Forside » Mindsteløn
Category Archives: Mindsteløn
Fejrer man Labor Day i Walmart?
I dag, den syvende september, fejrer USA Labor Day, en national helligdag, der fejrer arbejderbevægelsen og hvad den har betydet for nationen. Dagen fejres som en fridag hver første mandag i september og er tæt beslægtet med hvad vi som danskere fejrer, når vi fejrer 1. maj. Når vi fejrer arbejderbevægelsen i Danmark og specielt hvad vi kalder den ”danske model”, så fejrer vi et system, hvor fagforeninger har meget stor indflydelse på vegne af danskere til at forhandle løn og arbejdsvilkår. Når vi fejrer 1. maj, så er det meget naturligt for os at vi nyder godt af resultaterne af et system og et samfund, hvor danske fagforeninger spiller en stor rolle. Dette er ikke tilfældet for USA, hvor fagforeninger historisk er blevet mødt med mistro og modstand og hvor fagforeningernes magt er meget mindre fremtrædende i USAs økonomi. Denne modstand mod fagforeninger betyder også at både løn og arbejdsforhold ikke overraskende er meget anderledes i USA end de er i Danmark.
I marts blev jeg interviewet til Radio24syv, fordi Walmart, den amerikanske kæde af kæmpe-supermarkeder, havde meddelet at hæve lønningerne for cirka 500,000 af deres ansatte. Der var tale om at hæve den mindsteløn firmaet betalte fra $7.25 i timen (cirka 48 kroner) til $9 i timen (cirka 60 kroner). Dette blev gjort på grund af flere faktorer, ikke mindst fordi at Walmart har haft svært ved at holde på deres ansatte. Til trods for at Walmart er verdens største virksomhed og ansætter mere end 1,4 millioner amerikanere (cirka 1% af den amerikanske arbejdsstyrke), så er der meget der tyder på at de ansatte i Walmart hellere vil arbejde andre steder. Walmart har i flere år lidt under at en meget stor andel af deres ansatte forlader virksomheden hvert år. Helt præcist forlader 44% af de ansatte i Walmart deres job i løbet af ét enkelt år. Det giver et enormt pres på virksomheden i forhold til at skulle bruge mange resurser på både at ansætte og oplære næsten halvdelen af deres arbejdsstyrke hvert år.
Derfor besluttede Walmart at hæve virksomhedens mindsteløn ud fra forhåbningen om at færre ansatte ville sige op for at lede efter arbejde andetsteds. Det var altså ikke ud fra en ren ideologisk holdningsændring, men også en mere pragmatisk tilgang til hvordan Walmart som virksomhed skal kunne fastholde deres ansatte i deres stillinger. Men uanset motivet, så ville hævningen af virksomhedens mindsteløn blive en stor udfordring, for hvordan balancerer man den øgede udgift i form af lønninger med et konstant pres på at drive en strømlinet virksomhed så billigt som muligt?
Det viser sig allerede nu at denne balancegang har vist sig svær at håndtere. Ifølge Bloomberg News har afdelinger af Walmarts regionale ledelse nemlig valgt at skære i mængden af den arbejdstid de ansatte har for bedre at kunne håndtere deres øgede udgifter. Dette kan for mange ansatte betyde stor usikkerhed i forbindelse med deres arbejdsskemaer og det vil muligvis for nogen betyde at selvom de får mere i løn, så arbejder de mindre og måske derfor slet ikke er bedre stillet end tidligere. Det kan også potentielt betyde at hvad der blev vundet af de cirka 500,000 ansatte da lønningerne blev hævet måske så småt er ved at blive undermineret. Det kan heller ikke udelukkes at det er et udtryk for en manglende overordnet strategi frem mod en langsigtet balancegang.
Walmart, verdens største virksomhed mere mere end 2,2 millioner ansatte på verdensplan, ønsker ikke at dele sine beslutninger med fagforeninger og foretrækker kunne træffe beslutninger helt uden fagforeningers indblanden. Walmart er fokuseret på ikke at skulle forholde sig til fagforeninger og gik i 2005 endda så vidt som at lukke en Walmart i Quebec i Canada og fyre 190 ansatte, fordi de ansatte stemte for at danne en fagforening. Det var første gang at ansatte i Walmart havde stemt ja til det i Nord-Amerika og virksomheden reagerede prompte. Walmart er interesserede i at tage deres egne beslutninger og det kommer fagforeninger ikke til at påvirke foreløbigt.
I dag fejrer USA Labor Day og mange amerikanere tager nok i Walmart for at købe ind, enten til fejring eller bare til det fornødne. Men det er stadig helt tydeligt at de ansatte i Walmart ikke har meget at fejre, specielt hvis den nuværende stræben efter en fornuftig balancegang vil ende med at lede tilbage mod status quo.
(Dette er linket til mit interview med Radio24syv i marts. Indslaget om Walmart starter 29.58 – http://www.radio24syv.dk/programmer/datolinjen/11027551/01:30/datolinjen-09-03-2015/?alle)
Tjenerløn til 14 kroner i timen
Mindstelønnen er et vigtigt emne når man snakker om økonomisk ulighed i USA. Men den fortæller ikke det komplette billede af hvad man kan tjene i USA hvis man er lavt lønnet. I Danmark har vi ikke en tradition for at give drikkepenge og en del af forklaringen er at vi har gode lønninger og overenskomster. I USA er det betydeligt anderledes og derfor eksisterer behovet for at lovgive om mindstelønnen. Men faktisk lovgives der om to forskellige mindstelønne: Den ene mindsteløn, som oftest omtales som den føderale mindsteløn, på $7.25 i timen (knap 48 kroner) og den mindsteløn, der betales til de job, hvor de ansatte kan forvente drikkepenge, på $2.13 i timen (knap 14 kroner).
Årsagerne til at der er disse to forskellige mindstelønne giver faktisk god mening. For en lille restaurant eller spisested med en tynd profitmargin kan det være dyrt at skulle udbetale lønninger til flere tjenere. Derfor kan arbejdsgivere i erhverv hvor der gives drikkepenge betale drikkepenge-mindstelønnen på $2.13 og derved undgå at skulle betale for høje lønninger. Ideen er så at drikkepenge fra kunderne skal resultere i en udligning med den føderale mindsteløn på $7.25 i timen. I det omfang det ikke er tilfældet skal arbejdsgiveren dække forskellen i betalt løn.
Ideen giver god mening, men der er desværre flere faldgruber ved denne løsning, som nu også så småt er ved at få fortjent opmærksomhed i kølvandene af diskussionerne vedrørende hvorvidt den føderale mindsteløn skal hæves. Som udgangspunkt tjener en amerikaner der arbejder under drikkepenge-mindstelønnen mindre end en tredjedel af sin løn fra sin arbejdsgiver og altså mere en to tredjedele fra drikkepenge fra kunder. Der skal ikke megen forestillingsevne til for at se at dette ofte kan resultere i en meget svingende indtjening for tjenerne. Men så burde forskellen jo blive betalt af arbejdsgiveren, ikke? Det burde teknisk set være det der skete, men i en branche hvor der ikke føres meget opsyn med hvor mange drikkepenge der indtjenes, og hvor der er meget pres på for at tjene penge, er det oftest normalt at arbejdsgiveren ikke udligner lønnen til føderalt mindstelønsniveau i tilfælde af at de ansatte ikke får nok i drikkepenge.
I 2011 fastslog en undersøgelse fra Economic Policy Institute, et amerikansk research-institut, at amerikanere, der var ansat til drikkepenge-mindstelønnen, var disproportionalt under fattigdomsgrænsen og afhængige af understøttelse fra staten end andre amerikanere. Ifølge instituttets rapport var det dobbelt så sandsynligt at en tjener var under fattigdomsgrænsen, og tre gange så sandsynligt at en tjener modtog støtte til madindkøb fra staten, i form af såkaldte ”food stamps”, som andre amerikanere.
Ligesom med den føderale mindsteløn er det meget forskelligt fra stat til stat hvordan drikkepenge-mindstelønnen ser ud. 19 stater følger det lovgivne minimum på $2.13 i timen, 23 stater har selvstændige lovgivning højere end de $2.13 i timen, mens 8 stater har valgt at den skal sidestilles med den føderale mindsteløn på $7.25. Disse 8 stater er Washington, Oregon, California, Nevada, Montana, Minnesota, Alaska og Guam.
Som med den føderale mindsteløn er der bekymring for hvad resultatet kan blive af at hæve drikkepenge-mindstelønnen, men der er flere ting, der taler for at gøre det. Et stort problem i alle lavtlønnede job er en stor udskiftning af ansatte og dette er specielt gældende for virksomheder, hvor de ansatte er afhængige af drikkepenge. På grund af de usikre arbejds- og lønforhold forlader mange ansatte deres job for at finde nyt. Dette giver problemer for arbejdsgivere, der skal bruge tid og penge på at ansætte og oplære nye ansatte.
Et perfekt eksempel på denne problematik er det amerikanske firma Walmart, der ansætter mere end 1.3 million amerikanere, og er den største arbejdsgiver i hele landet. Walmart har kæmpet med at de på årlig basis mister cirka 44% af deres arbejdsstyrke. Det vil sige at i løbet af hvert år siger 44% af de ansatte op. Dette er en forbløffende statistik, der understreger at arbejde til mindsteløn under dårlige forhold ganske enkelt ikke kan fastholde amerikanere, selv umiddelbart efter en hård recession. Derfor har selv Walmart måtte se sig nødsaget til at hæve mindstelønnen for deres ansatte.
I 2013 analyseredes stigninger i både drikkepenge-mindstelønnen og den føderale mindsteløn af University of California-Berkeley, der konkluderede at stigningerne ikke have resulteret i ”betydelig negativ effekt”. De fremhævede flere stater, blandt andre Nevada og Alaska, hvis drikkepenge-mindsteløn følger den føderale mindsteløn og hvor det er tydeligt at sådan en stigning ikke har skadet restaurant-industrierne, men at de faktisk klarer sig bedre end det nationale gennemsnit.
Der er altså god grund til at mene at en tjenerløn, der starter ved 14 kroner i timen er lav, og ikke kun med danske briller på. Det er et tilbagevendende problem i diskussionen om det amerikanske arbejdsmarked og mindstelønninger i USA, for tjenere og andre, at staten betaler knap $7 milliarder i understøttelse til amerikanere, der arbejder på fuldtid eller deltid, fordi de lønninger de har ikke kan brødføde dem og deres familier.
Der er mange indikatorer der tyder på at det at hæve mindstelønninger kunne give mening i en overordnet økonomisk forstand, hvis det gøres korrekt. Men det er ikke kun et økonomisk spørgsmål, det er også et principielt spørgsmål om hvilket samfund amerikanerne ønsker sig. Vil de have et samfund hvor enhver der vil arbejde hårdt kan opnå økonomisk stabilitet eller vil de have et samfund hvor dette ikke er tilfældet, og hvor man kan arbejde fuldtid og stadig være afhængig af understøttelse? Dette er et centralt økonomisk spørgsmål og vil blive ved med at være en del af en politisk diskussion og vil sandsynligvis blive et emne, som præsidentkandidaterne fra demokraterne og republikanerne skal tage stilling til i 2016.
Los Angeles hæver mindstelønnen til $15
I tirsdags stemte byrådet i Los Angeles for at hæve mindstelønnen til $15 over flere år frem mod 2020. Det er et eksempel på endnu en udvikling i mindstelønnen, der ikke kommer fra den føderale regering, men er drevet af byer, stater og kommuner i USA. Los Angeles er nu en af flere byer på den amerikanske vestkyst, der har stemt for at hæve mindstelønnen betydeligt over de næste par år: San Diego til $11.50, Oakland til $12.25, Seattle og San Francisco til $15. På østkysten har byerne Washington D.C. og New York forslag fremme om at hæve mindstelønnen til $15, men har endnu ikke stemt for eller imod.
For Los Angeles er det en betydelig hævelse af byens mindsteløn, der er $9 i timen, men det er ikke kun et symbolsk politisk signal, det er en beslutning, der ville komme mange mennesker til gavn. Det vurderes at over 550,000 indbyggere i Los Angeles vil blive påvirket af stigningen, altså en omfattende del af byens cirka fire millioner indbyggere.
Los Angeles er et vigtigt symbol for mindstelønsstigninger, da det er USAs næststørste by, kun overgået af New York, fordi der med byens beslutning for alvor er ved at ske et landskred i nationens indstilling til mindsteløn. Emnet er desværre stadig meget politisk polariserende og både borgmesteren og et flertal af byrådet er da også medlemmer af det demokratiske parti. Ikke desto mindre er det vigtigt ikke at falde for hverken den idé at demokraterne sætter amerikanske arbejdere først på virksomheders bekostning, eller at republikanerne sætter virksomhederne først på de amerikanske arbejderes bekostning. Ideerne er tiltrækkende for amerikanere alt efter hvor på det politiske spektrum de befinder sig, men der er fordele og ulemper ved stigninger i mindsteløn, som er vigtige at tage i betragtning, uanset politisk præference. Som med så meget andet, når man snakker økonomi og politik, er det nødvendigt at man ikke går unuanceret til en kompleks debat.
Der er ingen tvivl om at den føderale mindsteløn på $7.25, som gælder for alle byer, kommuner eller stater, som ikke selv har vedtaget højere, er håbløst forældet. Som jeg har været inde på andetsteds og som jeg forestiller mig at jeg ofte vil vende tilbage til, så er købekraften af mindstelønnen ganske enkelt ikke længere nok til hverken at forsørge en familie eller løfter denne familie ud af fattigdom og ind i middelklassen. Mindstelønnen er ikke længere en del af den amerikanske drøm, hvor alle der vil arbejde hårdt, kan opnå økonomisk og social mobilitet. Økonomer anslår at købekraften af mindstelønnen var højest i 1960’erne og har været nedadgående lige siden. Det er ikke længere et spørgsmål om mindstelønnen skal hæves, da den ganske enkelt ikke er tidsvarende, men udelukkende et spørgsmål om hvornår og hvordan.
Og det er her at republikanernes bekymringer om effekten på økonomien har gyldige pointer, som i meget høj grad er fornuftige at tage med i betragtningerne, specielt i Los Angeles. Den mest centrale økonomiske bekymring, når man snakker om at hæve mindstelønnen, er selvfølgelig hvilken konsekvens det får for de virksomheder, der nu skal betale deres ansatte mere. For store virksomheder kan en mindstelønsstigning blot betyde reduceret profit, men for mange små og mellemstore virksomheder kan det betyde konkurs, hvis de pludseligt skal betale meget mere i lønninger.
En stigning vil blandt andet kunne resultere i øget arbejdsløshed, hvis for eksempel mindre forretninger bliver nødt til at fyre ansatte for at kunne betale mindstelønnen. Det politisk uafhængige føderale bureau Congressional Budget Office (CBO) beregnede at en stigning i den føderale mindsteløn fra $7.25 til $10.10 ville kunne resultere i øget arbejdsløshed på 500,000 amerikanere. Det var desværre et tal som republikanerne noget ukritisk tog til sig som et sikker tegn på at mindstelønsændringer var beviseligt dårlige for økonomien. Hvad CBO rent faktisk sagde var at mange amerikanere, der arbejdede til mindsteløn, for eksempel i deltidsstillinger for at supplere hjemmets indkomst, ville være frit stillede til at forlade deres stilling, da deres partner ville kunne betale husholdningens udgifter på en hævet løn. Derfor var de 500,000, som CBO havde regnet sig frem til, altså ikke udelukkende dårligt, da det også betød at mange stillinger kunne blive ledige til arbejdsløse amerikanere.
Med hensyn til at hæve mindstelønnen til $15 i timen er der en stor forskel til CBOs tal baseret på en stigning til $10.10 på landsplan. Der er ganske enkelt ingen, der definitivt kan sige hvad de negative konsekvenser vil blive af hævningen. Optimisterne vil mene at en forhøjet mindsteløn vil være godt for privatforbrug, hvilket er godt for økonomien og vækst, hvorimod pessimister vil sige at virksomheder vil være nødsaget til at fyre ansatte med efterfølgende øget arbejdsløshed og lavere økonomisk vækst. Min forventning er at det bliver et sted imellem de to positioner: Jeg mener bestemt at det vil gavne både lavtlønnede amerikanere og økonomien at hæve mindstelønnen, men der vil utvivlsomt være en periode med øget økonomisk usikkerhed.
Den politiske debat om hævning af den føderale mindsteløn fortsætter i USA og Los Angeles er endnu et tydeligt bevis på at der er udspredt frustration over kongressens sløvhed og inaktivitet. Byen har afvejet fordele og ulemper og besluttet sig for at hæve mindstelønnen fra $9 til $15 over fem år. Som mange andre byer, kommuner og stater, der hæver mindstelønnen vil der blive holdt meget tæt øje med Los Angeles for at forstå både resultater og konsekvenser, så den føderale mindsteløn kan blive hævet på den bedst mulige måde og under de bedste omstændigheder, både for amerikanerne og økonomien.
Photo Credit: Grand Hope Park in Los Angeles via photopin (license)
50 timers arbejdsuge eller fattigdom
OECD har i en nyligt udgivet rapport om mindsteløn og fattigdom på globalt plan slået fast at en amerikaner, der skal forsørge to børn, skal arbejde 50 timer om ugen på mindsteløn for at tjene nok til ligge på fattigdomsgrænsen. Tallene fremhæver USAs paradoksale rolle i den globale økonomi, hvor USA er den største økonomiske kræft i verden samtidig med at mange hårdtarbejdende amerikanere er betydeligt dårligere stillede end borgere i andre vestlige lande. At der er tale om amerikanere på mindsteløn, som er forsørgere er afspejler korrekt mindstelønsmodtagere, da deres gennemsnitsalder er knap 29 år, og at der altså i langt størstedel af tilfældene ikke er tale om teenagere i deltidsstillinger.
Debatten om mindstelønnen er blevet et fremtrædende tema på den politiske dagsorden og vil blive et vigtigt emne frem mod præsidentvalget i 2016. Det er i hvert fald et emne, som jeg løbende vil vende tilbage til, både når der kommer udviklinger som OECDs rapport, men også for at prøve at skille politiske dagsordener fra den økonomiske virkelighed.
Der er flere ting, der kan slås helt og aldeles fast om den økonomiske virkelighed ovenpå OECDs rapport. For det første er mindstelønnen er ikke længere et rimeligt subsistensgrundlag for den hårdtarbejdende amerikaner. Dette bryder med den traditionelle selvopfattelse som er en del af den amerikanske drøm, at amerikanere altid vil kunne forbedre deres stand i verden ved hårdt arbejde og tage plads i den amerikanske middelklasse. Når en amerikaner, der skal forsørge to børn, skal arbejde 50 timer om ugen på mindstelønnen på $7.25 i timen (cirka 48 kroner) for blot at kunne ramme fattigdomsgrænsen, vidner dette om at fuldtidsarbejde på mindstelønnen ofte ikke er en kamp for fremtiden, men en kamp mod fattigdom.
For det andet vil en mindsteløn, der ikke kan løfte folk ud af fattigdom, betyde en forøgelse af økonomisk ulighed, eftersom amerikanere med lavt eller intet uddannelsesniveau risikerer at blive del af en økonomisk underklasse, som ikke vil have mulighed for at investere i uddannelse for dem selv eller deres børn.
I 2014 var der cirka 1.3 millioner amerikanere der tjente mindstelønnen og yderligere 1.7 amerikanere der tjente under mindstelønnen på $7.25 i timen. Samlet er der altså hele 3 millioner amerikanere, der for at kunne komme over fattigdomsgrænsen skal arbejde over 50 timer om ugen, og nogen endda meget mere. Selv da er det kun tale om at komme over fattigdomsgrænsen. Derfra er der lang vej igen til indtjening, der virkelig kan gøre en forskel i de amerikaneres liv.
Som perspektiv til vestlige lande skal en englænder, der skal forsørge to børn, arbejde knap 15 timer om ugen, for at ramme Storbritanniens fattigdomsgrænse. I Australien skal man arbejde knapt 8 timer om ugen og i Tyskland knapt 30 timer om ugen. Det er altså tydeligt fra OECDs rapport at når USA sammenligner sig med andre vestlige lande er amerikanere betydeligt dårligere stillede end tyskere, australiere og englændere, når det kommer til at arbejde sig ud af fattigdom. Det er en meget vigtig pointe at holde fast i, når man debatterer mindstelønnen i USA, uanset politisk ståsted.
Photo Credit: still searching for the american dream : ishootwindows, san francisco (2013) via photopin (license)
J-Kurven 