Mindstelønnen er et vigtigt emne når man snakker om økonomisk ulighed i USA. Men den fortæller ikke det komplette billede af hvad man kan tjene i USA hvis man er lavt lønnet. I Danmark har vi ikke en tradition for at give drikkepenge og en del af forklaringen er at vi har gode lønninger og overenskomster. I USA er det betydeligt anderledes og derfor eksisterer behovet for at lovgive om mindstelønnen. Men faktisk lovgives der om to forskellige mindstelønne: Den ene mindsteløn, som oftest omtales som den føderale mindsteløn, på $7.25 i timen (knap 48 kroner) og den mindsteløn, der betales til de job, hvor de ansatte kan forvente drikkepenge, på $2.13 i timen (knap 14 kroner).
Årsagerne til at der er disse to forskellige mindstelønne giver faktisk god mening. For en lille restaurant eller spisested med en tynd profitmargin kan det være dyrt at skulle udbetale lønninger til flere tjenere. Derfor kan arbejdsgivere i erhverv hvor der gives drikkepenge betale drikkepenge-mindstelønnen på $2.13 og derved undgå at skulle betale for høje lønninger. Ideen er så at drikkepenge fra kunderne skal resultere i en udligning med den føderale mindsteløn på $7.25 i timen. I det omfang det ikke er tilfældet skal arbejdsgiveren dække forskellen i betalt løn.
Ideen giver god mening, men der er desværre flere faldgruber ved denne løsning, som nu også så småt er ved at få fortjent opmærksomhed i kølvandene af diskussionerne vedrørende hvorvidt den føderale mindsteløn skal hæves. Som udgangspunkt tjener en amerikaner der arbejder under drikkepenge-mindstelønnen mindre end en tredjedel af sin løn fra sin arbejdsgiver og altså mere en to tredjedele fra drikkepenge fra kunder. Der skal ikke megen forestillingsevne til for at se at dette ofte kan resultere i en meget svingende indtjening for tjenerne. Men så burde forskellen jo blive betalt af arbejdsgiveren, ikke? Det burde teknisk set være det der skete, men i en branche hvor der ikke føres meget opsyn med hvor mange drikkepenge der indtjenes, og hvor der er meget pres på for at tjene penge, er det oftest normalt at arbejdsgiveren ikke udligner lønnen til føderalt mindstelønsniveau i tilfælde af at de ansatte ikke får nok i drikkepenge.
I 2011 fastslog en undersøgelse fra Economic Policy Institute, et amerikansk research-institut, at amerikanere, der var ansat til drikkepenge-mindstelønnen, var disproportionalt under fattigdomsgrænsen og afhængige af understøttelse fra staten end andre amerikanere. Ifølge instituttets rapport var det dobbelt så sandsynligt at en tjener var under fattigdomsgrænsen, og tre gange så sandsynligt at en tjener modtog støtte til madindkøb fra staten, i form af såkaldte ”food stamps”, som andre amerikanere.
Ligesom med den føderale mindsteløn er det meget forskelligt fra stat til stat hvordan drikkepenge-mindstelønnen ser ud. 19 stater følger det lovgivne minimum på $2.13 i timen, 23 stater har selvstændige lovgivning højere end de $2.13 i timen, mens 8 stater har valgt at den skal sidestilles med den føderale mindsteløn på $7.25. Disse 8 stater er Washington, Oregon, California, Nevada, Montana, Minnesota, Alaska og Guam.
Som med den føderale mindsteløn er der bekymring for hvad resultatet kan blive af at hæve drikkepenge-mindstelønnen, men der er flere ting, der taler for at gøre det. Et stort problem i alle lavtlønnede job er en stor udskiftning af ansatte og dette er specielt gældende for virksomheder, hvor de ansatte er afhængige af drikkepenge. På grund af de usikre arbejds- og lønforhold forlader mange ansatte deres job for at finde nyt. Dette giver problemer for arbejdsgivere, der skal bruge tid og penge på at ansætte og oplære nye ansatte.
Et perfekt eksempel på denne problematik er det amerikanske firma Walmart, der ansætter mere end 1.3 million amerikanere, og er den største arbejdsgiver i hele landet. Walmart har kæmpet med at de på årlig basis mister cirka 44% af deres arbejdsstyrke. Det vil sige at i løbet af hvert år siger 44% af de ansatte op. Dette er en forbløffende statistik, der understreger at arbejde til mindsteløn under dårlige forhold ganske enkelt ikke kan fastholde amerikanere, selv umiddelbart efter en hård recession. Derfor har selv Walmart måtte se sig nødsaget til at hæve mindstelønnen for deres ansatte.
I 2013 analyseredes stigninger i både drikkepenge-mindstelønnen og den føderale mindsteløn af University of California-Berkeley, der konkluderede at stigningerne ikke have resulteret i ”betydelig negativ effekt”. De fremhævede flere stater, blandt andre Nevada og Alaska, hvis drikkepenge-mindsteløn følger den føderale mindsteløn og hvor det er tydeligt at sådan en stigning ikke har skadet restaurant-industrierne, men at de faktisk klarer sig bedre end det nationale gennemsnit.
Der er altså god grund til at mene at en tjenerløn, der starter ved 14 kroner i timen er lav, og ikke kun med danske briller på. Det er et tilbagevendende problem i diskussionen om det amerikanske arbejdsmarked og mindstelønninger i USA, for tjenere og andre, at staten betaler knap $7 milliarder i understøttelse til amerikanere, der arbejder på fuldtid eller deltid, fordi de lønninger de har ikke kan brødføde dem og deres familier.
Der er mange indikatorer der tyder på at det at hæve mindstelønninger kunne give mening i en overordnet økonomisk forstand, hvis det gøres korrekt. Men det er ikke kun et økonomisk spørgsmål, det er også et principielt spørgsmål om hvilket samfund amerikanerne ønsker sig. Vil de have et samfund hvor enhver der vil arbejde hårdt kan opnå økonomisk stabilitet eller vil de have et samfund hvor dette ikke er tilfældet, og hvor man kan arbejde fuldtid og stadig være afhængig af understøttelse? Dette er et centralt økonomisk spørgsmål og vil blive ved med at være en del af en politisk diskussion og vil sandsynligvis blive et emne, som præsidentkandidaterne fra demokraterne og republikanerne skal tage stilling til i 2016.
J-Kurven 