse fra 2005, som er blevet offentliggjort. Optagelsen relaterer til et tv-program ved navn Access Hollywood, som Trump deltog i, og optagelserne, der har vakt så stor opstandelse i USA, foregik mens Trump snakkede med værten Billy Bush mens de begge havde mikrofoner på, men ikke var foran kameraet. Det følgende citat er fra Donald Trump fra denne optagelse:
”You know, I’m automatically attracted to beautiful – I just start kissing them. It’s like a magnet. And when you’re a star they let you do it. You can do anything. Grab them by the pussy. You can do anything.”
Da optagelsen blev offentliggjort fredag d. 7. oktober var reaktionen fra både demokraterne og republikanerne forståeligt nok voldsom. Paul Ryan, der er Speaker for det republikanske flertal af Repræsentanternes Hus, udtalte at han håbede at ”Trump behandler denne situation med den seriøsitet den fortjener og arbejder mod at demonstrere overfor landet at han har større respekt for kvinder end dette klip antyder.” Forholdet mellem Trump og Ryan har længe været anstrengt, da Ryan som en af lederne af det republikanske parti skal favne bredt og derfor er tæt knyttet til den mere traditionelle kerne af det republikanske parti, hvorimod Trumps præsidentkampagne i sit forsøg på at gøre op med karrierepolitikere også lægger sig ud med Ryan og det republikanske parti. Men ikke kun den republikanske ledelse har taget afstand fra Trumps udtalelse. Den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain, der tabte valget i 2008 til Obama, trak sin støtte til Trump tilbage og udtalte at ”Donald Trumps opførsel denne uge, der konkluderede med offentliggørelsen af hans nedladende kommentarer om kvinder og hans pralen vedrørende seksuelle overgreb, har gjort det umuligt at fortsætte at tilbyde selv betinget støtte til hans kandidatur.”
Selv forsvarede Donald Trump sig i flere forskellige sammenhænge. På hans officielle hjemmeside kunne man den 7. oktober læse følgende udtalelse: ”Dette var omklædningsrums-snak, en privat samtale, der fandt sted for mange år siden. Bill Clinton har sagt langt værre ting til mig på golfbanen – ikke engang tæt. Jeg underskylder, hvis nogen blev fornærmet.” Dette var hele udtalelsen, som blev offentliggjort på Trumps officielle hjemmeside. Senere samme dag udsendte Trump en video, hvori han mere udførligt udtalte sig om de offentliggjorte udtalelser:
”Jeg har aldrig sagt at jeg var en perfekt person eller ladet som om at jeg var nogen jeg ikke er. Jeg har sagt og gjort ting jeg fortryder. Ord der er blevet offentliggjort i dag på denne mere end et årti gamle video er er en af dem. Alle der kender mig ved at disse ord ikke afspejler hvem jeg er. Jeg sagde det, det var forkert af mig, og jeg undskylder.”
Jeg har inddraget den første tredjedel af udtalelsen her. I resten af videoen drejer Trump sin udtalelse over på vigtigheden af at koncentrerer sig om de vigtige emner (da han af uransagelige årsager ikke mener at dette er et af disse) og angriber Bill Clinton og Hillary Clinton ved at påstå at de har udvist værre opførsel overfor de mange kvinder, der har anklaget Bill Clinton for seksuelle overgreb og voldtægt. Der er altså en tydelig tendens hos Donald Trump til at han samtidig har problemer med at koncentrere sig om at undskylde for sin udtalelse og at han, i begge af de to udtalelser jeg har inddraget her, retter anklager mod Hillary Clinton og hendes præsidentkampagne.
Jeg må indrømme at som en der følger tæt med i USAs politik er det svært for mig at vide præcis hvordan jeg skal forholde mig til Trumps udtalelser på en fagligt orienteret måde, dog ved jeg at disse udtalelser ikke er noget jeg ønsker at forholde mig objektivt til: Trumps udtalelser er kvalmende, både i det kvindesyn de fremkalder og de overgreb kvinder i hans nærvær har måtte lide fordi han mente han kunne tillade sig at befamle dem eller i hvert fald mene at han kunne slippe af sted med det. På et grundlæggende medmenneskeligt plan er disse kommentarer om hans handlinger overfor kvinder ikke kun gyseligt frastødende, men fordi der er tale om uønsket seksuelle berøringer, også ulovlige. Jeg kan ikke acceptere ideen at man kan afskrive dette som snak der er normal for et omklædningsrum. Jeg kan heller ikke acceptere ideen om at der skulle findes noget forum hvori sådanne udtalelser skulle være tilladelige eller acceptable. Jeg har personligt haft svært ved at forholde mig til indholdet af det Trump er citeret for i denne artikel, fordi jeg har svært ved at beskrive det, da jeg synes indholdet er så foruroligende ulækkert som det er. Jeg har aldrig selv læst et citat fra en amerikansk politiker eller medieperson, hvor jeg i denne grad har følt en sådan afsky for en udtalelse. Derfor har jeg valgt at udtrykke dette på denne blog i denne sammenhæng.
For at prøve at vende tilbage til noget mere objektivt, så er det muligt at Trump måske endelig har lagt sig ud med en befolkningsgruppe for meget. Det republikanske parti klarer sig godt blandt amerikanske mænd, men mindre godt hos amerikanske kvinder. I valget i 2008 stemte 56% af de stemmeafgivende amerikanske kvinder på Barrack Obama hvorimod 43% stemte på John McCain. I 2012 stemte 55% af de stemmeafgivende amerikanske kvinder på Barrack Obama, hvorimod 44% stemte på hans udfordrer Mitt Romney. Det republikanske parti står overfor klare demografiske udfordringer i de kommende årtier, og disse udfordringer bliver næppe løst med Trump i spidsen for det republikanske parti. Selvom ingen enkelt demografisk gruppe kan siges at være altafgørende for valget, så er de største grupper åbenlyst mere vigtige end de mindre grupper. Da kvinder i USA snævert udgør den største demografiske gruppe er det derfor utroligt farligt politisk hvis Trump bliver opfattet både som en mand med et så problematisk forhold til kvinder samtidig med at han fører kampagne mod den første kvindelige præsidentkandidat.
Det har også kunnet mærkes i de overordnede meningsmålingerne i oktober. Ifølge den app jeg bruger til at følge med i meningsmålingerne, PollTracker, fører Hillary Clinton med cirka 49% mod Trumps cirka 41%. Da meningsmålinger kun kan bruges vejledende er dette selvfølgelig ikke et pålideligt og forventeligt udtryk for det endelige valgresultat, men én ting som er helt sikker er at Trump har en meget, meget lang vej foran sig hvis han skal overbevise USAs kvindelige vælgere at de skal stemme på ham til november.
Tjenerløn til 14 kroner i timen
Mindstelønnen er et vigtigt emne når man snakker om økonomisk ulighed i USA. Men den fortæller ikke det komplette billede af hvad man kan tjene i USA hvis man er lavt lønnet. I Danmark har vi ikke en tradition for at give drikkepenge og en del af forklaringen er at vi har gode lønninger og overenskomster. I USA er det betydeligt anderledes og derfor eksisterer behovet for at lovgive om mindstelønnen. Men faktisk lovgives der om to forskellige mindstelønne: Den ene mindsteløn, som oftest omtales som den føderale mindsteløn, på $7.25 i timen (knap 48 kroner) og den mindsteløn, der betales til de job, hvor de ansatte kan forvente drikkepenge, på $2.13 i timen (knap 14 kroner).
Årsagerne til at der er disse to forskellige mindstelønne giver faktisk god mening. For en lille restaurant eller spisested med en tynd profitmargin kan det være dyrt at skulle udbetale lønninger til flere tjenere. Derfor kan arbejdsgivere i erhverv hvor der gives drikkepenge betale drikkepenge-mindstelønnen på $2.13 og derved undgå at skulle betale for høje lønninger. Ideen er så at drikkepenge fra kunderne skal resultere i en udligning med den føderale mindsteløn på $7.25 i timen. I det omfang det ikke er tilfældet skal arbejdsgiveren dække forskellen i betalt løn.
Ideen giver god mening, men der er desværre flere faldgruber ved denne løsning, som nu også så småt er ved at få fortjent opmærksomhed i kølvandene af diskussionerne vedrørende hvorvidt den føderale mindsteløn skal hæves. Som udgangspunkt tjener en amerikaner der arbejder under drikkepenge-mindstelønnen mindre end en tredjedel af sin løn fra sin arbejdsgiver og altså mere en to tredjedele fra drikkepenge fra kunder. Der skal ikke megen forestillingsevne til for at se at dette ofte kan resultere i en meget svingende indtjening for tjenerne. Men så burde forskellen jo blive betalt af arbejdsgiveren, ikke? Det burde teknisk set være det der skete, men i en branche hvor der ikke føres meget opsyn med hvor mange drikkepenge der indtjenes, og hvor der er meget pres på for at tjene penge, er det oftest normalt at arbejdsgiveren ikke udligner lønnen til føderalt mindstelønsniveau i tilfælde af at de ansatte ikke får nok i drikkepenge.
I 2011 fastslog en undersøgelse fra Economic Policy Institute, et amerikansk research-institut, at amerikanere, der var ansat til drikkepenge-mindstelønnen, var disproportionalt under fattigdomsgrænsen og afhængige af understøttelse fra staten end andre amerikanere. Ifølge instituttets rapport var det dobbelt så sandsynligt at en tjener var under fattigdomsgrænsen, og tre gange så sandsynligt at en tjener modtog støtte til madindkøb fra staten, i form af såkaldte ”food stamps”, som andre amerikanere.
Ligesom med den føderale mindsteløn er det meget forskelligt fra stat til stat hvordan drikkepenge-mindstelønnen ser ud. 19 stater følger det lovgivne minimum på $2.13 i timen, 23 stater har selvstændige lovgivning højere end de $2.13 i timen, mens 8 stater har valgt at den skal sidestilles med den føderale mindsteløn på $7.25. Disse 8 stater er Washington, Oregon, California, Nevada, Montana, Minnesota, Alaska og Guam.
Som med den føderale mindsteløn er der bekymring for hvad resultatet kan blive af at hæve drikkepenge-mindstelønnen, men der er flere ting, der taler for at gøre det. Et stort problem i alle lavtlønnede job er en stor udskiftning af ansatte og dette er specielt gældende for virksomheder, hvor de ansatte er afhængige af drikkepenge. På grund af de usikre arbejds- og lønforhold forlader mange ansatte deres job for at finde nyt. Dette giver problemer for arbejdsgivere, der skal bruge tid og penge på at ansætte og oplære nye ansatte.
Et perfekt eksempel på denne problematik er det amerikanske firma Walmart, der ansætter mere end 1.3 million amerikanere, og er den største arbejdsgiver i hele landet. Walmart har kæmpet med at de på årlig basis mister cirka 44% af deres arbejdsstyrke. Det vil sige at i løbet af hvert år siger 44% af de ansatte op. Dette er en forbløffende statistik, der understreger at arbejde til mindsteløn under dårlige forhold ganske enkelt ikke kan fastholde amerikanere, selv umiddelbart efter en hård recession. Derfor har selv Walmart måtte se sig nødsaget til at hæve mindstelønnen for deres ansatte.
I 2013 analyseredes stigninger i både drikkepenge-mindstelønnen og den føderale mindsteløn af University of California-Berkeley, der konkluderede at stigningerne ikke have resulteret i ”betydelig negativ effekt”. De fremhævede flere stater, blandt andre Nevada og Alaska, hvis drikkepenge-mindsteløn følger den føderale mindsteløn og hvor det er tydeligt at sådan en stigning ikke har skadet restaurant-industrierne, men at de faktisk klarer sig bedre end det nationale gennemsnit.
Der er altså god grund til at mene at en tjenerløn, der starter ved 14 kroner i timen er lav, og ikke kun med danske briller på. Det er et tilbagevendende problem i diskussionen om det amerikanske arbejdsmarked og mindstelønninger i USA, for tjenere og andre, at staten betaler knap $7 milliarder i understøttelse til amerikanere, der arbejder på fuldtid eller deltid, fordi de lønninger de har ikke kan brødføde dem og deres familier.
Der er mange indikatorer der tyder på at det at hæve mindstelønninger kunne give mening i en overordnet økonomisk forstand, hvis det gøres korrekt. Men det er ikke kun et økonomisk spørgsmål, det er også et principielt spørgsmål om hvilket samfund amerikanerne ønsker sig. Vil de have et samfund hvor enhver der vil arbejde hårdt kan opnå økonomisk stabilitet eller vil de have et samfund hvor dette ikke er tilfældet, og hvor man kan arbejde fuldtid og stadig være afhængig af understøttelse? Dette er et centralt økonomisk spørgsmål og vil blive ved med at være en del af en politisk diskussion og vil sandsynligvis blive et emne, som præsidentkandidaterne fra demokraterne og republikanerne skal tage stilling til i 2016.
J-Kurven 