J-Kurven

Forside » Kvartalsresultat

Category Archives: Kvartalsresultat

Opdatering: USAs økonomi formindskedes med 0.7% i første kvartal af 2015

Vækst

Som jeg skrev tidligere var det økonomiske resultat for USAs økonomiske vækst det første kvartal i 2015 meget skuffende på 0.2% vækst i BNP.

Tallene er nu blevet opdateret og ikke kun viser det sig at tallene ser værre ud, det ser nu ud til at USAs økonomi rent faktisk havde negativ vækst på 0.7% af BNP, altså reelt formindskedes med næste et procentpoint.

Årsagerne menes at være en blanding af vejromstændigheder, der har forhindret for eksempel infrastruktur i at fungere optimalt, samt problemer med eksport, specielt på grund af problemer på østkystens havne, der led under uoverensstemmelser mellem arbejdere og arbejdsgivere.

Løbende opdatering af tallene er normal for væksttallene, såvel som arbejdsløshedstallene, da der ofte arbejdes ud fra projiceringer og enorme datasæt. Når der kommer nye informationer ind, eller datasættene rettes kommes der tættere på det rigtige resultat, og dette er hvad der er sket med tallene for første kvartal.

Hvad der først så ud til blot at være skuffende tal, har nu desværre vist sig at være en overraskende tilbagegang i USAs BNP-vækst. Selvom det stadig er bedre end 2014s første kvartal på negativ 2.9%, er det et udtryk for både en kortere periode med dårlig vækst, men også at der fortsat er træghed i den amerikanske BNP-vækst. Det er en tydelig indikation på at USAs vækst stadig ikke er så solid, som den kunne og burde være.

Photo Credit: Numbers And Finance via photopin (license)

Skuffende lav vækst for USAs første kvartal af 2015

Vækst

Det nyeste tal for USAs bruttonationalprodukt for det første kvartal i 2015 viser en meget skuffende vækst på kun 0.2%. Det er en af de laveste positive væksttal for et kvartal i landets historie. Det er en stor skuffelse for en økonomi, som burde klare sig bedre og havde betydeligt bedre vækst i 2014. Konsekvenserne kan blive en usikker fremtid for 2015 og at nationalbanken, The Federal Reserve (FED), venter endnu længere med at hæve renten.

Selvom tallet for første kvartal i 2015 er skuffende, er det intet mod det chok som det samme tal fra 2014 gav verdensøkonomien: I det første kvartal i 2014 havde USAs økonomi haft en vækst i bruttonationalprodukt på -2.9%, altså at USAs økonomi var blevet mindre i dette kvartal. Det var noget af en overraskende og forfærdende nyhed, at verdens største økonomi ikke kun havde haft problemer, men rent faktisk var krympet.

Årsagerne til denne sløve vækst i første kvartal af 2015 er mange: Alt fra dårligt vejr og faldende forbrug til energipriser og infrastrukturproblemer. Dog betyder problemerne ikke at resten af 2015 nødvendigvis kommer til at ligne det første kvartal. I 2014 efter det rystende dårlige kvartalsresultat var væksten de følgende kvartaler meget pænere og samlet set endte væksten for 2014, på 2.4% for den årlige vækst, at være det højeste siden recessionen.

Dog mener mange økonomer at den årlige vækst i bruttonationalproduktet skal over 2.5% for at kunne fastslå at økonomien er i bedring. Derfor er det årlige resultat for 2014 et vidnesbyrd om at et enkelt kvartal, selvom det er overraskende negativt, ikke nødvendigvis er toneangivende for hele året. Det er en betryggende tanke for amerikanerne i disse uger ovenpå en slem overraskelse. Ikke desto mindre er det vigtigt at fastholde fokus på økonomien, fordi med et første kvartal, hvis vækst var foruroligende tæt på nulvækst i bruttonationalprodukt, er det tydeligt at USAs økonomi stadig kæmper med konsekvenserne af både finanskrisen og efterfølgende recession.

Photo Credit: Numbers And Finance via photopin (license)