Forside » Det Republikanske Parti
Category Archives: Det Republikanske Parti
Republikanske skattelettelser understreger partiets interne problemer
Efter problemer med at gennemføre en tilbagerulning af Obamas helbredslovgivning Obamacare står Trump og republikanerne overfor den næste store politiske og lovgivningsmæssige udfordring: Skattelettelser. I årtier har det været en ideologisk mærkesag for republikanerne at sænke skatter i USA og på overfladen står republikanerne stærkt for nu at kunne vedtage love med dette formål. Men til trods for at have flertal i både repræsentanternes hus og senatet står republikanerne overfor interne uenigheder, der kan have konsekvenser for den skattelovgivning de gerne vil vedtage.
Ifølge den nyeste Gallup-måling står Trump nu kun med 37.1% af amerikanernes støtte hvorimod 56.9% misbilliger Trump. Dette er en del af en længerevarende trend hvor Trumps støtte er faldet løbende og nu er omtrent så lavt, som den nogensinde har været. En del af forklaringen på dette skyldes sandsynligvis, at hverken Trump eller republikanerne i kongressen endnu har kunnet gennemføre nogle af de politiske løfter der blev afgivet mens republikanerne var i opposition under Obama og de løfter Trump afgav som præsidentkandidat op til valget. Specielt republikanernes løfte om at omstøde Obamas helbredslovgivning, også kendt som Obamacare, har vist sig at være besværligt for republikanerne at gennemføre, til trods for deres flertal i begge kongressens kamre. Alene i år har republikanerne forsøgt ad flere omgange at omstøde dele af Obamacare og forsøgt gennem indirekte afstemninger om underliggende budgetter at underminere lovgivningen, men enten er disse afstemninger fejlet eller også har republikanerne aflyst afstemninger, da det blev tydeligt, at de ikke ville vinde dem. Republikanerne står nu i en noget paradoksal situation, fordi de har brugt årevis på at signalere til deres base, at Obamacare er en fundamental destruktiv lovgivningspakke og derved gjort fjernelsen af Obamacare til et af deres vælgeres vigtigste politiske ønsker, men alligevel står de nu i en situation, hvor de ikke kan opfylde dette ønske. Konsekvenserne ved denne situation for republikanerne er ikke definitive, men uden en klar politisk sejr til midtvejsvalget i 2018 vil det være rimeligt at forestille sig at republikanerne kommer til at lide tilbagegang, hvilket igen kan have konsekvenser for deres evne til at gennemføre lovgivning i fremtiden.
Ud af denne kontekst har republikanerne flyttet deres fokus fra fjernelsen af Obamacare til skattelettelser for at opnå en tiltrængt politisk og ideologisk sejr. Til trods for at skattelettelser er en prioritet for republikanerne er der flere interne problematikker blandt republikanerne, der kaster tvivl over hvilke specifikke skattelettelser de kan opnå. En af de centrale problematikker er hvordan disse skattelettelser påvirker fremtidige budgetter. Bland både politikere og økonomer er der, for at sige det mildt, en splittelse mellem de, der mener at skattelettelser giver virksomheder mere økonomisk frihed til at disponere over budgetter og derfor også til at ansætte flere og forøge den økonomiske vækst og de, der mener at skattelettelser historisk set er blevet disponeret meget bredt af virksomheder og at store skattelettelser ikke har udlignet de følgende budgetunderskud. Dette er ikke en diskussion jeg vil komme mere ind på i denne omgang, men det bestemt være interessant at skrive om i fremtiden. I denne omgang er denne diskussion vigtig at gøre opmærksom på fordi Trump har udtrykt et meget klart krav om at et centralt element af den kommende skattelovgivning skal være at sænke beskatningen af virksomheder fra 35% til 20%, et krav Trump har givet udtryk for ikke står til forhandling. Men et sådan krav er ikke uden problematikker eller konsekvenser. Udregninger alene af dette forslag antyder en konsekvens i form af en tilføjelse til statsunderskuddet på $1.5-2 billioner, ikke ligefrem et positivt resultat for en præsident, der gik til valgkamp på sin forståelse for forretningsverdenen med en stærk kritik af USAs statsunderskud.
Et andet element er hvordan beskatninger og udgifter kan påvirke de enkelte staters budgetter. En af Trumps forslag til hvordan skattelettelserne skal budgetteres er ved at påvirke eller fjerne skattefradrag på statsligt eller lokalt niveau. Den lovgivning, der ønskes ændret er det såkaldte ”State and Local Taxes” (SALT), som tillader amerikanere forskellige fradrag i deres skattebetalinger på stats- eller lokalniveau i forhold til indkomstskatter de har betalt føderalt. Dette er en del af skattelovgivningen i USA, der går tilbage til den første føderale lov om indkomstbeskatning fra 1913 og selvom den har udviklet sig noget siden da, giver den mulighed for at lave afdrag i forbindelse med specielt ejendoms- og indkomstbeskatning. En af årsagerne til at fjerne SALT er prisen: Den er en af de dyreste føderale skatteudgifter og anslås at koste $96 milliarder i 2017 og anslås at komme til at koste $1.3 billion i perioden 2017-2026. Der vil altså være mange penge at spare på det føderale budget ved at fjerne SALT fra skattelovgivningen. Men dette forslag har mødt modstand, da mange republikanere mener, at forslaget vil betyde en slags ”dobbeltbeskatning” af indkomst eller fast ejendom. Republikaneren Kevin Brady, som er medlem af repræsentanternes hus og chairman for komiteen for House Ways and Means, mener at der kan findes en kompromisløsning hvorved individer kan få afdrag på ejendomsskat, men ikke indkomstskat, selvom han dog ikke mener, der skal pålægges nogle begrænsninger på virksomheder. Hvordan SALT bliver en del af en eventuel skattelovgivningspakke er derfor noget usikkert, men der er endnu ingen klar vej frem for republikanerne.
Et andet ømt punkt for republikanerne når det kommer til skattelovgivningen er hvorvidt, der skal ændres på den såkaldte ”401(k)”-provision under USAs skattelovgivning. Denne provision er amerikanernes mulighed for at indbetale penge løbende til en pensionsopsparing, der trækkes ubeskattet fra deres lønseddel. Under nuværende regler kan amerikanere overføre cirka $18.000 årligt (eller $24.000 hvis man er over 50) skattefrit til deres pensionsopsparing 401(k). Et af forslagene republikanerne har luftet er at sænke dette beløb fra $18.000 til $2.400. Dette vil ifølge den førnævnte Kevin Brady være en del af en overordnet indsats mod at øge amerikanernes incitament til at spare op selv og tidligere. I den sammenhæng skal reduktionen af det det årlige beløb, der kan overføres skattefrit til pensionsopsparingen, nok ikke ses som et direkte incitament, med mindre det opfattes sådan at selvbestemmelse over sine egne midler er vigtigere end ”tvungen” betaling til pension. Det virker mere sandsynligt, at den egentlige årsag til denne foreslåede reduktion er at kunne beskatte indkomst umiddelbart, snarere end kun når de opsparede pensioner udbetales. Dette ville hjælpe offentlige budgetter i forhold til beskatning af indkomst, som nok snarere er det reelle motiv bag end et ønske om at give den enkelte borger mere selvbestemmelse. Som en del af diskussionen vedrørende disse 401(k)-pensionsopsparinger har Trump udtalt at de ikke bliver rørt i den skattelovgivning, der vil blive fremlagt af republikanerne. Dette udtaler Trump til trods for at republikanske lovgivere i kongressen regner med at ændringer af denne pensionsordning vil blive en del af skattelovgivningen. David Schweikert, et andet republikansk medlem af repræsentanternes hus og medlem af House Ways and Means-komiteen, er citeret i New York Times for at have sagt om Trumps udtalelser: ”Det er os, der skriver lovgivningen. På et eller andet tidspunkt skal han være enig eller erklære veto.” Dette citat giver det klare indtryk, at der ikke på nuværende tidspunkt er en samlet front på republikanernes side og at Trump ikke virker til at arbejde tæt med de republikanske lovgivere om de specifikke detaljer, der skal ordnes i den massive skattelovgivningspakke de er i gang med at udarbejde.
For nyligt har det været meget dækning af to republikanere, som har kritiseret Trump direkte: Senator Jeff Flake fra Arizona og senator Bob Corker fra Tennessee. Deres udtryk for frustration og forfærdelse over Trumps ledelse af det republikanske parti er blevet meget bredt rapporteret og mange, inklusive mig, mener at hvad de udtrykker reflekterer mange republikaneres meninger, meninger som holdes bag lukkede døre. Det er mit indtryk at republikanerne for det meste foretrækker at holde eventuel kritik af deres partis leder bag lukkede døre og fokusere på at arbejde mod lovgivning i stedet for at ende i et internt partislagsmål. Men man får mere og mere fornemmelsen af at republikanerne for alvor har brug for en håndgribelig politisk sejr de kan samle sig om, både fordi der nu kun er cirka et år til næste midtvejsvalg, men også fordi at republikanerne ikke virker til at samle sig og begejstret stå bag den nuværende republikanske ledelse under præsident Trump.
Hvad gør demokraterne nu?
Ovenpå et svigende nederlag for Hillary Clinton til Donald Trump i går står det demokratiske parti overfor en nødvendig og måske endda tiltrængt selvransagelse. Hvad bliver partiets fremtid under Trumps præsidentembede og hvordan skal demokraterne arbejde for deres mærkesager med mindretal i begge kamre af den lovgivende forsamling? Der er stadig mange detaljer fra gårsdagens valg, der vil blive tydeligere over det næste stykke tid, så de forkromede planer er ikke lagt endnu, men i dette indlæg vil jeg forsøge at give mit bud på hvad demokraternes sandsynlige vej frem bliver over de næste år.
Et svigende nederlag
Det er umuligt at forestille sig hvordan det må have føltes for Hillary Clinton at tabe et valg, hun nok har kæmpet frem mod det meste af sit liv, og som hun endeløst har arbejdet for at kvalificere sig til. Hun har måttet kæmpe mod køns-stereotype fordomme helt tilbage fra da hun var yngre, specielt i tiden hvor Bill Clinton var guvernør i staten Arkansas og hun skulle finde fred med rollen som guvernørfrue. Det har nok været svært for en bragende intelligent og drevet ung kvinde at skulle affinde sig med at stå ved siden af eller i skyggen af sin mand, også selv om det var Bill Clinton, der var tale om. Men hun har brugt det meste af sit voksne liv på indrette sig efter de politiske spilleregler: Hun har ændret sin fremtonen, sit udseende, og sin ambition, så hun kunne drage fordele uden at frastøde. Det har været en politisk styrke, men som valgkampen og hendes karriere understreger har det været et tveægget sværd, fordi hun ofte blev opfattet som en pragmatisk politiker, snarere end en oprigtig person. Det er et forfærdeligt paradoks Clinton har stået i det meste af sit offentlige liv: På den ene side blev hun kritiseret for at være for uortodoks da hun var yngre, hvilket resulterede i at hun forsøgte at ændre på sig selv for bedre at følge spillets regler, men på den anden side blev hun kritiseret for at være for god til at spille det politiske spil, da hun havde bøjet sig for at adlyde dem.
Det er umuligt at forestille sig hvad Hillary Clinton har følt, da det gik op for hende at hun nu igen stod i lyset af en anden, og at denne gang var det Donald Trump, en mand, der har ignoreret, brudt, eller hånet alle de traditionelle politiske spilleregler i USA. Ikke nok med at han har brudt med hvad der forventes af etablerede politikere, så har Trump endda vendt dette til sin fordel og har nu vundet præsidentembedet, til stor overraskelse og i direkte uoverensstemmelse med nationale meningsmålinger. Hvad Hillary Clintons rolle bliver i amerikansk politik fremover er selvfølgelig usikker, men det virker som et sikkert bud, at hun ikke får muligheden for at stille op som præsident igen, at hun ikke igen får muligheden for at skrive historie. Som den første kvindelige præsidentkandidat for et at de store partier har hun personificeret udviklingen der er opnået i det 21. århundrede, men hun har ikke kunnet nå hele vejen i hus og blive valgt som den første kvindelige præsident. Den plads i historiebøgerne vil sandsynligvis tilfalde en anden, men ingen kan sige at Hillary Clinton, på både godt og ondt, ikke har været med til at bane vejen for kvinder i amerikansk politik. Det er en vigtig del af hendes politiske arv.
Clintons nederlagstale: ”Jeg har kæmpet for det jeg har troet på”
For ganske kort tid siden erkendte en tydeligt rørt Hillary Clinton sit nederlag til præsidentvalget. Hun takkede de mange amerikanere, som tog del i hendes kampagne, og sagde at hun følte ”stolthed og taknemmelighed” for den store indsats. Hun opfordrede de unge amerikanere, der har støttet hende til at fortsætte kampen for hvad de tror på, for som hun sagde: ”Jeg har kæmpet for det jeg tror på.” Hun anerkendte hvor hårdt og følelsesladet dette øjeblik var for hende og hvor mange andre der deler denne sorg og sagde: ”at kæmpe for hvad der er rigtigt er det værd”. Til de mange amerikanske kvinder der har støttet hendes kampagne sagde hun at intet har gjort hende mere stolt end at være deres forkæmper, og at kampen for et inklusivt USA fortsætte ufortrødent. Hun afsluttede sin tale med et optimistisk ordheld, som er typisk amerikansk: ”Vore bedste dage er stadig foran os.” Det var en følelsesladet, disciplineret, og imponerende tale, der afspejlede den personlige karakter som Hillary Clinton har og at det arbejde som hun har lagt i sin kampagne ikke slutter med valget, men fortsætter i det demokratiske parti.
Det Demokratiske Parti
Udover at være et svigende personligt nederlag for Hillary Clinton er valget også et nederlag for det Demokratiske Parti, som nu må indse deres nederlags ophav og rette ind efter dette. Clintons nederlag var et nederlag for de højre- og midter-orienterede dele af partiet, og det virker sandsynligt at den mere venstreorienterede fløj af partiet, den såkaldte progressive fløj, kommer til at træde frem og tage en mere afgørende rolle i partiets fremtid. Bernie Sanders og Elizabeth Warren, to politikere som personificerer den progressive fløj, har været fremtrædende demokrater de seneste år, og det virkede tydeligt at Clinton også skulle bøje mere mod venstre, hvis hun skulle kunne arbejde sammen med dem, hvis hun var blevet præsident.
Den progressive fløj, og specielt Sanders og Warren, kendetegnes ved et fokus på økonomisk politik, hvor der argumenteres for at den amerikanske økonomi disproportionalt gavner de rigeste amerikanere, men efterlader ”almindelige” amerikanere i et system med en lav mindsteløn, dyr uddannelse, og svære muligheder for at få et job. Dette fokus på økonomi for også de lavtuddannede hvide amerikanere, specielt i den såkaldte ”working class”, som Trump har appelleret overbevisende til er en afgørende demografisk gruppe, som demokraterne skal fokusere yderligere på i den nærmeste fremtid. Valget i går var en bitter påmindelse om at denne gruppe ikke længere føler at demokraterne repræsenterer dem, men at Trump var manden, der snakkede direkte til dem. Men når det er sagt, så skal demokraterne samtidig stå stålfast ved deres forhold til deres egne vælgere i storbyerne, blandt de højtuddannede, og minoriteterne. Der er mulighed for en endnu bredere koalition af amerikanere i det demokratiske parti.
Samarbejde eller guerillakrig?
Frem mod 2018s midtvejsvalg, hvor demokraterne får mulighed for at påvirke situationen i kongressen, skal demokraterne finde ud af at navigere en svær balance i forholdet til republikanerne. På den ene side skal de kunne samarbejde med det republikanske flertal i den lovgivende forsamling om de vigtige ting, som der til trods for den politiske polarisering kan findes enighed om. På den anden side kan demokraterne blive nødt til at føre den samme politiske guerillakrig i Senatet, som republikanerne har ført mod præsident Obama.
I Senatet kan senatorer blokere afstemninger ved en såkaldt ”filibuster”. Filibusteren er en teknisk manøvre, der forhindrer afstemning på lovgivning, og eksisterer som en slags bremseklods, som et mindretal i Senatet kan benytte for at forhindre at blive tilsidesat af et flertal. En filibuster kan annulleres i Senatet, men kun ved et såkaldt ”super-flertal” på 60 ud af de 100 senatorer. Da Republikanerne kun står til et snævert flertal i Senatet vil det blive svært for dem at annullere brugen af filibuster i Senatet uden samarbejde med demokraterne. Men samtidig skal der ikke mange demokraters hjælp til at bryde filibusteren, så demokraterne i Senatet skal nå til enighed om denne taktik, hvis den skal være effektiv. Står de sammen om den taktik vil de vil også kunne risikere at fremstå som hyklere, da demokraterne siden 2010, det første midtvejsvalg under præsident Obama, har opfordret til afskaffelsen af filibuster-reglerne, fordi republikanerne har brugt dem i rekordstort antal for at undergrave præsident Obamas lovgivningsdagsorden.
Demokraterne står foran en udfordring over de kommende måneder og år. Men det går republikanerne også, for de får måske endda endnu sværere ved at samle sig om en central strategi ovenpå på den tydelige uenighed mellem Trump og den republikanske ledelse. Hvordan alt dette udspiller sig vil kun tiden vise.
photo credit: House Democrats Vice President Biden Joins House and Senate Democrats to Tell Congressional Republicans: Do Your Job via photopin (license)
Los Angeles hæver mindstelønnen til $15
I tirsdags stemte byrådet i Los Angeles for at hæve mindstelønnen til $15 over flere år frem mod 2020. Det er et eksempel på endnu en udvikling i mindstelønnen, der ikke kommer fra den føderale regering, men er drevet af byer, stater og kommuner i USA. Los Angeles er nu en af flere byer på den amerikanske vestkyst, der har stemt for at hæve mindstelønnen betydeligt over de næste par år: San Diego til $11.50, Oakland til $12.25, Seattle og San Francisco til $15. På østkysten har byerne Washington D.C. og New York forslag fremme om at hæve mindstelønnen til $15, men har endnu ikke stemt for eller imod.
For Los Angeles er det en betydelig hævelse af byens mindsteløn, der er $9 i timen, men det er ikke kun et symbolsk politisk signal, det er en beslutning, der ville komme mange mennesker til gavn. Det vurderes at over 550,000 indbyggere i Los Angeles vil blive påvirket af stigningen, altså en omfattende del af byens cirka fire millioner indbyggere.
Los Angeles er et vigtigt symbol for mindstelønsstigninger, da det er USAs næststørste by, kun overgået af New York, fordi der med byens beslutning for alvor er ved at ske et landskred i nationens indstilling til mindsteløn. Emnet er desværre stadig meget politisk polariserende og både borgmesteren og et flertal af byrådet er da også medlemmer af det demokratiske parti. Ikke desto mindre er det vigtigt ikke at falde for hverken den idé at demokraterne sætter amerikanske arbejdere først på virksomheders bekostning, eller at republikanerne sætter virksomhederne først på de amerikanske arbejderes bekostning. Ideerne er tiltrækkende for amerikanere alt efter hvor på det politiske spektrum de befinder sig, men der er fordele og ulemper ved stigninger i mindsteløn, som er vigtige at tage i betragtning, uanset politisk præference. Som med så meget andet, når man snakker økonomi og politik, er det nødvendigt at man ikke går unuanceret til en kompleks debat.
Der er ingen tvivl om at den føderale mindsteløn på $7.25, som gælder for alle byer, kommuner eller stater, som ikke selv har vedtaget højere, er håbløst forældet. Som jeg har været inde på andetsteds og som jeg forestiller mig at jeg ofte vil vende tilbage til, så er købekraften af mindstelønnen ganske enkelt ikke længere nok til hverken at forsørge en familie eller løfter denne familie ud af fattigdom og ind i middelklassen. Mindstelønnen er ikke længere en del af den amerikanske drøm, hvor alle der vil arbejde hårdt, kan opnå økonomisk og social mobilitet. Økonomer anslår at købekraften af mindstelønnen var højest i 1960’erne og har været nedadgående lige siden. Det er ikke længere et spørgsmål om mindstelønnen skal hæves, da den ganske enkelt ikke er tidsvarende, men udelukkende et spørgsmål om hvornår og hvordan.
Og det er her at republikanernes bekymringer om effekten på økonomien har gyldige pointer, som i meget høj grad er fornuftige at tage med i betragtningerne, specielt i Los Angeles. Den mest centrale økonomiske bekymring, når man snakker om at hæve mindstelønnen, er selvfølgelig hvilken konsekvens det får for de virksomheder, der nu skal betale deres ansatte mere. For store virksomheder kan en mindstelønsstigning blot betyde reduceret profit, men for mange små og mellemstore virksomheder kan det betyde konkurs, hvis de pludseligt skal betale meget mere i lønninger.
En stigning vil blandt andet kunne resultere i øget arbejdsløshed, hvis for eksempel mindre forretninger bliver nødt til at fyre ansatte for at kunne betale mindstelønnen. Det politisk uafhængige føderale bureau Congressional Budget Office (CBO) beregnede at en stigning i den føderale mindsteløn fra $7.25 til $10.10 ville kunne resultere i øget arbejdsløshed på 500,000 amerikanere. Det var desværre et tal som republikanerne noget ukritisk tog til sig som et sikker tegn på at mindstelønsændringer var beviseligt dårlige for økonomien. Hvad CBO rent faktisk sagde var at mange amerikanere, der arbejdede til mindsteløn, for eksempel i deltidsstillinger for at supplere hjemmets indkomst, ville være frit stillede til at forlade deres stilling, da deres partner ville kunne betale husholdningens udgifter på en hævet løn. Derfor var de 500,000, som CBO havde regnet sig frem til, altså ikke udelukkende dårligt, da det også betød at mange stillinger kunne blive ledige til arbejdsløse amerikanere.
Med hensyn til at hæve mindstelønnen til $15 i timen er der en stor forskel til CBOs tal baseret på en stigning til $10.10 på landsplan. Der er ganske enkelt ingen, der definitivt kan sige hvad de negative konsekvenser vil blive af hævningen. Optimisterne vil mene at en forhøjet mindsteløn vil være godt for privatforbrug, hvilket er godt for økonomien og vækst, hvorimod pessimister vil sige at virksomheder vil være nødsaget til at fyre ansatte med efterfølgende øget arbejdsløshed og lavere økonomisk vækst. Min forventning er at det bliver et sted imellem de to positioner: Jeg mener bestemt at det vil gavne både lavtlønnede amerikanere og økonomien at hæve mindstelønnen, men der vil utvivlsomt være en periode med øget økonomisk usikkerhed.
Den politiske debat om hævning af den føderale mindsteløn fortsætter i USA og Los Angeles er endnu et tydeligt bevis på at der er udspredt frustration over kongressens sløvhed og inaktivitet. Byen har afvejet fordele og ulemper og besluttet sig for at hæve mindstelønnen fra $9 til $15 over fem år. Som mange andre byer, kommuner og stater, der hæver mindstelønnen vil der blive holdt meget tæt øje med Los Angeles for at forstå både resultater og konsekvenser, så den føderale mindsteløn kan blive hævet på den bedst mulige måde og under de bedste omstændigheder, både for amerikanerne og økonomien.
Photo Credit: Grand Hope Park in Los Angeles via photopin (license)
J-Kurven 