I morgen fratræder Barack Obama sit embede som USAs præsident efter otte stormombruste år. Han overtog embedet på et tidspunkt hvor USA var indblandet i to krige i Mellemøsten, havde mistet international anseelse blandt sine allierede, og som først i 11. time var blevet reddet fra den største økonomiske katastrofe siden 1929. De udfordringer som Obama stod overfor var massive, og samtidigt med at han skulle navigere et politisk landskab, der blev mere og mere politisk polariseret, skulle han også navigere den voldsomme reaktion på sin race, som den første sorte præsident i USAs historie. I dette indlæg forsøger jeg at give en vurdering af Obamas præsidentperiode, hvad han stod overfor, hvad han opnåede, og hvor han har modtaget kritik.

Intet enkelt indlæg kan sammenfatte alle detaljer af samtlige otte år Obama var præsident i USA. Derfor vil dette indlæg beskæftige sig med udvalgte dele af Obamas otte år og de emner, som jeg mener er er de vigtigste, og muligvis dem som Obamas eftertid vil huske ham for.

Obama og Kongressen

Bibelen beskriver syv gode år efterfuldt af syv dårlige år. Så heldig var Obama langtfra i sit forhold til den lovgivende forsamling Kongressen. Den mest produktive periode i Obamas præsidentembede var de første to år mellem hans tiltræden i 2009 og det efterfølgende kongresvalg i 2010, hvor sammensætningen af Kongressen forandrede sig betydeligt. I denne periode havde Obama og demokraterne et flertal i både Repræsentanternes Hus (257 mod 178) og Senatet (57 mod 41), hvilket betød at såfremt Obama kunne samle demokraterne om de lovgivningsmæssige prioriteter, så kunne demokraterne komme langt med deres lovgivningsmæssige dagsorden. Dette udmøntedes i tre omfattende lovgivningspakker, som uden tvivl vil definere Obamas præsidentembede i historiebøgerne.

Allerede i februar 2009, hvor Obama havde været præsident i mindre end tog måneder, kunne han underskrive American Recovery and Reinvestment Act, også kendt som den økonomiske stimuluspakke, hvori Obama forsøgte at bremse den økonomiske recession ovenpå finanskrisen i 2007-2008. Den samlede lovpakke var et ambitiøst eksempel på ekspansiv finanspolitik, hvor over $787 milliarder blev dirigeret ud i adskille projekter og sektorer, specielt infrastruktur, uddannelse, sygesikring, energi, og skatteændringer. Faktisk var hele $282 milliarder af stimuluspakken en sænkelse af skatter, med den tanke at flere penge i hænderne på amerikanske skatteydere ville resultere i mere økonomisk aktivitet og på længere sigt stimulere økonomien. Faktisk var denne del af lovgivningen den næststørste skattelettelse i USAs historie, kun overgået af George W. Bushs fra 2001. Den endelige lovpakke understregede også meget tydeligt et af den nye præsidents kærtegn: Selv når Obama ville gennemføre omfattende lovpakker bestred han sig på, såvidt muligt, at skabe konsensus eller i hvert fald lytte til så mange forskellige bidrag som muligt. Kritikere af stimuluspakken mente at det var den forkerte politik på det forkerte tidspunkt, at det at pådrage USA yderligere gæld i krisetider ikke ville hjælpe nationen økonomisk, snarere omvendt. Andre, der var enige i nødvendigheden af en stimuluspakke, mente omvendt at de $787 milliarder ikke var nok. Den nobelprisvindende økonom Paul Krugman gik så langt som at kalde recessionen efter finanskrisen for en depression og beskrev i sin bog ”End This Depression Now” hvordan, efter hans mening, stimuluspakken skulle have været langt mere omfattende og kaldte Obamas stimuluspakke for ”utilstrækkelig”.

I marts 2010 efter meget lang tids forhandling med demokrater, republikanere, og sygesikringsindustrien underskrev Obama den lovgiviningspakke, der er kommet til at definere hans præsidentembede, og som utvivlsomt vil stå som hans største bedrift, om end ikke uden kontroverser. Loven hedder The Patient Protection and Affordable Care Act, men er bedst kendt under betegnelsen ”Obamacare”. Denne lov er Obamas ambitiøse forsøg på at udvide sygesikringen for de borgere, som enten ikke kan få oprettet en forsikring på grund af tidligere sygdom eller fordi de ganske enkelt ikke har råd til at tegne grundlæggende forsikring. Loven oprettede en såkaldt ”markedsplads” for nye forsikringer gennem flere store forsikringsselskaber, der var trådt ind i samarbejdet med den føderale regering. På denne måde var sygesikringen ikke direkte dækket af den regering, som vi kender det i Europa, men private sygesikringsselskabers forsikringer blev tilordnet og kanaliseret gennem Obamacare. En vigtig komponent i Obamacare var at forsikring blev gjort obligatorisk for alle borgere i USA, og hvis man ikke havde forsikring eller anskaffede sig en, så kunne man pålægges bøder. Til dato anslås det at 20 millioner amerikanere, der ikke tidligere har haft forsikring nu har det gennem Obamacare. Det er et bemærkelsesværdigt resultat, specielt fordi reformer af sundhedssektoren i USA er langsommelige og uhyre politisk besværlige, da sektoren har penge og indflydelse nok til at påvirke lovgivning direkte i Kongressen. Obamacare mødte hård modstand fra republikanerne, der siden dens vedtagelse har forsøgt at omstøde lovpakken fuldstændigt over 60 gange i alt, uden held. Et eksempel på hvor stor polemik, der har været omkring Obamacare, er at Sarah Palin i en berygtet tale om lovpakken udtalte at amerikanske borgere nu skulle foran såkaldte ”dødspaneler”, der skulle vurdere hvorvidt de skulle leve eller dø. Retorikken og modstanden omkring Obamacare har i meget høj grad også været båret af politisk modstand mod demokraterne i almindelighed og Obama i særdeleshed. Selve kælenavnet ”Obamacare” var oprindeligt et republikansk tilnavn som forsøgte at sværte lovpakken. Men Obamas reaktion på dette kælenavn var elegant og direkte: ”I do care”, sagde han, og derfra havde han tilegnet sig Obamacare som sit eget. I nyere tid er Obamacare kommet i vanskeligheder udenfor den politiske arena. Grundtanken var at alle amerikanske borgere uden forsikring skulle tegne forsikringer, så de ældre og syge, der havde brug for forsikringer, blev understøttet af unge som ikke var syge og deres indbetalinger gennem systemet. Tal har vist at raske unge ikke har købt forsikringer gennem systemet, hvilket har rejst spekulation i hvorvidt priserne gennem Obamacare er nødsaget til at stige, måske endda så meget som 25%, for at kunne forblive kørende. Der har endda været snak om at et af de store forsikringsfirmaer ville trække sig fra Obamacare nemlig på grund af denne problematik, hvilket ville være et meget stort problem for den samlede lovpakke. Obamacare er den måske vigtigste del af Obamas politiske arv som præsident, men lovpakkens fremtid er langtfra sikker. Den kommende præsident og den kommende kongres har mulighed for at omstøde Obamacare fuldstændigt, hvilket ville reducere Obamas politiske arv betragteligt.

Få måneder efter Obamacare underskrev Obama endnu en omfattende og kontroversiel lovpakke: The Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act, den omfattende regulering af bankerne og de finansielle markeder i USA i kølvandet på finanskrisen. Denne lovpakke underskrev han i juli 2010. Lovpakkens mål var at genoprette regulering, der havde været mangelfuld op til finanskrisen, og at indføre regler og standarder, der fremadrettet kunne forhindre lignende kriser. Den overordnede linje fokuserede på finansiel stabilitet, for eksempel ved at tvinge banker til at have større økonomisk stødpuder, altså at de havde flere penge lagt til side relativt til deres udestående investeringer eller spekulationer end tidligere. Den mest håndgribelige del af lovpakken var oprettelsen af Bureau of Financial Consumer Financial Protection, et bureau hvis hovedopgave var at beskytte borgere mod finansielle fælder, såsom urimelige renter, lån, og lignende. Bureauet arbejder sammen med amerikanere mod urimelige økonomiske praksisser i USA og mod øget finansiel gennemsigtighed, specielt i sammenhænge hvor USAs borgere kæmper med at forstå regler for lån eller lignende. Den overordnede lovgivningspakke har, ikke overraskende, også været mål for omfattende politisk modstand fra republikanerne, bankerne, og den finansielle industri. Kritikere mener at den har betydet yderligere registrerings-, informations-, og oplysningskrav, som specielt mindre virksomheder, der arbejder ind over de finansielle markeder, kan have svært ved at leve op til. Derudover er der mange kritikere der mener at en recession er et dårligt tidspunkt at stramme bånd omkring den finansielle sektor. Modsat Obamacare er Dodd-Frank Act mindre umiddelbart mærkbar for almindelige amerikanere, men den repræsenterer i høj grad et efterspil til finanskrisen, som var nødvendigt. Det fornuftige efterspil ville være at ændre hvor båndende er strammest, men virkeligheden er nok at også denne lovgivningspakke står overfor en republikansk kongres, hvori ledende republikanere ofte har udtalt deres ønske om at se lovgivningen omstødt.

Den Politiske Modstand

Til kongresvalget i 2010 mistede demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus (242-193) og mistede næsten flertallet i Senatet (51-47). Demokraten Nancy Pelosi trådte ned som formandspositionen Speaker i Repræsentanternes Hus og republikaneren John Boehner tiltrådte stillingen, blev derved den mest magtfulde republikaner, og var spydspidsen af den resolutte opposition til Obamas præsidentembede. I kølvandet på Obamas sejr i 2008 havde en højreorienteret politisk bevægelse opnået indflydelse i Kongressen. Den såkaldte Tea Party-bevægelse var en katalysator for den politiske modstand mod Obama som havde simret længe, men som kogte over op til valget i 2010. Modstanden havde sandsynligvis flere komponenter: Republikanske vælgere, der var skuffet over den demokratiske sejr og de store lovpakker Obama havde fået igennem, amerikanere, der var frustrerede over at en sort mand var blevet stemt ind som præsident, og en generel frustration over færre job- og uddannelsesmæssige muligheder. Det hele var pakket ind i en protest over for høje skatte, da navnet Tea Party var en reference til de protester mod høje engelske skatter på te, der ledte til protester og optøjer i Boston 1773. Men som mange sidenhen har påtalt så er navnet på bevægelsen mærkværdigt, fordi der til trods for bevægelsens medlemmers overbevisning, så var skatteniveauet under Obama ikke steget, men faktisk faldet en anelse, blandt andet på grund af Obamas stimuluspakke, som nævnt ovenfor. Ikke desto mindre lykkedes det Tea Party-bevægelsen at få flere fremtrædende medlemmer ind i Kongressen som republikanere. Modsat den venstreorienterede bevægelse Occupy Wall Street, som aldrig fik omsat sig til en vedvarende politisk magtfaktor, blev Tea Party-bevægelsens medlemmer en fremtrædende magtfaktor i amerikansk politik i almindelighed og modstanden mod Obama i særdeleshed. Modstanden mod Obamas præsidentembede var effektiv. Blokeringer af lovgivning i Kongressen satte rekorder og Obamas muligheder for igen at vedtage omfattende lovpakker forsvandt. De lovgivende forsamlinger under Obama har båret præg af den politiske modstand og har været blandt de mindst produktive, set i antal vedtagne love, i USAs historie. Dette til trods for krisetider. Alene dette faktum er en af de store skygger der er blevet kastet over Obama og demokraternes omdømme, selvom det omvendt er svært at forestille sig hvordan Obama skulle have modvirket denne voldsomme politiske modstand.

Obamas Problemer

Ikke kun de lovgivningsmæssige forhindringer vil kaste skygger over Obamas præsidentembede når historiebøgerne skal skrives. Specielt krigen mod terror har forvoldt Obama mange problemer, ikke mindst med de løfter han har afgivet. I krigen mod terror under George W. Bush benyttede efterretningstjenesterne sig af såkaldt ”udvidede forhørsteknikker”, som rimeligvis kan kaldes tortur, herunder waterboarding, en teknik hvorigennem den forhørte udsættes for simuleret drukning gentagne gange for at fremkalde en akut dødsfrygt. Det mest ekstreme eksempel var Khalid Sheikh Mohammed, som blev tilbageholdt af CIA og som blev udsat for waterboarding 183 gange. Udover det umenneskelige element af at udsætte en person for denne slags tortur er det sidenhen blevet klart at Khalid Sheikh Mohammed har givet CIA beviseligt forkerte informationer ganske enkelt for at slippe for tortur. Obama har bandlyst brugen af waterboarding, hvilket har været et nødvendigt skridt for at imødekomme voldsomme internationale protester.

Det var også et erklæret mål for Obama at lukke den berygtede lejr i Guantánamo Bay i Cuba, der huser adskillige terrormistænkte, og repræsenterer en af de største moralske problemstillinger i krigen. De mistænkte, der er blevet tilbageholdt i Guantánamo Bay har ikke været stillet for en domstol eller haft nogen mulighed for at bevise deres uskyld, og der har været grufulde eksempler på unge mænd, der uden nogen rimelig årsag er blevet formodet at være terrorister og indespærret på ubestemt tid og udsat for forskellige ”udvidede forhørsteknikker.” Til trods for Obamas målsætning om at nedlægge basen på Cuba har det ikke lykkedes at overføre fangerne til USA og givet dem muligheden for en fair rettergang. Modargumentet mod dette, som desværre har vundet den politiske kamp, har været at overførslen af disse fanger til USA vil være en for stor sikkerhedsrisiko. Løftet om at lukke Guantánamo Bay-fængslet har vist sig at være et løfte som Obama ikke har kunnet indfri og som vil præge hans eftermæle negativt.

I krigen mod terror har Obama fokuseret meget på droneangreb for at spare amerikanske soldater, men brugen af droneangreb har vist sig at være uhyre kontroversielle, specielt fordi disse angreb ofte resulterer i civile tab. Hamid Karzai, tidligere statsminister i Afghanistan, brugte mange år på at opfordre USA og Obama til at nedtrappe brugen af droneangreb på grund af de civile tab og fordi at mange afghanere tog skarpt afstand fra disse bombetogter og potentielt kunne vende sig mod USA. Droneangrebene blev også kontroversielle på grund af deres berettigelse under den amerikanske forfatning. Anwar al-Awlaki, der havde et amerikansk statsborgerskab og som havde studeret i USA, blev i 2011 udpeget som mål for amerikanske droner som direkte resultat af Obamas ordrer og blev dræbt ved et droneangreb. Dette satte Obama i en juridisk klemme, for hvordan kan den amerikanske præsident beordre en statsborger dræbt uden at være i strid med den amerikanske forfatning? Svaret på det spørgsmål cirkulerede frem og tilbage mellem det amerikanske Justitsministerie og det amerikanske militær, men ingen af dem turde hverken bekræfte eller benægte præsidentens autoritet til at beordre en amerikansk statsborger dræbt. Obamas ordre til at dræbe Anwar al-Awlaki med et droneangreb er et uhyggeligt eksempel på hvor langt præsidentens magt kan strækkes under krigen mod terror og et principielt paradoks hvor Obama, universitetsunderviser i forfatningslov, sandsynligvis har brudt loven og den amerikanske forfatning.

En af de største triumfer i krigen mod terror var den militæraktion der dræbte Osama Bin Laden i Pakistan den 2. maj i 2011. Lederen af Al-Qaeda var blevet et velkendt symbol i krigen mod terror efter angrebene i USA den 11. september 2001. I det efterfølgende årti var han den mest eftersøgte mand i verden, men alligevel lykkedes det ham at undslippe sine forfølgere gang på gang. Ikke desto mindre endte hans ledelse af Al-Qaeda, da det nu vidtberømte Seal Team 6 indtog hans sidste skjulested og dræbte ham. I 2011 udtalte mange eksperter at Bin Ladens død ikke ville betyde Al-Qaedas kollaps, da terrororganisationen var opdelt på måder der gjorde de forskellige dele selvfungerende. Ikke desto mindre var Bin Ladens død et militært resultat, et symbol for krigen mod terror og en forløsning på den hævnfølelse som mange amerikanere havde haft siden september 2001. At være den præsident der gav USA den forløsning vil være en del af fundamentet for Obamas arv.

I forhold til USAs relationer til deres egen halvkugle, specielt de sydamerikanske lande, blev Obama hyldet for sin genåbning af diplomatiske relationer til Cuba. USA lukkede sine diplomatiske relationer til Cuba under John F. Kennedy i 1961 under den Kolde Krig, men genetablerede ikke relationerne efter murens fald i 1989. På grund af dette har mange lovprist Obama for at genåbne relationerne, da det ganske enkelt er et levn fra en anden tid. Bag denne tanke findes der et mere kynisk realpolitisk mål, nemlig at opnå større velvilje hos specielt de sydamerikanske nationer, fordi USAs relation til disse lande har lidt meget både i det forrige århundrede, men også efter Sovjetunionens kollaps. Under den kolde krig, har USA blandet sig i demokratiske valg, støttet oprørsstyrker, og væltet demokratisk valgte regeringer, handlinger der har trukket blodige spor gennem det sydamerikanske kontinent. Men eksperter har også påpeget at USA har været decideret arrogante overfor deres naboer på deres egen halvkugle også under Obamas præsidentperiode. Dette har betydet at der er dannet mange regionale internationale organisationer, der har udelukket Canada og USA, for at fokusere på egne fælles interesser. Således er USAs åbning af diplomatiske relationer med Cuba også en nødvendighed for at bevare tætte relationer med det sydamerikanske kontinent.

Obama og Højesteret

Mens Obama har været præsident har han haft mulighed for at sætte sit præg på den amerikanske højesteret. I løbet af sin embedsperiode har han haft mulighed for at nominere to dommere til højesteretten: Sonia Sotamayor i 2009 og Elena Kagan i 2010. Denne periode var som nævnt tidligere også den periode hvor Obama sad tungt på Kongressen, hvor Senatet bekræfter nomineringer til højesteret med flertal. Da den ultrakonservative højesteretsdommer Antonin Scalia døde sidste februar blokerede republikanerne Obamas nominering af den moderate Merrick Garland. Reaktionen var symptomatisk på den politiske modstand Obama har mødt i størstedelen af sit præsidentembede. Til trods for at præsidenten har den forfatningsbaserede ret og pligt til at nominere kandidater til højesteret mente republikanerne ikke at Obama skulle tillades at udfylde denne rolle. I juni udtalte lederen af det republikanske flertal i Senatet at Obama ikke skulle have lov til at nominere en kandidat i ”11. time” til trods for at der ikke i forfatningen er nogen sådan vurdering af præsidentens rolle. For republikanerne har det været en enkel politisk kalkule: Blokér Obamas nominering i 11 måneder og håb på at den næste præsident bliver en republikaner, der så kan nominere en mere passende kandidat. Dette har betydet at højesteret, der normalt har ni medlemmer, har måttet forsøge at afgøre sager med sine kun otte medlemmer, eller udskyde sager til der kan opnås flertalsafstemninger.

I løbet af Obamas præsidentperiode har den amerikanske højesteret dog alligevel fået vedtaget ganske vigtige domme som vil have stor betydning for USA. Her har jeg kun udvalgt to: Obergefell v. Hodges og Citizens United v. Federal Election Comission. Den første afgørelse, Obergefell v. Hodges fra 2015, var den afgørelse der afgjorde at homoseksuelle ægteskaber ikke kunne forbydes med udgangspunkt i forfatningen, hvilket direkte betød at homoseksuelle ægteskaber i USA var lovlige fra den dag dommen blev afgivet. Afgørelsen blev bestemt på en afstemning der lød 5-4, hvilket understreger både den modstand der var mod kendelsen i højesteretten, og så absolut også befolkningen som et hele. Til trods for at mange fejrede beslutningen som historisk, både i USA og Europa, så er det vigtigt at huske på at beslutningen i USA var meget kontroversiel og at Obama selv før kendelsen kun indrømmede at han var for homoseksuelle ægteskaber fordi han var blevet ”outet” (så at sige) af sin vicepræsident Joe Biden.

Den anden afgørelse, Citizens United v. Federal Election Comission fra 2010, var den højesteretsafgørelse der stadfæstede at de såkaldte ”Super-PACs” ikke var i strid med hverken forfatningen eller eksisterende lovgivning. Super-PACs repræsenterer det ultimative udtryk for penge i amerikansk politik og har betydet en syndflod af ekstra penge i amerikansk politik siden 2010. Teknisk set er en Super-PAC en organisation der hedder ”501(c)”, som er klassificeret som en ”Social-Velfærdsorganisation,” der kan bidrage til offentligt og politisk liv. Den typiske Super-PAC er undertypen ”501(c)(4),” der også kaldes en ”independent expenditure-only committee”, fordi Super-PACs fordel er at de kan indsamle og bruge penge uden øvre begrænsninger modsat traditionelle politiske komiteorganisationer, PACs, som alle amerikanske politikere bruger som deres kampagners pengekister. En af de primære regler for Super-PACs er at deres ledelse ikke må koordinere direkte med politiske kampagner, men siden har Super-PACs alligevel været fremtrædende ved alle store valg, specielt for præsidentkandidater, der alle har haft ”uofficielle” Super-PACs i ryggen, ofte ledet af nære personlige venner eller professionelle konsulenter. I 2010 eksisterede var der 83 registrerede Super-PACs, der indsamlede for $62.4 millioner. I valgåret 2016 var disse tal steget til 2,421 registrerede Super-PACs, der indsamlede for over $1,799.4 milliard.

Til trods for at valgåret 2016 er det dyreste i amerikansk historie og at der er tale om svimlende beløb var tallene faktisk mindre end forventet, hvilket jeg mener primært kan skyldes at der ikke var organiseret lige så meget på den republikanske side af præsidentvalgkampen. Selvom Obama ikke har haft direkte indflydelse på Super-PACs’ oprindelse vil deres fremadstormende indflydelse på amerikanske valg blive set som en del af Obama-tidens arv.

”Tak, Obama.”

Personligt mener jeg ikke at man kan reducere et embede som præsident til en enkelt opstilling af hvorvidt en præsident har klaret sig godt eller dårligt. Embedet er uendeligt kompliceret og der er nok ikke noget arbejde i verden, der kræver så meget af den person, der bestrider det, som præsidentembedet. For mit vedkommende synes jeg det er meget mere relevant at snakke om Obama i en kontekst af den tid han blev præsident og hvordan hans personlige tilgang hjalp ham og nationen eller ej. Obama blev valgt som præsident på et tidspunkt hvor USA var indblandet i to krige i Mellemøsten, og en overordnet krig mod terror, der stadig kaster lange skygger over USAs omdømme. Han blev valgt ind som præsident i tiden umiddelbart efter den største finanskrise i USA siden 1929. Året efter han blev valgt ind oplevede USA den største arbejdsløshedsprocent siden 1982. Han blev valgt ind som den første sorte præsident i USAs historie, blot 43 år efter at det blev slået fast ved lov at der ikke kunne diskrimineres mod sorte vælgere. Han blev valgt ind på et tidspunkt hvor politisk polarisering var blevet en almindelig del af Washington-politik. Denne kontekst var der mildest talt ikke noget nogen der misundte ham. Men hans politiske fremgangsmåde har afspejlet hans personlige gemyt og han har været en solid og stabil præsident i en periode i moderne amerikanske historie, hvor der så absolut har været brug for stabilitet. Selvom stabilitet nok er et usædvanligt ord at bruge om politik i USA, så mener jeg at hans håndtering af specielt finanskrisen og dens efterspil har været fornuftig. Frasen ”Tak, Obama” understreger den ambivalente holdning USA har haft til deres præsident, hvor mange mente (og nok stadig mener) at Obama har været den værste præsident i USAs historie, mens mange andre omvendt mente at han har været en af de bedste. Frasen opstod også ud af et hav af utilfredshed som blev rettet mod Obama, hvor Obama i vanlig stil lavede en video som svar på sarkastisk tiltale hvori han forsøgte at dyppe en chokoladekiks i et glas mælk og da det ikke lykkes, fordi kiksen er for stor, udbryder han skuffet ”Thanks, Obama!”. Dette er et af mange forsøg hvor Obama vender den selvretfærdige og ofte smålige anklager mod hans person til noget han selv kontrollerer, som med tilnavnet Obamacare i sin tid. Præsident Barack Obama har ikke været en perfekt præsident, hvilket der ikke er nogen der har været eller vil være. Men til trods for sine mangler har han styret USA ud af en hård recession, udvidet sygesikring for amerikanere, bandlyst brug af waterboarding, øget reguleringen af bankerne, og har gjort det med en beundringsværdig tålmodighed, specielt taget i betragtning hvor meget polemik og palaver han har oplevet i løbet af sit præsidentembede. Det er min mening at vi, uanset vore nationale tilhørsforholde, kan være meget taknemmelige for at have haft en solid, tålmodig, og værdigt beslutsom præsident i det Hvide Hus de sidste otte år. Tiden vil vise hvornår vi får en lignende statsmand som præsident for USA igen.

(license)