J-Kurven

Forside » Dodd-Frank

Category Archives: Dodd-Frank

Janet Yellen: Den vigtigste kvinde i USAs økonomi

Janet

Janet Yellen, direktøren for den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve (FED), har på mange måder haft en historisk rolle i amerikansk økonomi. Ikke blot er hun den første kvinde der har været nationalbankdirektør i landets historie, men hendes beslutninger kan have betydelige konsekvenser for hele USAs økonomi.

 

Med en bachelor i økonomi fra Brown University og en doktorgrad i økonomi fra Yale, hvor hun blandt andet studerede under den berømte amerikanske økonom Joseph Stiglitz, har Janet Yellen tidligt gjort sig bemærket indenfor akademiske miljøer. Gennem en lang karriere som professor og foredragsholder ved nogen af verdens mest fornemme akademiske institutioner, som Harvard, London School of Economics og University of California, Berkeley har Janet Yellen markeret sig som en ledende økonomisk autoritet indenfor arbejdsløshed.

 

Men Janet Yellen skulle vise sig at være mere end en fremtrædende akademiker og efter at have besiddet flere stillinger indenfor det offentlige, herunder formandsposten for præsident Clintons økonomiske rådgivere, som hun overtog fra sin gamle underviser Joseph Stiglitz, blev hun i 2010 et medlem af nationalbankens bestyrelse. Her sad hun i fire år, før hun i 2014 blev godkendt af den amerikanske kongres som direktør for nationalbanken FED. Den post overtog hun fra Ben Bernanke, som blev berømt og berygtet på grund af FEDs rolle i håndteringen af finanskrisen i USA og de mange hundrede milliarder nationalbanken pumpede ud i de største banker i et forsøg på at redde økonomien.

 

En historisk vigtig rolle

Janet Yellens indtræden som direktør for FED var historisk på flere måder, både på grund af hende, men også de økonomiske omstændigheder hun skulle forholde sig til som direktør. Som den første kvinde i rollen som direktør for FED er hun én af få fremtrædende kvinder i høje stillinger i den globale finans- og bankverden. Der er ingen tvivl om at hendes placering som direktør for en af de vigtigste økonomiske institutioner i verden er et tydeligt symbol for en positiv historisk udvikling, selvom denne udvikling stadig er langsommelig.

 

Den udfordring som Janet Yellen står overfor er en udfordring som hun har arvet fra sin forgænger Ben Bernanke. Ovenpå finanskrisen og efterfølgende pumpning af penge til banker og ud i økonomien, sænkede FED renten i et forsøg på at få gang i USAs økonomi. Ved at sænke renten påvirker FED nemlig forskellige områder: Da der ikke er noget incitament i opsparing til lav eller ingen rente begynder investorer at investere i stedet, banker og kreditinstitutioner har bedre adgang til ”billige penge”, som de kan låne direkte fra FED og låne ud i økonomien, og fordi de lave renter på obligationer betyder at aktier bliver mere attraktive at investere i, begynder investorer at pumpe penge i aktier, til virksomhedernes og aktionærernes fordel.

 

FED og bobler

Men sådan en manøvre er også problematisk. Der er mange økonomer, der mener at den samme manøvre spillede en rolle i finanskrisen, da FEDs sænkning af renten efter IT-boblen brast i 2001 var medvirkende til at der blev skabt en ny boble på boligmarkedet. Selv nu er det tydeligt på både amerikanske og europæiske aktiemarkeder at FEDs lave renter har betydet en stigning i værdi, som sandsynligvis ikke er holdbar på længere sigt.

 

Når renten sænkes påvirker det renten på de obligationer, som investorer kan købe, så de giver mindre afkast. Når investorer så kan se at de vil kunne tjene flere penge i at investere i andre ting end obligationer flytter de selvfølgelig deres investeringer derover. Dette har betydet at mange investorer har købt aktier, hvilket selvfølgelig har været godt for aktionærer, men som muligvis har betydet at investeringer i aktier i almindelighed og det niveau aktiepriserne har, ikke stemmer helt overens med selskabernes virkelighed.

 

Man skal selvfølgelig altid passe på med ordet ”boble”, fordi det bruges i flæng og ofte uforsigtigt. Jeg mener ikke at den nuværende aktiemarkeds situation er et udtryk for en boble, men at der er udtryk for en situation, der ikke stemmer helt fornuftigt overens med de underliggende virksomheder og at der derfor i fremtiden vil kunne komme et dyk i aktiepriserne.

 

Rentestigning og sløv fremgang

Men hvornår vil dette dyk komme og hvorfor? Det er her Janet Yellen og FED kommer i spil, for der har nemlig været megen spekulation om hvornår Janet Yellen beslutter sig for at hæve FEDs rente igen og det er et uhyre kompliceret regnestykke. Den lave rente har positive resultater, men samtidig vil en langtrukken lav rente være et udtryk for at den amerikanske økonomi stadig er skrøbelig og har brug for understøttelse. Men samtidig kan det være problematisk at hæve renten for tidligt eller for voldsomt, da det vil resultere i tilbagegang eller deciderede chok i økonomien.

 

Der er mange forskellige spådomme om hvornår en sådan rentestigning vil forekomme, men mange økonomer og investorer mener at det kan ske allerede i 2015. Janet Yellen har gjort det klart flere gange at hun holder meget øje med både arbejdsløsheden og inflationen og at begge parametre ikke er optimale for at hæve renten. Indtil videre har arbejdsløsheden ikke set usædvanlig fremgang i 2015 og væksten i første kvartal af 2015 var på sølle 0.2%, langt under væksten i 2014 som samlet var på 2.4%. Der er altså ikke klare tegn på hvornår FED hæver renten.

 

Den historiske udfordring Janet Yellen står overfor er balancegangen mellem at opretholde en lav rente for at støtte den amerikanske økonomi og fjerne denne støtte gradvist, når økonomien er i bedring, for at forhindre eventuelle bobler. Den amerikanske økonom Joseph Stiglitz skrev i en artikel til New York Times at Janet Yellen er ”en af de bedste studerende jeg har haft i 47 år som underviser på Columbia, Princeton, Stanford, Yale, M.I.T., og Oxford.” Det er høj ros for en økonom, der var meget kritisk af finanskrisens håndtering og den efterfølgende lovgivning: Dodd-Frank Act fra 2010.

 

Hvilke konsekvenser det får når FED hæver renterne igen er uvisse. Det vil påvirke ikke kun USAs økonomi, men have globale implikationer. Hvad der dog virker til at være sikkert, er at den amerikanske nationalbank FED ledes af den rigtige person på det rigtige tidspunkt: En direktør, som balancerer forsigtighed og handlekraft, for at forhindre fortidens fadæser og sikre fremtiden for amerikansk økonomi bedst muligt.

Photo Credit: Michel Camdessus Lecture via photopin (license)