J-Kurven

Forside » Articles posted by JohannesMartinNyborg

Author Archives: JohannesMartinNyborg

Én lobbys magt

Én lobbys magtI kølvandet på det seneste masseskyderi den 14. Februar i Florida, hvor 17 highschool-elever blev skudt, er debatten om regulering af skydevåben endnu engang blusset op i USA. Til trods for endnu et frygteligt og tragisk masseskyderi virker det ikke meget mere sandsynligt end tidligere masseskyderier, at kongressen gennemfører lovgivning, der regulerer skydevåben i USA, specielt på grund af den magtfulde våbenlobby National Rifle Association (NRA). I dette indlæg skriver jeg om den historiske og forfatningsmæssige kontekst af våben i USA, om masseskyderier som en del af USAs moderne historie og den enorme indflydelse NRA har i amerikansk politik.

Klokken 14.19 (amerikansk tid) den 14. februar gik den 19-årige Nikolas Jacob Cruz ind på sin tidligere highschool, Marjory Stoneman Douglas High School i Florida og åbnede ild mod studerende og lærere med en AR-15 semi-automatisk riffel. Skyderiet varede seks minutter og kostede 14 elever og tre lærere livet. Senere på eftermiddagen, efter at have købt en sodavand i en lokal Subway og besøgt en lokal McDonalds blev Cruz anholdt og afventer nu sin dom. I kølvandet på denne frygtelige masseskydning af unge amerikanere og deres lærere står USA endnu engang overfor en kompliceret offentlig debat: Hvordan forholder man sig til at masseskydninger i USA sker så ofte som de gør og kræver så mange menneskeliv? Hvordan forholder man sig til det som menneske og hvordan forholder USA sig til det som et samfund?

Det er kæmpestore spørgsmål, og jeg mener absolut ikke at jeg selv har alle svarene. Ikke desto mindre er det vigtigt at se på historiske omstændigheder, der har haft afgørende indvirkning på hvordan USAs holdning til våben har påvirket landets historie og lovgivning, som blandt andet betyder, at USA uden sidestykke er den nation i den vestlige verden, der er mest plaget af dødsfald relateret til skydevåben og mest plaget af masseskyderier. I dette indlæg beskriver jeg nogle af de vigtigste årsager til, at USA oplever disse skyderier så ofte som de gør samtidig med, at der ikke virker til at være den samme lovgivningsmæssige regulering af skydevåben, som er set i England, Australien og Japan.

Skydevåben som en kompliceret historisk ret

For europæere kan det være svært at forstå USAs og amerikaneres forhold til skydevåben. Forholdet til skydevåben strækker sig helt tilbage til landets grundlæggelse med rødder der går endnu længere tilbage. Men hvis man ser på USAs forfatning er det åbenlyst at se på det andet forfatningstillæg, som sammen med ni andre forfatningstillæg vedtaget i 1791 refereres til som ”Bill of Rights”. Det andet forfatningstillæg er det forfatningstillæg, der refereres til når amerikanere erklærer deres ret til at eje våben som en forfatningssikret rettighed. Tillægget siger i sin helhed:

”A well regulated militia, being necessary to the security of a free state, the right of the people to keep and bear arms, shall not be infringed.”

Selvom det er et meget kort forfatningstillæg siger det meget om den historiske kontekst det blev udformet i. Det blev udformet og vedtaget i tiden efter USA blev grundlagt efter en krig mod England, hvor der var mange amerikanere, der frygtede yderligere væbnede konflikter med England til trods for den nyligt vundne fred. Tanken om en fælles national hær var omdiskuteret og problematisk, men mange mente, at det var vigtigt at staterne kunne opretholde en grad af individuelt forsvar skulle udefrakommende true dem, så derfor sikrede dette forfatningstillæg, at den nyoprettede kongres under forfatningen ikke kunne underminere løsere grupper af soldater, ”militias”, fra retten til at bevæbne sig selv. I dette korte forfatningstillæg er der en grundlæggende konflikt mellem to begreb: ”well-regulated” og ”infringed”. På den ene side lægger tillægget op til en lidet specifik regulering af disse militias, men samtidig skal den grundlæggende ret til våben ikke undermineres.

National Rifle Association (NRA)

I moderne tid har våbenfortalere og NRA hæftet sig mest ved den forfatningsmæssige opfattelse, at ethvert forsøg på at regulere skydevåben eller begrænse amerikaneres adgang til skydevåben per definition er forfatningsstridigt og derfor ulovligt. Denne næsten fundamentalistiske opfattelse af forfatningen har vist sig at være utrolig effektiv til trods for store nationale tragedier forbundet med skydevåben:

  • I oktober 2017 skød Stephen Paddock mod en koncert i Las Vegas fra et hotelværelse. Han dræbte 58 og sårede 851 med en blanding af forskellige våben. I dagene efter foretog Gallup en meningsmåling om skydevåben, hvor 60% af de adspurgte gav udtryk for at de ønskede strammere våbenlovgivning.
  • Ifølge en meningsmåling fra Quinnipac University fra den 20. februar (under en uge efter masseskydningen i Florida) støttede 66% af amerikanere strengere våbenlovgivning.

Selvom disse meningsmålinger er taget umiddelbart efter skyderier, og derfor må antages at være påvirket af disse tragedier, giver de stadig et indtryk af, at der er en solid opbakning i den amerikanske befolkning for at yderligere regulering af USAs våbenlove. Ikke desto mindre har nyere tragedier ikke resulteret i lovgivninger i kongressen. Dette skyldes i høj grad at NRA, som en interesseorganisation for skydevåben og rettigheder forbundet til skydevåben, har meget politisk magt i forhold til at forhindre politisk regulering af skydevåben.

Martin Gilens, som er professor i politik ved Princeton University, beskriver i sin bog ”Affluence and Influence” hvilken indflydelse politiske donationer og interesseorganisation har på det amerikanske demokrati med et fokus på hvordan den indflydelse påvirker sandsynligheden for specifik lovgivning. Hans og andres forskning påpeger at interesseorganisationers indflydelse overordnet set følger befolkningens holdninger, og at det overordnet set ikke er muligt for interesseorganisationer at påvirke den nationale holdning på et specifikt område. Den væsentligste undtagelse er den indflydelse, som modstandere af våbenlovgivning, med NRA i spidsen, kan udøve på lovgivning. Martin Gilens fremhæver NRA som den måske mest indflydelsesrige interesseorganisation i USA. Hvorfor dette er tilfældet kan være et resultat af forskellige faktorer: Som udgangspunkt har NRA fokus på primært at forhindre ny lovgivning snarere end at skulle kæmpe for ny lovgivning. Tilhængere af strengere regulering af skydevåben har en større udfordring i at støtte op om eksisterende lovforslag eller udforme nye tiltag for derefter at samle støtte i befolkningen og den lovgivningsmæssige forsamling. En anden faktor som Martin Gilens fremhæver er politiske donationer, hvor interesseorganisationer imod yderligere regulering af skydevåben, herunder NRA, donerer langt flere penge til amerikanske politikere end tilhængere af strengere lovgivning gør. Derudover har NRA været gode til at mobilisere sine tilhængere i flere forskellige sammenhænge på en måde mange andre interesseorganisationer ikke kan komme i nærheden af.

”A good guy with a gun”

På den konservative konference CPAC i denne uge kommenterede NRAs formand Wayne LaPierre reaktionerne ovenpå masseskyderiet i Florida. I vanlig højstemt stil kommenterede Wayne LaPierre at reaktionen ovenpå masseskyderierne var udtryk for en ”elite”, der ”hader NRA, hader det andet forfatningstillæg” og ”hader individuel frihed.” Han udtrykte sin bekymring for en potentiel politisk udvikling i USA: ”Hvis disse såkaldte europæiske socialister overtager Huset [Repræsentanternes Hus] og Senatet og gud forbyde at de vinder Det Hvide Hus igen vil vore amerikanske friheder være fortabt for evigt og den første der ryger bliver det andet forfatningstillæg til forfatningen.”

Wayne LaPierre har haft stor succes som vokal fortaler for rettigheden til skydevåben og en effektiv formand for NRA. En yndet frase, som også blev leveret ved denne CPAC-konference er det følgende: ”To stop a bad guy with a gun it takes a good guy with a gun.” Denne frase, som han har forskellige udgaver af, udtrykker NRAs mening om at en potentiel og rimelig løsning for at forhindre masseskyderier er at give relevante mennesker våben, så ofre for masseskyderier kan forsvare sig mod disse angreb. Denne tanke blev reflekteret i præsident Trumps udtalelser efter et arrangement i det Hvide Hus i denne uge udtalte, at det efter hans opfattelse kunne give mening hvis man uddannede og trænede en andel af highschool-lærere i brug af skydevåben ville de kunne være i en god position til at forhindre masseskyderier.

I tiden efter masseskyderiet i Florida har præsident Trump foreslået omfattende baggrundstjek af alle der køber skydevåben, at aldersgrænsen for at eje et skydevåben hæves til 21 og et forbud mod de såkaldte ”bump-stocks”, en erstatning af et semi-automatisk våbens greb og skulderstøtte, som betyder at skydevåbenet kan affyre skud hurtigere end normalt. Hvorvidt disse forslag bliver virkelighed afhænger hvorvidt præsidenten kan samarbejde med kongressen om at vedtage lovgivning på disse punkter, men det ville være imod moderne historisk præcedens i USA og ville betyde et grundlæggende skift i NRAs indflydelse på den lovgivende forsamling, hvilket ikke virker sandsynligt.

Hvad vil tiden vise?

Fremtiden er som bekendt svær at spå om, men min opfattelse er at denne nyeste masseskydning i Florida sandsynligvis ikke kommer til at rykke amerikansk lovgivning på nogen meningsfyldt måde. Jeg håber inderligt, at jeg tager fejl. Jeg håber inderligt, at de imponerende highschool-elever fra Florida, som for tiden udtaler sig flot og modent om en uhyre tragisk situation, påvirker den offentlige mening nok til at gøre en forskel. Men som situationen er nu, hvor ét af præsidentens primære løsningsforslag til denne tilbagevendende nationale krise er en udgave af et koncept udtænkt af NRA, samtidig med at begge kamre er kontrolleret af det republikanske parti, som uden problemer kan forhindre eventuelle lovforslag om strengere regulering af skydevåben.

Tiden vil vise om det bliver dette seneste masseskyderi i Florida, der resulterer i mere omfattende regulering af skydevåben i USA eller om et politisk polariseret landskab forhindrer både konstruktiv debat og pragmatiske lovforslag. Personligt frygter jeg, at masseskyderiet i Florida den 14. februar bliver endnu et eksempel på hvor polariseret den politiske debat på dette område er og ikke vil resultere i nogle løsninger, men snarere blive endnu et tragisk eksempel på hvordan disse tragiske, og gyselige masseskyderier er blevet horribelt almindelige i USA.

Photo Credit: Lorie Shaull Thoughts and Prayers Don’t Save Lives, student lie-in at the White House to protest gun laws via photopin (license)

Republikanske skattelettelser understreger partiets interne problemer

Efter problemer med at gennemføre en tilbagerulning af Obamas helbredslovgivning Obamacare står Trump og republikanerne overfor den næste store politiske og lovgivningsmæssige udfordring: Skattelettelser. I årtier har det været en ideologisk mærkesag for republikanerne at sænke skatter i USA og på overfladen står republikanerne stærkt for nu at kunne vedtage love med dette formål. Men til trods for at have flertal i både repræsentanternes hus og senatet står republikanerne overfor interne uenigheder, der kan have konsekvenser for den skattelovgivning de gerne vil vedtage.

 

Ifølge den nyeste Gallup-måling står Trump nu kun med 37.1% af amerikanernes støtte hvorimod 56.9% misbilliger Trump. Dette er en del af en længerevarende trend hvor Trumps støtte er faldet løbende og nu er omtrent så lavt, som den nogensinde har været. En del af forklaringen på dette skyldes sandsynligvis, at hverken Trump eller republikanerne i kongressen endnu har kunnet gennemføre nogle af de politiske løfter der blev afgivet mens republikanerne var i opposition under Obama og de løfter Trump afgav som præsidentkandidat op til valget. Specielt republikanernes løfte om at omstøde Obamas helbredslovgivning, også kendt som Obamacare, har vist sig at være besværligt for republikanerne at gennemføre, til trods for deres flertal i begge kongressens kamre. Alene i år har republikanerne forsøgt ad flere omgange at omstøde dele af Obamacare og forsøgt gennem indirekte afstemninger om underliggende budgetter at underminere lovgivningen, men enten er disse afstemninger fejlet eller også har republikanerne aflyst afstemninger, da det blev tydeligt, at de ikke ville vinde dem. Republikanerne står nu i en noget paradoksal situation, fordi de har brugt årevis på at signalere til deres base, at Obamacare er en fundamental destruktiv lovgivningspakke og derved gjort fjernelsen af Obamacare til et af deres vælgeres vigtigste politiske ønsker, men alligevel står de nu i en situation, hvor de ikke kan opfylde dette ønske. Konsekvenserne ved denne situation for republikanerne er ikke definitive, men uden en klar politisk sejr til midtvejsvalget i 2018 vil det være rimeligt at forestille sig at republikanerne kommer til at lide tilbagegang, hvilket igen kan have konsekvenser for deres evne til at gennemføre lovgivning i fremtiden.

 

Ud af denne kontekst har republikanerne flyttet deres fokus fra fjernelsen af Obamacare til skattelettelser for at opnå en tiltrængt politisk og ideologisk sejr. Til trods for at skattelettelser er en prioritet for republikanerne er der flere interne problematikker blandt republikanerne, der kaster tvivl over hvilke specifikke skattelettelser de kan opnå. En af de centrale problematikker er hvordan disse skattelettelser påvirker fremtidige budgetter. Bland både politikere og økonomer er der, for at sige det mildt, en splittelse mellem de, der mener at skattelettelser giver virksomheder mere økonomisk frihed til at disponere over budgetter og derfor også til at ansætte flere og forøge den økonomiske vækst og de, der mener at skattelettelser historisk set er blevet disponeret meget bredt af virksomheder og at store skattelettelser ikke har udlignet de følgende budgetunderskud. Dette er ikke en diskussion jeg vil komme mere ind på i denne omgang, men det bestemt være interessant at skrive om i fremtiden. I denne omgang er denne diskussion vigtig at gøre opmærksom på fordi Trump har udtrykt et meget klart krav om at et centralt element af den kommende skattelovgivning skal være at sænke beskatningen af virksomheder fra 35% til 20%, et krav Trump har givet udtryk for ikke står til forhandling. Men et sådan krav er ikke uden problematikker eller konsekvenser. Udregninger alene af dette forslag antyder en konsekvens i form af en tilføjelse til statsunderskuddet på $1.5-2 billioner, ikke ligefrem et positivt resultat for en præsident, der gik til valgkamp på sin forståelse for forretningsverdenen med en stærk kritik af USAs statsunderskud.

 

Et andet element er hvordan beskatninger og udgifter kan påvirke de enkelte staters budgetter. En af Trumps forslag til hvordan skattelettelserne skal budgetteres er ved at påvirke eller fjerne skattefradrag på statsligt eller lokalt niveau. Den lovgivning, der ønskes ændret er det såkaldte ”State and Local Taxes” (SALT), som tillader amerikanere forskellige fradrag i deres skattebetalinger på stats- eller lokalniveau i forhold til indkomstskatter de har betalt føderalt. Dette er en del af skattelovgivningen i USA, der går tilbage til den første føderale lov om indkomstbeskatning fra 1913 og selvom den har udviklet sig noget siden da, giver den mulighed for at lave afdrag i forbindelse med specielt ejendoms- og indkomstbeskatning. En af årsagerne til at fjerne SALT er prisen: Den er en af de dyreste føderale skatteudgifter og anslås at koste $96 milliarder i 2017 og anslås at komme til at koste $1.3 billion i perioden 2017-2026. Der vil altså være mange penge at spare på det føderale budget ved at fjerne SALT fra skattelovgivningen. Men dette forslag har mødt modstand, da mange republikanere mener, at forslaget vil betyde en slags ”dobbeltbeskatning” af indkomst eller fast ejendom. Republikaneren Kevin Brady, som er medlem af repræsentanternes hus og chairman for komiteen for House Ways and Means, mener at der kan findes en kompromisløsning hvorved individer kan få afdrag på ejendomsskat, men ikke indkomstskat, selvom han dog ikke mener, der skal pålægges nogle begrænsninger på virksomheder. Hvordan SALT bliver en del af en eventuel skattelovgivningspakke er derfor noget usikkert, men der er endnu ingen klar vej frem for republikanerne.

 

Et andet ømt punkt for republikanerne når det kommer til skattelovgivningen er hvorvidt, der skal ændres på den såkaldte ”401(k)”-provision under USAs skattelovgivning. Denne provision er amerikanernes mulighed for at indbetale penge løbende til en pensionsopsparing, der trækkes ubeskattet fra deres lønseddel. Under nuværende regler kan amerikanere overføre cirka $18.000 årligt (eller $24.000 hvis man er over 50) skattefrit til deres pensionsopsparing 401(k). Et af forslagene republikanerne har luftet er at sænke dette beløb fra $18.000 til $2.400. Dette vil ifølge den førnævnte Kevin Brady være en del af en overordnet indsats mod at øge amerikanernes incitament til at spare op selv og tidligere. I den sammenhæng skal reduktionen af det det årlige beløb, der kan overføres skattefrit til pensionsopsparingen, nok ikke ses som et direkte incitament, med mindre det opfattes sådan at selvbestemmelse over sine egne midler er vigtigere end ”tvungen” betaling til pension. Det virker mere sandsynligt, at den egentlige årsag til denne foreslåede reduktion er at kunne beskatte indkomst umiddelbart, snarere end kun når de opsparede pensioner udbetales. Dette ville hjælpe offentlige budgetter i forhold til beskatning af indkomst, som nok snarere er det reelle motiv bag end et ønske om at give den enkelte borger mere selvbestemmelse. Som en del af diskussionen vedrørende disse 401(k)-pensionsopsparinger har Trump udtalt at de ikke bliver rørt i den skattelovgivning, der vil blive fremlagt af republikanerne. Dette udtaler Trump til trods for at republikanske lovgivere i kongressen regner med at ændringer af denne pensionsordning vil blive en del af skattelovgivningen. David Schweikert, et andet republikansk medlem af repræsentanternes hus og medlem af House Ways and Means-komiteen, er citeret i New York Times for at have sagt om Trumps udtalelser: ”Det er os, der skriver lovgivningen. På et eller andet tidspunkt skal han være enig eller erklære veto.” Dette citat giver det klare indtryk, at der ikke på nuværende tidspunkt er en samlet front på republikanernes side og at Trump ikke virker til at arbejde tæt med de republikanske lovgivere om de specifikke detaljer, der skal ordnes i den massive skattelovgivningspakke de er i gang med at udarbejde.

 

For nyligt har det været meget dækning af to republikanere, som har kritiseret Trump direkte: Senator Jeff Flake fra Arizona og senator Bob Corker fra Tennessee. Deres udtryk for frustration og forfærdelse over Trumps ledelse af det republikanske parti er blevet meget bredt rapporteret og mange, inklusive mig, mener at hvad de udtrykker reflekterer mange republikaneres meninger, meninger som holdes bag lukkede døre. Det er mit indtryk at republikanerne for det meste foretrækker at holde eventuel kritik af deres partis leder bag lukkede døre og fokusere på at arbejde mod lovgivning i stedet for at ende i et internt partislagsmål. Men man får mere og mere fornemmelsen af at republikanerne for alvor har brug for en håndgribelig politisk sejr de kan samle sig om, både fordi der nu kun er cirka et år til næste midtvejsvalg, men også fordi at republikanerne ikke virker til at samle sig og begejstret stå bag den nuværende republikanske ledelse under præsident Trump.

Orkaner påvirker arbejdsløsheden i USA

I løbet af de sidste syv år har USAs økonomi kæmpet sig ovenpå igen efter finanskrisen. Arbejdsløshedsheden var på sit højeste på 10% i oktober 2009 og er nu faldet til 4.2% for september 2017. Dermed er arbejdsløshedsprocenten på sit laveste siden februar 2001, hvilket var sidste gang den var på 4.2%. Dette virker altså til at være en fortsat positiv trend i arbejdsløshedstallene, men desværre er virkeligheden mere kompliceret. I september måned faldt tallet af arbejdspladser med 33.000.

 

Arbejdsløshedstallene repræsenterer altså et paradoks i den måde de fremstår, da september måned repræsenterer et betydeligt fald i arbejdsløshedsprocenten til 4.2%, men at USAs økonomi til trods for dette mistede 33.000 arbejdspladser. Dette paradoks har jeg beskrevet tidligere i andre indlæg, fordi det ofte er relevant, når man betragter arbejdsløshedstallene i USA. Procenttallene repræsenterer antallet af arbejdsduelige, som har søgt job indenfor de sidste fire uger. Hvis der kommer udsving i dette tal, så kan det overordnede procenttal af arbejdsløse påvirkes med paradoksale resultater.

 

Hvis færre arbejdsløse søger arbejde én måned, fordi de er frustrerede eller forhindrede, er der færre arbejdsløse i kategorien arbejdsløse, hvilket kan betyde at den overordnede arbejdsløshedsprocent kan rykke sig mere end hvad underliggende antal af arbejdsløse potentielt kunne være. Hvis disse arbejdsløse så vælger at søge arbejde igen kan deres tilstedeværelse i statistikken betyde, at arbejdsløshedsprocenten stiger tilsvarende igen. I begge tilfælde er der ikke tale om store mængder arbejdsløse der står uden for statistikkerne og typisk vil udsving i arbejdsløshedsprocenten ikke være markante, selvom de i nogle tilfælde vil være relevante. For september måned opgøres det at cirka 1.6 millioner arbejdsløse amerikanere ikke har ansøgt om job indenfor de sidste fire uger og altså ikke figurerer i arbejdsløshedsprocenten. Dette er også en stigning på cirka 100.000 fra forrige måned.

 

En vigtig del af forklaringen på oktobers negative jobtal er at i september måned var at ramte orkanerne Irma og Harvey USA, hvilket påvirkede virksomheder og ansatte i henholdsvis Florida og Texas. Evakueringer eller lukning af virksomheder og forretninger mens orkanerne ramte betød at mange amerikanere, som havde beskæftigelse, ikke kunne arbejde, heller ikke modtog lønninger og derfor regnes som arbejdsløse for måneden. Antallet af amerikanere, der bidrager til arbejdsløshedstallet på grund af disse årsager er 105.000.

 

Overordnet set er september måneds arbejdsløshedstal påvirkede af orkanerne og når de ramte stater kommer sig ovenpå konsekvenserne vil arbejdsløshedstallene sandsynligvis vende tilbage til den overordnede positive trend i jobskabelse i USA. Hvor hurtigt dette vil ske kommer til at vise sig inden længe, når tallene for oktober offentliggøres til november. Det bliver også spændende, at følge med i hvorvidt de arbejdsløse der lige nu står uden for statistikkerne vil røre mere på sig over de kommende måneder og hvordan det påvirker den overordnede arbejdsløshedsprocent.

Arbejdsløshedstallene under Trump

Arbejdsløshedstallene er en af de mest refererede økonomiske indikatorer, når man skal forsøge at beskrive tilstanden for USAs økonomi. De siger meget om hvordan USAs økonomi udvikler sig måned for måned, hvilke industrier der ansætter mange, hvilke der ansætter få, og hvilke der opsiger folk. Men arbejdsløshedstallene beskriver også de arbejdssøgenes underliggende tillid til deres mulighed for at få et job og er noget mere kompleks end bare en præsentation af et procenttal. Et andet relevant aspekt af tallenes udlægninger er hvordan de præsenteres og udlægges, som nogle gange kan være uforenelige med rent faktiske udviklinger.

 

Til sin tale til de Forenede Nationers forsamling i New York den 19. september præsenterede præsident Donald Trump blandt meget andet sin opfattelse af sit lands økonomiske tilstand:
”The stock market is at an all-time high, a record. Unemployment is at its lowest level in 16 years, and because of our regulatory and other reforms, we have more people working in the United States today than ever before. Companies are moving back, creating job growth the likes of which our country has not seen in a very long time.”

 

I denne udtalelse er der flere ting at tage fat i. Arbejdsløshedsprocenten for august 2017 er 4.4%. Som udgangspunkt har Trump ret ikke nødvendigvis helt ret i at arbejdsløsheden er den laveste i 16 år. Hvis man ser på arbejdsløshedstallene, som udgives fra det føderale Bureau of Labor Statistics, så er arbejdsløsheden for tiden det laveste den har været siden marts 2007, hvor den var 4.4%, før krisen begyndte. Muligvis refererer Trump til tilsvarende tal fra april 2001, hvor den også var 4.4%, som er tidspunktet før arbejdsløsheden steg i kølvandet på IT-boblen i starten af dette årtusind. Det virker derfor som om Trump refererer til andre tal end de officielle tal eller at der fra politisk side forsøges at præsentere en omstændighed i et mere favorabelt lys. Dette synes at være unødvendigt i dette tilfælde, da det er tydeligt, at USAs arbejdsløshedstal er de laveste de har været de sidste ti år, hvilket understreger en sund, omend langvarig trend mod ansættelse siden finanskrisen 2007-2008. Dette understreger også det faktum, at ud fra en overfladisk betragtning, så har det taget USA et årti at komme sig efter de chokbølger finanskrisen sendte ud i arbejdsmarkedet. Dette er jo nok præcis en overfladisk betragtning, da de reelle komplikationer finanskrisen har skabt på arbejdsmarkedet, på kort og lang sigt, er mere nuancerede end kun hvad tallene giver udtryk for. Men ikke desto mindre er der grund til optimisme, da udviklingen konsekvent har gået den rigtige vej. Faktisk kan den amerikanske økonomi bryste sig af at have oplevet 83 måneder i træk med positiv jobvækst, hvilket er en solid og sund trend i den rigtige retning.

 

Et andet aspekt af Trumps udtalelse i sin tale er påstanden, at virksomheder skaber en jobvækst i USA ”hvis lige landet ikke har set i meget lang tid”. Desværre virker det til at Trump igen forsøger at fremstille situationen i et mere favorabelt lys end hvad fakta kan understøtte. Jeg har hentet tal fra Bureau of Labor Statistics og lavet denne oversigt over udviklingen i arbejdsløshed det seneste års tid:

Screen Shot 2017-10-06 at 10.03.12

 

Som man tydeligt kan se, så er der en fin trend i tallene mod lavere arbejdsløshed over det seneste års tid. Jeg skrev tidligere at USA har oplevet 83 måneders jobvækst i streg, så man vil måske undre sig over at denne graf viser enkelte måneder med stigende arbejdsløshed. Dette skyldes at disse tal vises i procenter, og ikke inkluderer arbejdsløse, der ikke har søgt arbejde indenfor de sidste fire uger. Dette er en metode Bureau of Labor Statistics benytter sig af for at have det mest præcise billede af antallet af nuværende jobsøgende som muligt, men det kan derfor også betyde at der pludseligt kan komme et større antal jobsøgere i den samlede numeriske pulje, og man kan opleve måneder hvor der til trods for måske et par hundrede tusinder nye job stadig sker en stigning i arbejdsløshedsprocenten.

 

Ikke desto mindre, så er det tydeligt at USA det sidste år har oplevet en nedgang i arbejdsløshedsprocenten fra cirka 4.9% i juli 2016 til 4.4% i august 2017. Dette er altså en reduktion af arbejdsløshedsprocenten på cirka et halvt procent-point på ét års tid. Efter finanskrisen var arbejdsløsheden i USA var på sit højeste punkt i oktober 2009 hvor den var 10%. Over de efterfølgende otte år er arbejdsløshedsprocenten altså faldet næsten 5.6 procentpoint ned til 4.4%, hvilket svarer til et gennemsnitligt fald i arbejdsløsheden på 0.7 procentpoint per år for hele perioden. Ud fra et fokus på Bureau of Labor Statistics tal er det altså tydeligt at selvom faldet på 0.5 procentpoint arbejdsløshed over det sidste år, set i procenttallene brugt her, er en del af en langvarig sund trend i den rigtige retning, så stemmer det desværre ikke overens med Trumps udtalelser om at der skulle være tale om en stigning i ansættelse, ”hvis lige landet ikke har set i meget lang tid”.

 

Derudover er der også andre tendenser fra arbejdsløshedstallene, som ikke stemmer godt overens med Trumps valgløfter til sin base, nemlig at de industrier som Trump ønsker genoplivet ikke udgør en særlig stor andel af de nye job, der bliver skabt i USA, heller ikke over det sidste års tid. De tre store områder, der skaber job i USA over det sidste år er hvad Bureau of Labor Statistics betegner som: ”Food services and drinking places”, ”Professional and business services” og “health care“. Disse tre områder udgør de tre industrier, hvor jobvæksten har været størst det sidste års tid, fra juli 2016 til august 2017. ”Food services and drinking places” har ansat 300.000 amerikanere eller cirka 15% af alle ansat i løbet af året. ” Professional and business services” har ansat 507.000 amerikanere eller cirka 26% af alle ansat i løbet af året. ” Health care” har ansat 348.000 amerikanere eller cirka 18% af alle ansat i løbet af året.

 

I modsætning har de industrier, som Trump har fremhævet som værende de industrier, der skulle genoplives under hans præsidentembede og som har været fokuseret direkte mod hans politiske base, ikke oplevet den samme vækst. For eksempel har den brede betegnelse for industrier relateret til ”construction” ansat cirka 147.000 eller cirka 7.6% af alle ansat i løbet af året. Andre relevante industrier under beskrivelsen ”manufacturing” ansatte 81.000 eller cirka 4.2% af alle ansat i løbet af året.

 

Det skal noteres at tallene er taget fra de mindre pdf-beskrivelser af arbejdsløshedstallene, som udgives af Bureau of Labor Statistics, og i disse går de ikke altid i dybden med specifikke tal, men undlader ofte tal hvis et område ikke har udviklet sig nævneværdigt siden foregående måned. Derfor vil tallene for ”construction” og ”manufacturing” sandsynligvis være en anelse højere end her, hvis man dykkede helt ned i data. Ikke desto mindre vil den smule de ville stige ikke ændre ved den principielle pointe, at de industrier, som Trump gik til valg på skulle genoplives kun repræsenterer cirka 11.8% af den samlede mængde nye job det sidste års tid. Der er altså langt fra tale om en genoplivning af den type job, som hans politiske base har valgt ham på, blandt andet. Ydermere er der langt fra tale om jobvækst ”hvis lige landet ikke har set i meget lang tid.”

 

Mit indtryk er at Trump, både som person og politiker, forsøger at associere en fornuftig udvikling med sig selv, snarere end at se den i en større sammenhæng og de mere komplicerede nuancer. Så altså ikke noget, som man ikke ville forvente af en ivrig politiker, men måske en tendens man i særdeleshed kan forvente af USAs nuværende præsident.

“Tak, Obama.”

tak-obama

I morgen fratræder Barack Obama sit embede som USAs præsident efter otte stormombruste år. Han overtog embedet på et tidspunkt hvor USA var indblandet i to krige i Mellemøsten, havde mistet international anseelse blandt sine allierede, og som først i 11. time var blevet reddet fra den største økonomiske katastrofe siden 1929. De udfordringer som Obama stod overfor var massive, og samtidigt med at han skulle navigere et politisk landskab, der blev mere og mere politisk polariseret, skulle han også navigere den voldsomme reaktion på sin race, som den første sorte præsident i USAs historie. I dette indlæg forsøger jeg at give en vurdering af Obamas præsidentperiode, hvad han stod overfor, hvad han opnåede, og hvor han har modtaget kritik.

Intet enkelt indlæg kan sammenfatte alle detaljer af samtlige otte år Obama var præsident i USA. Derfor vil dette indlæg beskæftige sig med udvalgte dele af Obamas otte år og de emner, som jeg mener er er de vigtigste, og muligvis dem som Obamas eftertid vil huske ham for.

Obama og Kongressen

Bibelen beskriver syv gode år efterfuldt af syv dårlige år. Så heldig var Obama langtfra i sit forhold til den lovgivende forsamling Kongressen. Den mest produktive periode i Obamas præsidentembede var de første to år mellem hans tiltræden i 2009 og det efterfølgende kongresvalg i 2010, hvor sammensætningen af Kongressen forandrede sig betydeligt. I denne periode havde Obama og demokraterne et flertal i både Repræsentanternes Hus (257 mod 178) og Senatet (57 mod 41), hvilket betød at såfremt Obama kunne samle demokraterne om de lovgivningsmæssige prioriteter, så kunne demokraterne komme langt med deres lovgivningsmæssige dagsorden. Dette udmøntedes i tre omfattende lovgivningspakker, som uden tvivl vil definere Obamas præsidentembede i historiebøgerne.

Allerede i februar 2009, hvor Obama havde været præsident i mindre end tog måneder, kunne han underskrive American Recovery and Reinvestment Act, også kendt som den økonomiske stimuluspakke, hvori Obama forsøgte at bremse den økonomiske recession ovenpå finanskrisen i 2007-2008. Den samlede lovpakke var et ambitiøst eksempel på ekspansiv finanspolitik, hvor over $787 milliarder blev dirigeret ud i adskille projekter og sektorer, specielt infrastruktur, uddannelse, sygesikring, energi, og skatteændringer. Faktisk var hele $282 milliarder af stimuluspakken en sænkelse af skatter, med den tanke at flere penge i hænderne på amerikanske skatteydere ville resultere i mere økonomisk aktivitet og på længere sigt stimulere økonomien. Faktisk var denne del af lovgivningen den næststørste skattelettelse i USAs historie, kun overgået af George W. Bushs fra 2001. Den endelige lovpakke understregede også meget tydeligt et af den nye præsidents kærtegn: Selv når Obama ville gennemføre omfattende lovpakker bestred han sig på, såvidt muligt, at skabe konsensus eller i hvert fald lytte til så mange forskellige bidrag som muligt. Kritikere af stimuluspakken mente at det var den forkerte politik på det forkerte tidspunkt, at det at pådrage USA yderligere gæld i krisetider ikke ville hjælpe nationen økonomisk, snarere omvendt. Andre, der var enige i nødvendigheden af en stimuluspakke, mente omvendt at de $787 milliarder ikke var nok. Den nobelprisvindende økonom Paul Krugman gik så langt som at kalde recessionen efter finanskrisen for en depression og beskrev i sin bog ”End This Depression Now” hvordan, efter hans mening, stimuluspakken skulle have været langt mere omfattende og kaldte Obamas stimuluspakke for ”utilstrækkelig”.

I marts 2010 efter meget lang tids forhandling med demokrater, republikanere, og sygesikringsindustrien underskrev Obama den lovgiviningspakke, der er kommet til at definere hans præsidentembede, og som utvivlsomt vil stå som hans største bedrift, om end ikke uden kontroverser. Loven hedder The Patient Protection and Affordable Care Act, men er bedst kendt under betegnelsen ”Obamacare”. Denne lov er Obamas ambitiøse forsøg på at udvide sygesikringen for de borgere, som enten ikke kan få oprettet en forsikring på grund af tidligere sygdom eller fordi de ganske enkelt ikke har råd til at tegne grundlæggende forsikring. Loven oprettede en såkaldt ”markedsplads” for nye forsikringer gennem flere store forsikringsselskaber, der var trådt ind i samarbejdet med den føderale regering. På denne måde var sygesikringen ikke direkte dækket af den regering, som vi kender det i Europa, men private sygesikringsselskabers forsikringer blev tilordnet og kanaliseret gennem Obamacare. En vigtig komponent i Obamacare var at forsikring blev gjort obligatorisk for alle borgere i USA, og hvis man ikke havde forsikring eller anskaffede sig en, så kunne man pålægges bøder. Til dato anslås det at 20 millioner amerikanere, der ikke tidligere har haft forsikring nu har det gennem Obamacare. Det er et bemærkelsesværdigt resultat, specielt fordi reformer af sundhedssektoren i USA er langsommelige og uhyre politisk besværlige, da sektoren har penge og indflydelse nok til at påvirke lovgivning direkte i Kongressen. Obamacare mødte hård modstand fra republikanerne, der siden dens vedtagelse har forsøgt at omstøde lovpakken fuldstændigt over 60 gange i alt, uden held. Et eksempel på hvor stor polemik, der har været omkring Obamacare, er at Sarah Palin i en berygtet tale om lovpakken udtalte at amerikanske borgere nu skulle foran såkaldte ”dødspaneler”, der skulle vurdere hvorvidt de skulle leve eller dø. Retorikken og modstanden omkring Obamacare har i meget høj grad også været båret af politisk modstand mod demokraterne i almindelighed og Obama i særdeleshed. Selve kælenavnet ”Obamacare” var oprindeligt et republikansk tilnavn som forsøgte at sværte lovpakken. Men Obamas reaktion på dette kælenavn var elegant og direkte: ”I do care”, sagde han, og derfra havde han tilegnet sig Obamacare som sit eget. I nyere tid er Obamacare kommet i vanskeligheder udenfor den politiske arena. Grundtanken var at alle amerikanske borgere uden forsikring skulle tegne forsikringer, så de ældre og syge, der havde brug for forsikringer, blev understøttet af unge som ikke var syge og deres indbetalinger gennem systemet. Tal har vist at raske unge ikke har købt forsikringer gennem systemet, hvilket har rejst spekulation i hvorvidt priserne gennem Obamacare er nødsaget til at stige, måske endda så meget som 25%, for at kunne forblive kørende. Der har endda været snak om at et af de store forsikringsfirmaer ville trække sig fra Obamacare nemlig på grund af denne problematik, hvilket ville være et meget stort problem for den samlede lovpakke. Obamacare er den måske vigtigste del af Obamas politiske arv som præsident, men lovpakkens fremtid er langtfra sikker. Den kommende præsident og den kommende kongres har mulighed for at omstøde Obamacare fuldstændigt, hvilket ville reducere Obamas politiske arv betragteligt.

Få måneder efter Obamacare underskrev Obama endnu en omfattende og kontroversiel lovpakke: The Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act, den omfattende regulering af bankerne og de finansielle markeder i USA i kølvandet på finanskrisen. Denne lovpakke underskrev han i juli 2010. Lovpakkens mål var at genoprette regulering, der havde været mangelfuld op til finanskrisen, og at indføre regler og standarder, der fremadrettet kunne forhindre lignende kriser. Den overordnede linje fokuserede på finansiel stabilitet, for eksempel ved at tvinge banker til at have større økonomisk stødpuder, altså at de havde flere penge lagt til side relativt til deres udestående investeringer eller spekulationer end tidligere. Den mest håndgribelige del af lovpakken var oprettelsen af Bureau of Financial Consumer Financial Protection, et bureau hvis hovedopgave var at beskytte borgere mod finansielle fælder, såsom urimelige renter, lån, og lignende. Bureauet arbejder sammen med amerikanere mod urimelige økonomiske praksisser i USA og mod øget finansiel gennemsigtighed, specielt i sammenhænge hvor USAs borgere kæmper med at forstå regler for lån eller lignende. Den overordnede lovgivningspakke har, ikke overraskende, også været mål for omfattende politisk modstand fra republikanerne, bankerne, og den finansielle industri. Kritikere mener at den har betydet yderligere registrerings-, informations-, og oplysningskrav, som specielt mindre virksomheder, der arbejder ind over de finansielle markeder, kan have svært ved at leve op til. Derudover er der mange kritikere der mener at en recession er et dårligt tidspunkt at stramme bånd omkring den finansielle sektor. Modsat Obamacare er Dodd-Frank Act mindre umiddelbart mærkbar for almindelige amerikanere, men den repræsenterer i høj grad et efterspil til finanskrisen, som var nødvendigt. Det fornuftige efterspil ville være at ændre hvor båndende er strammest, men virkeligheden er nok at også denne lovgivningspakke står overfor en republikansk kongres, hvori ledende republikanere ofte har udtalt deres ønske om at se lovgivningen omstødt.

Den Politiske Modstand

Til kongresvalget i 2010 mistede demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus (242-193) og mistede næsten flertallet i Senatet (51-47). Demokraten Nancy Pelosi trådte ned som formandspositionen Speaker i Repræsentanternes Hus og republikaneren John Boehner tiltrådte stillingen, blev derved den mest magtfulde republikaner, og var spydspidsen af den resolutte opposition til Obamas præsidentembede. I kølvandet på Obamas sejr i 2008 havde en højreorienteret politisk bevægelse opnået indflydelse i Kongressen. Den såkaldte Tea Party-bevægelse var en katalysator for den politiske modstand mod Obama som havde simret længe, men som kogte over op til valget i 2010. Modstanden havde sandsynligvis flere komponenter: Republikanske vælgere, der var skuffet over den demokratiske sejr og de store lovpakker Obama havde fået igennem, amerikanere, der var frustrerede over at en sort mand var blevet stemt ind som præsident, og en generel frustration over færre job- og uddannelsesmæssige muligheder. Det hele var pakket ind i en protest over for høje skatte, da navnet Tea Party var en reference til de protester mod høje engelske skatter på te, der ledte til protester og optøjer i Boston 1773. Men som mange sidenhen har påtalt så er navnet på bevægelsen mærkværdigt, fordi der til trods for bevægelsens medlemmers overbevisning, så var skatteniveauet under Obama ikke steget, men faktisk faldet en anelse, blandt andet på grund af Obamas stimuluspakke, som nævnt ovenfor. Ikke desto mindre lykkedes det Tea Party-bevægelsen at få flere fremtrædende medlemmer ind i Kongressen som republikanere. Modsat den venstreorienterede bevægelse Occupy Wall Street, som aldrig fik omsat sig til en vedvarende politisk magtfaktor, blev Tea Party-bevægelsens medlemmer en fremtrædende magtfaktor i amerikansk politik i almindelighed og modstanden mod Obama i særdeleshed. Modstanden mod Obamas præsidentembede var effektiv. Blokeringer af lovgivning i Kongressen satte rekorder og Obamas muligheder for igen at vedtage omfattende lovpakker forsvandt. De lovgivende forsamlinger under Obama har båret præg af den politiske modstand og har været blandt de mindst produktive, set i antal vedtagne love, i USAs historie. Dette til trods for krisetider. Alene dette faktum er en af de store skygger der er blevet kastet over Obama og demokraternes omdømme, selvom det omvendt er svært at forestille sig hvordan Obama skulle have modvirket denne voldsomme politiske modstand.

Obamas Problemer

Ikke kun de lovgivningsmæssige forhindringer vil kaste skygger over Obamas præsidentembede når historiebøgerne skal skrives. Specielt krigen mod terror har forvoldt Obama mange problemer, ikke mindst med de løfter han har afgivet. I krigen mod terror under George W. Bush benyttede efterretningstjenesterne sig af såkaldt ”udvidede forhørsteknikker”, som rimeligvis kan kaldes tortur, herunder waterboarding, en teknik hvorigennem den forhørte udsættes for simuleret drukning gentagne gange for at fremkalde en akut dødsfrygt. Det mest ekstreme eksempel var Khalid Sheikh Mohammed, som blev tilbageholdt af CIA og som blev udsat for waterboarding 183 gange. Udover det umenneskelige element af at udsætte en person for denne slags tortur er det sidenhen blevet klart at Khalid Sheikh Mohammed har givet CIA beviseligt forkerte informationer ganske enkelt for at slippe for tortur. Obama har bandlyst brugen af waterboarding, hvilket har været et nødvendigt skridt for at imødekomme voldsomme internationale protester.

Det var også et erklæret mål for Obama at lukke den berygtede lejr i Guantánamo Bay i Cuba, der huser adskillige terrormistænkte, og repræsenterer en af de største moralske problemstillinger i krigen. De mistænkte, der er blevet tilbageholdt i Guantánamo Bay har ikke været stillet for en domstol eller haft nogen mulighed for at bevise deres uskyld, og der har været grufulde eksempler på unge mænd, der uden nogen rimelig årsag er blevet formodet at være terrorister og indespærret på ubestemt tid og udsat for forskellige ”udvidede forhørsteknikker.” Til trods for Obamas målsætning om at nedlægge basen på Cuba har det ikke lykkedes at overføre fangerne til USA og givet dem muligheden for en fair rettergang. Modargumentet mod dette, som desværre har vundet den politiske kamp, har været at overførslen af disse fanger til USA vil være en for stor sikkerhedsrisiko. Løftet om at lukke Guantánamo Bay-fængslet har vist sig at være et løfte som Obama ikke har kunnet indfri og som vil præge hans eftermæle negativt.

I krigen mod terror har Obama fokuseret meget på droneangreb for at spare amerikanske soldater, men brugen af droneangreb har vist sig at være uhyre kontroversielle, specielt fordi disse angreb ofte resulterer i civile tab. Hamid Karzai, tidligere statsminister i Afghanistan, brugte mange år på at opfordre USA og Obama til at nedtrappe brugen af droneangreb på grund af de civile tab og fordi at mange afghanere tog skarpt afstand fra disse bombetogter og potentielt kunne vende sig mod USA. Droneangrebene blev også kontroversielle på grund af deres berettigelse under den amerikanske forfatning. Anwar al-Awlaki, der havde et amerikansk statsborgerskab og som havde studeret i USA, blev i 2011 udpeget som mål for amerikanske droner som direkte resultat af Obamas ordrer og blev dræbt ved et droneangreb. Dette satte Obama i en juridisk klemme, for hvordan kan den amerikanske præsident beordre en statsborger dræbt uden at være i strid med den amerikanske forfatning? Svaret på det spørgsmål cirkulerede frem og tilbage mellem det amerikanske Justitsministerie og det amerikanske militær, men ingen af dem turde hverken bekræfte eller benægte præsidentens autoritet til at beordre en amerikansk statsborger dræbt. Obamas ordre til at dræbe Anwar al-Awlaki med et droneangreb er et uhyggeligt eksempel på hvor langt præsidentens magt kan strækkes under krigen mod terror og et principielt paradoks hvor Obama, universitetsunderviser i forfatningslov, sandsynligvis har brudt loven og den amerikanske forfatning.

En af de største triumfer i krigen mod terror var den militæraktion der dræbte Osama Bin Laden i Pakistan den 2. maj i 2011. Lederen af Al-Qaeda var blevet et velkendt symbol i krigen mod terror efter angrebene i USA den 11. september 2001. I det efterfølgende årti var han den mest eftersøgte mand i verden, men alligevel lykkedes det ham at undslippe sine forfølgere gang på gang. Ikke desto mindre endte hans ledelse af Al-Qaeda, da det nu vidtberømte Seal Team 6 indtog hans sidste skjulested og dræbte ham. I 2011 udtalte mange eksperter at Bin Ladens død ikke ville betyde Al-Qaedas kollaps, da terrororganisationen var opdelt på måder der gjorde de forskellige dele selvfungerende. Ikke desto mindre var Bin Ladens død et militært resultat, et symbol for krigen mod terror og en forløsning på den hævnfølelse som mange amerikanere havde haft siden september 2001. At være den præsident der gav USA den forløsning vil være en del af fundamentet for Obamas arv.

I forhold til USAs relationer til deres egen halvkugle, specielt de sydamerikanske lande, blev Obama hyldet for sin genåbning af diplomatiske relationer til Cuba. USA lukkede sine diplomatiske relationer til Cuba under John F. Kennedy i 1961 under den Kolde Krig, men genetablerede ikke relationerne efter murens fald i 1989. På grund af dette har mange lovprist Obama for at genåbne relationerne, da det ganske enkelt er et levn fra en anden tid. Bag denne tanke findes der et mere kynisk realpolitisk mål, nemlig at opnå større velvilje hos specielt de sydamerikanske nationer, fordi USAs relation til disse lande har lidt meget både i det forrige århundrede, men også efter Sovjetunionens kollaps. Under den kolde krig, har USA blandet sig i demokratiske valg, støttet oprørsstyrker, og væltet demokratisk valgte regeringer, handlinger der har trukket blodige spor gennem det sydamerikanske kontinent. Men eksperter har også påpeget at USA har været decideret arrogante overfor deres naboer på deres egen halvkugle også under Obamas præsidentperiode. Dette har betydet at der er dannet mange regionale internationale organisationer, der har udelukket Canada og USA, for at fokusere på egne fælles interesser. Således er USAs åbning af diplomatiske relationer med Cuba også en nødvendighed for at bevare tætte relationer med det sydamerikanske kontinent.

Obama og Højesteret

Mens Obama har været præsident har han haft mulighed for at sætte sit præg på den amerikanske højesteret. I løbet af sin embedsperiode har han haft mulighed for at nominere to dommere til højesteretten: Sonia Sotamayor i 2009 og Elena Kagan i 2010. Denne periode var som nævnt tidligere også den periode hvor Obama sad tungt på Kongressen, hvor Senatet bekræfter nomineringer til højesteret med flertal. Da den ultrakonservative højesteretsdommer Antonin Scalia døde sidste februar blokerede republikanerne Obamas nominering af den moderate Merrick Garland. Reaktionen var symptomatisk på den politiske modstand Obama har mødt i størstedelen af sit præsidentembede. Til trods for at præsidenten har den forfatningsbaserede ret og pligt til at nominere kandidater til højesteret mente republikanerne ikke at Obama skulle tillades at udfylde denne rolle. I juni udtalte lederen af det republikanske flertal i Senatet at Obama ikke skulle have lov til at nominere en kandidat i ”11. time” til trods for at der ikke i forfatningen er nogen sådan vurdering af præsidentens rolle. For republikanerne har det været en enkel politisk kalkule: Blokér Obamas nominering i 11 måneder og håb på at den næste præsident bliver en republikaner, der så kan nominere en mere passende kandidat. Dette har betydet at højesteret, der normalt har ni medlemmer, har måttet forsøge at afgøre sager med sine kun otte medlemmer, eller udskyde sager til der kan opnås flertalsafstemninger.

I løbet af Obamas præsidentperiode har den amerikanske højesteret dog alligevel fået vedtaget ganske vigtige domme som vil have stor betydning for USA. Her har jeg kun udvalgt to: Obergefell v. Hodges og Citizens United v. Federal Election Comission. Den første afgørelse, Obergefell v. Hodges fra 2015, var den afgørelse der afgjorde at homoseksuelle ægteskaber ikke kunne forbydes med udgangspunkt i forfatningen, hvilket direkte betød at homoseksuelle ægteskaber i USA var lovlige fra den dag dommen blev afgivet. Afgørelsen blev bestemt på en afstemning der lød 5-4, hvilket understreger både den modstand der var mod kendelsen i højesteretten, og så absolut også befolkningen som et hele. Til trods for at mange fejrede beslutningen som historisk, både i USA og Europa, så er det vigtigt at huske på at beslutningen i USA var meget kontroversiel og at Obama selv før kendelsen kun indrømmede at han var for homoseksuelle ægteskaber fordi han var blevet ”outet” (så at sige) af sin vicepræsident Joe Biden.

Den anden afgørelse, Citizens United v. Federal Election Comission fra 2010, var den højesteretsafgørelse der stadfæstede at de såkaldte ”Super-PACs” ikke var i strid med hverken forfatningen eller eksisterende lovgivning. Super-PACs repræsenterer det ultimative udtryk for penge i amerikansk politik og har betydet en syndflod af ekstra penge i amerikansk politik siden 2010. Teknisk set er en Super-PAC en organisation der hedder ”501(c)”, som er klassificeret som en ”Social-Velfærdsorganisation,” der kan bidrage til offentligt og politisk liv. Den typiske Super-PAC er undertypen ”501(c)(4),” der også kaldes en ”independent expenditure-only committee”, fordi Super-PACs fordel er at de kan indsamle og bruge penge uden øvre begrænsninger modsat traditionelle politiske komiteorganisationer, PACs, som alle amerikanske politikere bruger som deres kampagners pengekister. En af de primære regler for Super-PACs er at deres ledelse ikke må koordinere direkte med politiske kampagner, men siden har Super-PACs alligevel været fremtrædende ved alle store valg, specielt for præsidentkandidater, der alle har haft ”uofficielle” Super-PACs i ryggen, ofte ledet af nære personlige venner eller professionelle konsulenter. I 2010 eksisterede var der 83 registrerede Super-PACs, der indsamlede for $62.4 millioner. I valgåret 2016 var disse tal steget til 2,421 registrerede Super-PACs, der indsamlede for over $1,799.4 milliard.

Til trods for at valgåret 2016 er det dyreste i amerikansk historie og at der er tale om svimlende beløb var tallene faktisk mindre end forventet, hvilket jeg mener primært kan skyldes at der ikke var organiseret lige så meget på den republikanske side af præsidentvalgkampen. Selvom Obama ikke har haft direkte indflydelse på Super-PACs’ oprindelse vil deres fremadstormende indflydelse på amerikanske valg blive set som en del af Obama-tidens arv.

”Tak, Obama.”

Personligt mener jeg ikke at man kan reducere et embede som præsident til en enkelt opstilling af hvorvidt en præsident har klaret sig godt eller dårligt. Embedet er uendeligt kompliceret og der er nok ikke noget arbejde i verden, der kræver så meget af den person, der bestrider det, som præsidentembedet. For mit vedkommende synes jeg det er meget mere relevant at snakke om Obama i en kontekst af den tid han blev præsident og hvordan hans personlige tilgang hjalp ham og nationen eller ej. Obama blev valgt som præsident på et tidspunkt hvor USA var indblandet i to krige i Mellemøsten, og en overordnet krig mod terror, der stadig kaster lange skygger over USAs omdømme. Han blev valgt ind som præsident i tiden umiddelbart efter den største finanskrise i USA siden 1929. Året efter han blev valgt ind oplevede USA den største arbejdsløshedsprocent siden 1982. Han blev valgt ind som den første sorte præsident i USAs historie, blot 43 år efter at det blev slået fast ved lov at der ikke kunne diskrimineres mod sorte vælgere. Han blev valgt ind på et tidspunkt hvor politisk polarisering var blevet en almindelig del af Washington-politik. Denne kontekst var der mildest talt ikke noget nogen der misundte ham. Men hans politiske fremgangsmåde har afspejlet hans personlige gemyt og han har været en solid og stabil præsident i en periode i moderne amerikanske historie, hvor der så absolut har været brug for stabilitet. Selvom stabilitet nok er et usædvanligt ord at bruge om politik i USA, så mener jeg at hans håndtering af specielt finanskrisen og dens efterspil har været fornuftig. Frasen ”Tak, Obama” understreger den ambivalente holdning USA har haft til deres præsident, hvor mange mente (og nok stadig mener) at Obama har været den værste præsident i USAs historie, mens mange andre omvendt mente at han har været en af de bedste. Frasen opstod også ud af et hav af utilfredshed som blev rettet mod Obama, hvor Obama i vanlig stil lavede en video som svar på sarkastisk tiltale hvori han forsøgte at dyppe en chokoladekiks i et glas mælk og da det ikke lykkes, fordi kiksen er for stor, udbryder han skuffet ”Thanks, Obama!”. Dette er et af mange forsøg hvor Obama vender den selvretfærdige og ofte smålige anklager mod hans person til noget han selv kontrollerer, som med tilnavnet Obamacare i sin tid. Præsident Barack Obama har ikke været en perfekt præsident, hvilket der ikke er nogen der har været eller vil være. Men til trods for sine mangler har han styret USA ud af en hård recession, udvidet sygesikring for amerikanere, bandlyst brug af waterboarding, øget reguleringen af bankerne, og har gjort det med en beundringsværdig tålmodighed, specielt taget i betragtning hvor meget polemik og palaver han har oplevet i løbet af sit præsidentembede. Det er min mening at vi, uanset vore nationale tilhørsforholde, kan være meget taknemmelige for at have haft en solid, tålmodig, og værdigt beslutsom præsident i det Hvide Hus de sidste otte år. Tiden vil vise hvornår vi får en lignende statsmand som præsident for USA igen.

(license)

Hvad gør demokraterne nu?

29514001236_58c2e0df25_b

Ovenpå et svigende nederlag for Hillary Clinton til Donald Trump i går står det demokratiske parti overfor en nødvendig og måske endda tiltrængt selvransagelse. Hvad bliver partiets fremtid under Trumps præsidentembede og hvordan skal demokraterne arbejde for deres mærkesager med mindretal i begge kamre af den lovgivende forsamling? Der er stadig mange detaljer fra gårsdagens valg, der vil blive tydeligere over det næste stykke tid, så de forkromede planer er ikke lagt endnu, men i dette indlæg vil jeg forsøge at give mit bud på hvad demokraternes sandsynlige vej frem bliver over de næste år.

Et svigende nederlag

Det er umuligt at forestille sig hvordan det må have føltes for Hillary Clinton at tabe et valg, hun nok har kæmpet frem mod det meste af sit liv, og som hun endeløst har arbejdet for at kvalificere sig til. Hun har måttet kæmpe mod køns-stereotype fordomme helt tilbage fra da hun var yngre, specielt i tiden hvor Bill Clinton var guvernør i staten Arkansas og hun skulle finde fred med rollen som guvernørfrue. Det har nok været svært for en bragende intelligent og drevet ung kvinde at skulle affinde sig med at stå ved siden af eller i skyggen af sin mand, også selv om det var Bill Clinton, der var tale om. Men hun har brugt det meste af sit voksne liv på indrette sig efter de politiske spilleregler: Hun har ændret sin fremtonen, sit udseende, og sin ambition, så hun kunne drage fordele uden at frastøde. Det har været en politisk styrke, men som valgkampen og hendes karriere understreger har det været et tveægget sværd, fordi hun ofte blev opfattet som en pragmatisk politiker, snarere end en oprigtig person. Det er et forfærdeligt paradoks Clinton har stået i det meste af sit offentlige liv: På den ene side blev hun kritiseret for at være for uortodoks da hun var yngre, hvilket resulterede i at hun forsøgte at ændre på sig selv for bedre at følge spillets regler, men på den anden side blev hun kritiseret for at være for god til at spille det politiske spil, da hun havde bøjet sig for at adlyde dem.

Det er umuligt at forestille sig hvad Hillary Clinton har følt, da det gik op for hende at hun nu igen stod i lyset af en anden, og at denne gang var det Donald Trump, en mand, der har ignoreret, brudt, eller hånet alle de traditionelle politiske spilleregler i USA. Ikke nok med at han har brudt med hvad der forventes af etablerede politikere, så har Trump endda vendt dette til sin fordel og har nu vundet præsidentembedet, til stor overraskelse og i direkte uoverensstemmelse med nationale meningsmålinger. Hvad Hillary Clintons rolle bliver i amerikansk politik fremover er selvfølgelig usikker, men det virker som et sikkert bud, at hun ikke får muligheden for at stille op som præsident igen, at hun ikke igen får muligheden for at skrive historie. Som den første kvindelige præsidentkandidat for et at de store partier har hun personificeret udviklingen der er opnået i det 21. århundrede, men hun har ikke kunnet nå hele vejen i hus og blive valgt som den første kvindelige præsident. Den plads i historiebøgerne vil sandsynligvis tilfalde en anden, men ingen kan sige at Hillary Clinton, på både godt og ondt, ikke har været med til at bane vejen for kvinder i amerikansk politik. Det er en vigtig del af hendes politiske arv.

Clintons nederlagstale: ”Jeg har kæmpet for det jeg har troet på”

For ganske kort tid siden erkendte en tydeligt rørt Hillary Clinton sit nederlag til præsidentvalget. Hun takkede de mange amerikanere, som tog del i hendes kampagne, og sagde at hun følte ”stolthed og taknemmelighed” for den store indsats. Hun opfordrede de unge amerikanere, der har støttet hende til at fortsætte kampen for hvad de tror på, for som hun sagde: ”Jeg har kæmpet for det jeg tror på.” Hun anerkendte hvor hårdt og følelsesladet dette øjeblik var for hende og hvor mange andre der deler denne sorg og sagde: ”at kæmpe for hvad der er rigtigt er det værd”. Til de mange amerikanske kvinder der har støttet hendes kampagne sagde hun at intet har gjort hende mere stolt end at være deres forkæmper, og at kampen for et inklusivt USA fortsætte ufortrødent. Hun afsluttede sin tale med et optimistisk ordheld, som er typisk amerikansk: ”Vore bedste dage er stadig foran os.” Det var en følelsesladet, disciplineret, og imponerende tale, der afspejlede den personlige karakter som Hillary Clinton har og at det arbejde som hun har lagt i sin kampagne ikke slutter med valget, men fortsætter i det demokratiske parti.

Det Demokratiske Parti

Udover at være et svigende personligt nederlag for Hillary Clinton er valget også et nederlag for det Demokratiske Parti, som nu må indse deres nederlags ophav og rette ind efter dette. Clintons nederlag var et nederlag for de højre- og midter-orienterede dele af partiet, og det virker sandsynligt at den mere venstreorienterede fløj af partiet, den såkaldte progressive fløj, kommer til at træde frem og tage en mere afgørende rolle i partiets fremtid. Bernie Sanders og Elizabeth Warren, to politikere som personificerer den progressive fløj, har været fremtrædende demokrater de seneste år, og det virkede tydeligt at Clinton også skulle bøje mere mod venstre, hvis hun skulle kunne arbejde sammen med dem, hvis hun var blevet præsident.

Den progressive fløj, og specielt Sanders og Warren, kendetegnes ved et fokus på økonomisk politik, hvor der argumenteres for at den amerikanske økonomi disproportionalt gavner de rigeste amerikanere, men efterlader ”almindelige” amerikanere i et system med en lav mindsteløn, dyr uddannelse, og svære muligheder for at få et job. Dette fokus på økonomi for også de lavtuddannede hvide amerikanere, specielt i den såkaldte ”working class”, som Trump har appelleret overbevisende til er en afgørende demografisk gruppe, som demokraterne skal fokusere yderligere på i den nærmeste fremtid. Valget i går var en bitter påmindelse om at denne gruppe ikke længere føler at demokraterne repræsenterer dem, men at Trump var manden, der snakkede direkte til dem. Men når det er sagt, så skal demokraterne samtidig stå stålfast ved deres forhold til deres egne vælgere i storbyerne, blandt de højtuddannede, og minoriteterne. Der er mulighed for en endnu bredere koalition af amerikanere i det demokratiske parti.

Samarbejde eller guerillakrig?

Frem mod 2018s midtvejsvalg, hvor demokraterne får mulighed for at påvirke situationen i kongressen, skal demokraterne finde ud af at navigere en svær balance i forholdet til republikanerne. På den ene side skal de kunne samarbejde med det republikanske flertal i den lovgivende forsamling om de vigtige ting, som der til trods for den politiske polarisering kan findes enighed om. På den anden side kan demokraterne blive nødt til at føre den samme politiske guerillakrig i Senatet, som republikanerne har ført mod præsident Obama.

I Senatet kan senatorer blokere afstemninger ved en såkaldt ”filibuster”. Filibusteren er en teknisk manøvre, der forhindrer afstemning på lovgivning, og eksisterer som en slags bremseklods, som et mindretal i Senatet kan benytte for at forhindre at blive tilsidesat af et flertal. En filibuster kan annulleres i Senatet, men kun ved et såkaldt ”super-flertal” på 60 ud af de 100 senatorer. Da Republikanerne kun står til et snævert flertal i Senatet vil det blive svært for dem at annullere brugen af filibuster i Senatet uden samarbejde med demokraterne. Men samtidig skal der ikke mange demokraters hjælp til at bryde filibusteren, så demokraterne i Senatet skal nå til enighed om denne taktik, hvis den skal være effektiv. Står de sammen om den taktik vil de vil også kunne risikere at fremstå som hyklere, da demokraterne siden 2010, det første midtvejsvalg under præsident Obama, har opfordret til afskaffelsen af filibuster-reglerne, fordi republikanerne har brugt dem i rekordstort antal for at undergrave præsident Obamas lovgivningsdagsorden.

Demokraterne står foran en udfordring over de kommende måneder og år. Men det går republikanerne også, for de får måske endda endnu sværere ved at samle sig om en central strategi ovenpå på den tydelige uenighed mellem Trump og den republikanske ledelse. Hvordan alt dette udspiller sig vil kun tiden vise.

photo credit: House Democrats Vice President Biden Joins House and Senate Democrats to Tell Congressional Republicans: Do Your Job via photopin (license)

Donald Trump vinder præsidentvalget 2016

trump

I løbet af en lang dag og nats stemmeoptælling er det blevet tydeligt at Donald Trump højst sandsynligvis har vundet præsidentvalget 2016 over Hillary Clinton. Selvom Hillary Clinton ikke har indrømmet sit nederlag, og i skrivende stund har meddelt at hun først udtaler sig i morgen, virker det rimeligt at konkludere hun ikke vandt valget. Det kommer som et historisk overraskende resultat, da Hillary Clinton længe har ligget foran i de nationale meningsmålinger. Men valgets resultat virker tydeligt, selvom det har været et tæt resultat, der har understreget hvor polariseret USA er.

Over den kommende tid vil Trumps sejr blive dissekeret og mange detaljer vil blive vejet og undersøgt, men de store linjer er tydelige allerede nu: Trump har vundet ved at fokusere sin valgkamp mod den vrede og frustration som specielt hvide lavt-uddannede amerikanere, som er en del af hvad man i USA kalder ”working class” og ramt et stort segment af den amerikanske befolkning, som føler sig, og har følt sig, overset af det politiske etablissement i Washington. Der har været hårde tider for mange amerikanere udenfor USAs storbyer, hvor både globaliseringen og tiden efter finanskrisen har haft tydelige økonomiske konsekvenser, både i forhold til muligheden for at finde arbejde og for at skabe muligheder for sig selv og sine børn. Disse amerikanere føler sig sandsynligvis marginaliseret af amerikanske politikere, der virker til at være mere allieret med de special-interesser, der donerer penge til politiske kampagner.

Derudover spiller usikkerheden og muligvis frygten også en rolle for disse hvide amerikanere, som også har reageret tydeligt på Trumps løfter om sikring af grænsen til Mexico, reform af immigrationsreglerne, og mulig udvisning af illegale indvandrere, som der anslås at være cirka 11 millioner af i USA.

 

Præsident Trumps udfordringer

Som det ser ud nu vinder det Republikanske Parti flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Under normale omstændigheder ville dette have betydet at republikanerne stod stærkt lovgivningsmæssigt, men på grund af de mange uoverensstemmelser Trump har haft med sit eget parti, specielt problemerne med Paul Ryan, leder af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, vil det blive altafgørende for Trumps præsidentembede hvordan disse tidligere uoverensstemmelser bliver håndteret fremover. Hvis republikanerne skal kunne udnytte deres stærke position efter valget er forholdet mellem partiets ledere og præsidenten altafgørende for at opnå de resultater, som vælgerne har reageret så stærkt på.

Trumps primære opgave sammen med den lovgivende forsamling bliver at fremme de økonomiske kår for USAs ”working class”, som har lidt under globalisering og finanskrisen. Specielt i hans modstand mod frihandelsaftaler, som han og hans vælgere har anklaget for at have flyttet arbejdspladser ud af landet, vil han muligvis foreslå lovgivningsmæssige tiltag, som muligvis vil resultere i en økonomisk isolationisme eller protektionisme for USA. Derudover virker det sandsynligt at Trump vil modarbejde den kontroversielle TTIP-frihandelsaftale, som forhandles mellem USA og EU.

Trump kommer sandsynligvis til at nominere det manglende medlem til den amerikanske højesteret, da republikanerne har nægtet at godkende Præsident Obamas forslag Merrick Garland, og sandsynligvis ikke godkender det nu hvor de ved at de får muligheden for i stedet at samarbejde med Trump om at finde en kandidat de foretrækker i stedet. Dette får stor indflydelse på højesteret, da højesteret mangler sit afgørende niende medlem, da højesteret lige nu er delt i to halvdele af fire, hvor den ene halvdel er konservativ og den anden halvdel typisk er mere venstreorienteret. Derfor vil det at kunne vælge den sidste dommer definere flertallet af højesteretten. Dette vil have stor indflydelse på specielt på ét kerneområde: Abort. Hvorvidt en mere konservativ højesteret rent faktisk kommer til at dømme i sager relateret til abort, og derved omstøde den berømte kendelse i sagen Roe v. Wade, der anerkendte retten til abort som forfatningsbeskyttet, er selvfølgelig endnu usikkert, som meget andet. Men det står højt prioriteret på republikanernes liste over de vigtigste politiske emner overhovedet. Derudover kan højesterets nylige kendelse, der forhindrede forbud mod homoseksuelle vielser, og derved erklærede at lige netop disse vielser forfatningssikrede, vil muligvis også forsøges omstødt.

Som præsident skal Trump også forholde sig til at definere USAs udenrigspolitik, både forholdet til internationale allierede og i kampen mod terror. Hvordan Trump vil forholde sig til NATO er usikkert, efter han gentagne gange har udtalt at han mener at USA trækker en for stor del af læsset og at de andre medlemslande hverken betaler deres ”fair andel”. Trump har også flere gange udtalt at han vil tage en hård linje overfor specielt Kina, men det er endnu usikkert præcis hvordan det vil se ud i form af lovgivning eller præsidentiel handling.

 

Obamas arv

Det store spørgsmål bliver hvor meget af præsident Obamas politisk arv, der overlever, når Trump sværges i ed som præsident. De to helt store lovgivningspakker, som Obamas politiske arv beror på, Dodd-Frank Act, den finansielle regulering ovenpå finanskrisen, og den såkaldte ”Obamacare”, den omfattende sygesikringsreform, vil begge sandsynligvis blive omstødt af republikanerne. Specielt sygesikringsreformen har Trump gentagne gange svoret at han vil prioritere at omstøde som præsident. Lykkedes det at omstøde disse to reformer vil kernen af Obamas politiske arv blive udhulet.

Lige nu er der mange ting der svæver i usikkerhed. Først i morgen vil vi få de endelige taler fra Trump og Clinton, og først fra januar, når Trump sværges i ed vil vi vide hvilken type administration Trump vil føre. Uanset hvilken retning han udstikker har han en stor opgave foran sig.

Præsidentvalg 2016

29192920094_23c42998a4_b

I dag går USAs befolkning til stemmeurnerne for at afgøre præsidentvalget ved at stemme på Donald Trump eller Hillary Clinton. Det endelige resultat burde fremligge cirka klokke elleve om aftenen, cirka klokken fem om morgenen dansk tid. Det vil markere afslutningen på det måske mest usædvanlige præsidentvalg i moderne tid, der har været præget mere af upopulære kandidater og personlige skandaler end af visioner for landets fremtid eller diskussioner af grundlæggende ideologiske forskelle. Uanset hvem der vinder vil det være sværere end nogensinde at se hvordan den vindende kandidat skal kunne hele de dybe demokratiske rifter som denne valgkamp har forårsaget. I dette indlæg vil jeg kridte banen op for valgaftenen ved at skrive lidt om hvad jeg tænker om selve valgkampen og hvad jeg regner med at holde øje med i aften og i nat, samt at diskutere hvilke udfordringer, specielt økonomisk, den næste præsident skal forholde sig til, hvadenten det bliver Trump eller Clinton, der vinder valget.

Selve valget

I USA vælges præsidenter ikke ud fra et nationalt stemmeflertal, men ud fra et system baseret på såkaldte valgmænd. Hver af USAs 50 stater har et antal valgmandsstemmer baseret på statens beboerantal, så store stater med lav befolkning kan have et lavt antal valgmandsstemmer og en lille stat med høj befolkning kan have et højt antal valgmandsstemmer. Hovedstaden Washington DC, der ikke har nogen repræsentanter i kongressen har tre valgmandsstemmer til præsidentvalget. Valgmandsstemmerne fordeles på absolut basis, så hvis en kandidat vinder et flertal af stemmerne til præsidentembedet, uanset hvor snævert, så vinder den kandidat alle statens valgmandsstemmer. Så selvom man kan have en betydelig stemmeprocent i en stat kan man altså sagtens stå i en situation hvor man intet vinder. Dette system kommer til diskussion ved hvert valg, hvor det kritiseres for at være udemokratisk, da det betyder at store dele af staters befolknings stemmer reelt ikke kommer til udtryk andet end som statistik, fordi et mindretal ikke medregnes overhovedet i de overordnede valgmandsstemmer. Der er 538 valgmandsstemmer og den præsidentkandidat der opnår et flertal på 270 eller over vælges til præsidentembedet. Ved Obamas præsidentvalg i 2008 fik Obama 365 valgmandsstemmer mod sin modstander John McCains 173, og i 2012 fik Obama 332 valgmandsstemmer mod sin modstander Mitt Romneys 206. Selvom dette kan virke som overbevisende sejre vandt Obama kun cirka 53% procent af det totale stemmetal i 2008 og kun cirka 51% i 2012. Det hænger sammen med den absolutte fordeling af valgmandsstemmerne. Det mest berygtede eksempel på dette forhold mellem valgmandsstemmer og almindelige stemmer, hvad der for danskere virker mærkværdigt, var valget i 2000 mellem George Bush og Al Gore, hvor bush vandt med 271 valgmandsstemmer mod Gores 266, men hvor Al Gore modtog over 540,000 stemmer mere end George Bush fordelt udover alle stater.

De lovgivningsmæssige udfordringer

Udover præsidentvalget stemmes der samtidig til den lovgivende forsamling kongressen, hvor hele Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet står til valg. Hvad der sker i den lovgivende forsamling i dag kommer til at have betydeligt konsekvenser for den valgte præsident, da vedkommende får brug for kongressen til at vedtage relevante valgløfter og følge den politiske dagsorden som præsidenten sætter for sit parti. I den nuværende kongres, den 114. kongres, har republikanerne et flertal. Flertallet i Repræsentanternes Hus har været solidt siden midtvejsvalget i 2012, men demokraterne har holdt et snævert flertal i senatet indtil midtvejsvalget 2014. Det virker usandsynligt at republikanerne taber deres flertal i Repræsentanternes Hus ved dette valg, men udfaldet af flertallet i Senatet kan blive afgørende for den kommende præsidentielle administration: Hvis Trump bliver valgt som præsident og republikanerne får et flertal i Senatet kontrollerer det Republikanske Parti reelt set den politiske magt, men kun i det omfang de står sammen om hvilken lovgivning, der skal vedtages. Som udgangspunkt har valgkampen tydeligt understreget hvor splittet republikanerne har været over at Trump blev partiets præsidentkandidat og mange fremtrædende republikanere, heriblandt mange medlemmer af Bush-familien, har taget direkte afstand fra Trump. Uanset hvordan udfaldet af valget i kongressen bliver får Trump tydeligvis problemer med at samle støtte til sine politiske mål, endda i sit eget parti. Hvis Clinton vælges som præsident vil hun muligvis allerede fra starten stå i den situation som Bill Clinton stod i efter sit første midtvejsvalg, hvor han skulle samarbejde med en republikansk kongres med flertal i begge lovgivende kamre. I så fald vil det blive meget svært for Hillary Clinton at få vedtaget sin politik, hvilket kan bringe hende i problemer med den såkaldte progressive fløj af det demokratiske parti, som Bernie Sanders repræsenterer, og derved risikere sit eget grundlag som præsident frem mod 2020. I så fald vil Hillary Clinton blive placeret i et næsten umuligt paradoks, hvor hun skal vælge mellem at samarbejde med republikanerne, som hendes mand gjorde i sin tid, eller forsøge at forfølge den demokratiske kernepolitik hårdnakket, men sandsynligvis uden endeligt resultat. Uanset det endelige resultat for præsidentvalget og for kongressen, så virker det også usandsynligt at den politiske polarisering som USA har oplevet de sidste mange år, specielt i kongressen, bliver løst i den nærmeste fremtid. Så valget 2016 vil sandsynligvis bære præg af den allerede udbredte polarisering og kun fremtiden vil vise hvorvidt den 115. kongres vil blive produktiv eller blot blive endnu én i rækken af historisk uproduktive kongresser i det 21. århundrede.

USAs økonomiske indikatorer

Jeg beskæftiger mig mest med USA ud fra et økonomisk perspektiv, som selvfølgelig overlapper mange andre aspekter af USAs samfund. Det mest vigtige af disse er jo politik, fordi der er så stor sammenhæng mellem politiske beslutninger og økonomiske udviklinger og vice versa. Derfor vil jeg også meget gerne skrive lidt om hvordan den amerikanske økonomi ser ud nu og hvordan det vil påvirke den kommende præsidents embede.

Arbejdsløsheden faldt i oktober, men ligger stadig på det niveau den har ligget det meste af året: 4.9%. Selvom hundredetusindvis af amerikanere har fundet arbejde i 2016 er arbejdsløshedstallet stagnerende omkring de 5%. Dette hænger sammen med de amerikanere, der forlader jobsøgningen, og derfor forlader statistikkerne, som jeg har skrevet om tidligere i forbindelse med arbejdsløshed. Der er fremgang i jobmarkedet i USA, men der er ingen grund til alt for stor optimisme, da arbejdsløshedstallet ikke tager højde for de mange amerikanere, der har forladt jobsøgningen, men som kan vende tilbage så snart arbejdsmarkedet skaber job mere regelmæssigt.

Med hensyn til den økonomiske vækst blev det for nyligt offentliggjort at væksten for tredje kvartal af 2016 var på 2.9%, hvilket var mere end der var blevet forudset. Dette kommer som meget positive nyheder for USAs økonomi, men igen her skal der tages højde for konteksten. Denne vækst er en tydelig afstikker fra årets andre kvartaler, hvor første kvartal var 0.8% og det andet kvartal var 1.4%. Der er altså tale om at 2016s tredje kvartal er en velkommen undtagelse fra normalen, men altså just dét, en undtagelse. Det kommende kvartal vil være svært at danne sig et klart billede af, da julehandlen altid forøger det fjerde kvartals vækst, men overordnet set vil 2016s samlede vækst ligge et sted mellem 1-3%, og sandsynligvis i den lavere ende.

En tredje ting som også har stor indvirkning på økonomien er hvorvidt den amerikanske nationalbank hæver sin udlånsrente i 2016. Nationalbankdirektøren Janet Yellen har været notorisk modvillig til at hæve udlånsrenten, da der ikke er tydelige tegn på økonomiens forbedring, samt at inflationen stadig ligger under 2%. Når dette kombineres med den store effekt det har på finansmarkederne, at renten bevæger sig, vil renten sandsynligvis ikke blive hævet i år, med mindre nationalbanken mener for at den amerikanske økonomi klarer sig meget bedre end hidtil.

Den næste præsident arver ikke det samme økonomiske virvar, som Obama i sin tid gjorde, men det betyder ikke at den amerikanske økonomi brager derudaf. En af de primære opgaver for den kommende præsident og den kommende kongres bliver at holde et klart og skarpt fokus på jobskabelse og generel økonomisk vækst.

Hvad holder jeg øje med?

Der vil være mange spændende elementer i dette valg og mange aspekter, der vil have stor betydning i mange år fremover. En af de ting, der altid er spændende i præsidentvalgene er svingstaterne, altså stater hvor der ikke historisk er et klart flertal for et enkelt parti, men som kan vindes af begge sider. Typisk inkluderer disse (her med valgmandsstemmer i parentes): Virginia (13), Colorado (9), Iowa (6), New Hampshire (4), Florida (29), Nevada (6), og Ohio (18). Hvordan disse stater fordeler sig bliver spændende at fælge med i. Derudover har der været meget snak om at fordi det har været så usædvanligt et valgår er der muligvis andre stater, der kunne svinge til en anden side end normalt og specielt Texas (38) har været på tale som en traditionel republikansk stat, der måske kunne stemme demokratisk. Det er nok usandsynligt, men den stat og mange andre vil være mere usikre end traditionelle valg, så der er mange spændende ting i luften i aften.

Derudover glæder jeg mig til at dykke ned i de demografiske detaljer, også selvom de nok først kommer helt tydeligt frem senere hen. En af de helt store udfordringer for det Republikanske Parti har været at bygge en mere inklusiv politisk platform hvorfra de kunne appellere til kvinder og minoriteter. Det har været en årelang udfordring for partiet og med Trump i spidsen for partiet er min umiddelbare opfattelse at dette nok ikke er lykkedes i nogen større grad. Det bliver spændende at se hvordan Trumps udtalelser om kvinder, både de offentlige og de lækkede private optagelser, påvirker stemmeprocenten af kvinder over hele feltet, men selvfølgelig specielt om republikanerne oplever en decideret nedgang i stemmer fra kvinder ved dette valg. Det samme kan siges om Trumps udtalelser om hispanics, sorte, og muslimer, fordi det bliver svært at forestille sig at disse grupper, som republikanerne får mere og mere brug for, stemmer af nogen betydning på Trump.

Stemmeprocenten er altid spændende at følge med i og måske i år vil vi se at stemmeprocenten falder på grund af frustration og måske endda decideret afsky fra vælgernes side mod kandidaterne. I 2008 var stemmeprocenten cirka 58% i USA og i 2012 var den cirka 55%. Min umiddelbare tanke er at den sandsynligvis bliver lavere i år. Modargumentet mod dette kunne være at de to kandidater opfordrer til så stor modstand, så de opildner deres politiske modstandere til at sætte hårdt ind mod dem ved at mobilisere en masse antipati hos vælgere der måske ikke stemmer så ofte.

Derudover er det altid spændende at følge med i hvordan de unge stemmer. Yngre amerikanere har specielt for demokraterne været meget begejstret for Bernie Sanders og der har været nogen bekymring for hvorvidt de ville stemme på Hillary, stemme på Trump som protest, eller slet ikke stemme. Hvordan de unge stemmer kommer også til at give et indblik i hvad de måske stemmer fremover, så det er et vigtigt segment jeg klart vil holde øje med.

Et andet historisk aspekt af dette års præsidentvalg er at der faktisk er fire kandidater til præsidentembedet. Jill Stein stiller op for Green Party og Gary Johnson stiller op for Libertarian Party. Den blotte tilstedeværelse af hele to kandidater udenfor de to store amerikanske partier, republikanerne og demokraterne, understreger hvor stor antipati der er for Trump og Clinton. Selvom Stein og Johnson ifølge meningsmålingerne ikke er i nærheden af bare muligheden for at blive valgt til præsident i nat, så kan deres tilstedeværelse, udover at være et principielt og ideologisk med USAs toparti-system, have konsekvenser for valgets udfald. Mange har sammenlignet Stein og Johnsons kandidaturer med Ralph Naders uafhængige præsidentkandidatur i 2000, som nogle mener resulterede i Al Gores nederlag til George Bush, fordi en størstedel af de amerikanere der stemte på Ralph Nader sandsynligvis ville have stemt på Gore. Om dette scenarie kommer til at udspille sig i aften og i nat er svært at sige. Min umiddelbare tanke er at der er nok frustrerede amerikanere, der ønsker at deres stemme står som symbolsk protest mod toparti-systemet, at Stein og Johnson vil markere sig som muligvis de to største præsidentkandidaturer udenfor toparti-systemet. Om dette får direkte konsekvenser for det reelle valg mellem Trump og Clinton må tiden vise.

Donald Trump eller Hillary Clinton?

For hovedpersonerne i det måske mest utraditionelle amerikanske valg i moderne tid, Trump og Clinton, afgøres valget i nat, men eftertiden vil være markant påvirket af valget i lang tid fremover. For både demokraterne og republikanerne vil dette valg være et udtryk for begge partiers kriser, nemlig at partierne er endt med de to mest upopulære kandidater i moderne amerikansk historie, samt at begge partier oplever klare brud med partiernes traditionelle politiske linjer. For republikanerne, der allerede har haft mange problemer med Tea Party-bevægelsen tilbage fra 2012, så er den populistiske bevægelse, der har båret Trumps nominering og præsidentkandidatur, endnu en udfordring for partiet, der står i den paradoksale situation at de muligvis vil opleve mere intern splittelse ved at vinde præsidentvalget end ved at tabe det.

For demokraterne er det den progressive fløj, der nu for alvor har vundet fremmarch blandt specielt de yngre vælgere, hvor økonomisk politik er blevet en af de centrale emner på grund af specielt Bernie Sanders’ kandidatur men også på grund af den progressive senator Elizabeth Warren, som mange antog ville stille op som kandidat imod Hillary Clinton. Vinder Clinton har hun færre interne partistridigheder at holde styr på end Trump, men hun har også den klare udfordring i at tække sit eget parti, mens hun sandsynligvis vil skulle arbejde tæt sammen med republikanerne for at opnå resultater.

Der vil være et hav af data om vælgeradfærd, resultater, og andet som bliver relevant at skrive om og uddybe over de kommende dage, uger, og måneder. Det glæder jeg mig til at tage fat i. Men i dag handler det om valget og om hvem der fra januar vil bestride det mest magtfulde embede i verden: Donald Trump eller Hillary Clinton?

photo credit: Arlington County IMG_0012 via photopin (license)

Trump vs. Clinton: Den Sidste Debat

29901319462_a2f08d0dc5_b

I nat afholdte Donald Trump og Hillary Clinton den sidste præsidentielle debat for valgåret 2016. Jeg så med og skriver derfor her et indlæg om de emner de diskuterede, måden de diskuterede det på, og hvad de vigtigste øjeblikke var. Derudover kommer jeg med nogle generelle betragtninger og overvejelser.

I nat mødtes Donald Trump og Hillary Clinton til deres sidste debat for at stå ansigt til ansigt og debattere deres visioner som præsidentkandidater. Debatten blev ledet af den anerkendte journalist fra Fox News Chris Wallace, som havde forberedt aftenens emner og spørgsmål på forhånd. De seks emner som de to kandidater diskuterede over de 90 minutter debatten varede var: Højesteret, immigration, økonomi, egnethed som præsident, udenrigspolitik, og nationalgæld.

Højesteret: Våben- og abortrettigheder

Chris Wallace startede med at spørge kandidaterne hvilken type dommere de hver især ville opstille til den amerikanske højesteret, da det er meget sandsynligt at vinderen af præsidentvalget kommer til at kunne opstille dommere, der vil have årtiers indflydelse på USAs juridiske system. Ikke overraskende var de to emner spørgsmålene og debatten handlede om rettigheder relateret til våben og abort. Trump kritiserede Clinton med hensyn til våbenrettigheder og sagde at hvis Clinton blev præsident ville hun vælge dommere, der ville reducere nuværende rettigheder. Clinton modargumenterede at hun støtter rettigheder for våbenejere under USAs forfatning, men at der er et behov for at indføre større regulering og registrering af våbenlovene, samt at lukke smuthuller i lovgivningen, der gør det muligt at købe våben med lidt eller ingen baggrundstjek eller registrering. Denne udveksling reflekterede i høj grad den normale position de to partier har på området og den var hverken overraskende eller tilføjede nyt indhold.

Ligeledes var det heller ikke overraskende at Clinton prioriterede at opstille dommere til højesteret som støttede abortrettigheder i USA, hvorimod Trump virkede til at følge den klassiske republikanske linje, nemlig at han er såkaldt ”pro-life”, og altså ikke mener at abort skal være lovligt eller en forfatningsmæssigt beskyttet rettighed. Dog ville Trump ikke sige direkte, selvom George Wallace spurgt ham direkte flere gange, om han ville opstille højesteretsdommere, som vil annullere nuværende abortrettigheder. I stedet fremhævede Trump at det i så fald ville være de enkelte stater, der skulle bestemme hvilken abortlovgivning de vil indføre.

Clinton nævnte derudover sin modstand mod den kontroversielle højesteretskendelse ”Citizens United” hvori højesteret afgjorde at politiske udgifter relateret til, men ikke direkte forbundet til politiske partier eller kandidater, ikke kunne begrænses jævnfør ytringsfrihed, hvilket har resulteret i en enorm forøgelse af penge i amerikanske politik de seneste år (Det er et emne som jeg også har behandlet i mit speciale og som jeg vil vende tilbage til mere uddybende ved lejlighed). Clintons modstand mod denne højesteretskendelse er også et udtryk for en stigende andel af demokratiske vælgeres modstand mod penge i politik, specielt den såkaldte progressive fløj, og denne modstand vil sandsynligvis være en politisk nødvendighed for Clinton og en vigtig del af hendes eventuelle præsidentembede.

Immigration: Udvisning eller vej til borgerskab?

Emnet immigration har været en af de mest indflydelsesrige emner i valgkampen og her stod Trump fast på at grænsesikkerheden mellem USA og Mexico skulle forbedres betydeligt, der skal bygges en mur ved grænsen, og at illegale indvandrere i USA ikke skulle arresteres og fængsles, men udvises. Clinton argumenterede at fordi man regner med at der er cirka 11 millioner illegale immigranter i USA så ville det være en enorm opgave at identificere og deportere dem alle sammen. Her fremhævede Clinton specielt at fordi der er cirka fire millioner børn af ulovlige immigranter som er lovlige amerikanske statsborgere, fordi de er født i USA, så vil det betyde at USA ville skulle splitte familier fra hinanden. Derfor foreslog Clinton at man i stedet gjorde det muligt for illegale immigranter at opnå statsborgerskab, få dem ud af skyggen, og få dem i gang med at bidrage til samfundet til gavn for alle.

Emnet endte med at køre af sporet da samtalen pludselig sig ind på Clintons emails som er blevet lækket af WikiLeaks og at Clintons emails sandsynligvis bliver lækket i koordinering med russiske efterretningstjenester i et forsøg på at påvirke valget. Det tog både Trump og Clinton afstand fra, selvom Trump brugte de lækkede emails til at angribe Clinton for sin støtte til internationale handelsaftaler.

Økonomi: Skat, job, og handelsaftaler

Clinton argumenterede for at ”Når middelklassen trives, trives økonomien” og at der skulle investeres i infrastruktur, industri, og amerikanske familier, med en højere mindsteløn, lige løn for kvinder, og mindre gæld forbundet med uddannelse. Clinton argumenterede for at dette til dels skulle betales ved at indføre nye beskatninger af store virksomheder og de rigeste amerikanere, fordi, som hun sagde, at massive skattelettelser til de rige var blevet afprøvet og at de ikke virkede. Specifikt sagde Clinton at der ikke skulle indføres nye skatter på indkomst under $250,000 (cirka 1.7 millioner danske kroner).

Trump modargumenterede at Clintons plan ville betyde øgede skatter, samt at en af de vigtigste faktorer i at skabe og opretholde jobs i USA er at reducere eller fjerne internationale handelsaftaler, der ”suger” jobs ud af USA. Trump tegnede et billede af et ”stagnerende” USA, blandt andet drevet af en relativ reduktion af national industriel produktion, der har været specielt hård for mindre industribyer. Derudover argumenterede Trump for at skattelettelser er det rigtige incitament for specielt større virksomheder til at ansætte flere amerikanere og få gang i den økonomiske maskines hjul igen. Han kritiserede Clinton, som han mener ikke har gjort nok i sin tid i amerikansk politik, og sagde at hvis landet kørte lige så godt som hans virksomhed, så kunne amerikanerne være stolte over deres nation igen.

Egnethed til at være præsident

Ved dette emner rettede de to præsidentkandidater hård kritik mod hinandens evner til at bestride præsidentembedet. Chris Wallace startede med at spørge ind til både Trumps udtalelser om kvinder (som jeg skrev om sidst), samt at flere kvinder nu er trådt frem og har anklaget Trump for at kysse og berøre dem. Trump affejede beskyldningerne som værende motiveret af ønsket om berømmelser og penge og begyndte at anklage Clinton for at betale for protester mod hans egne taler og arrangementer. Selvom Trump ikke forholdte sig direkte til Chris Wallaces spørgsmål fik han dog sagt: ”Ingen har mere respekt for kvinder end jeg har”, hvilket resulterede i spredt latter fra publikum. Trump forsøgte derefter at anklage Clinton for at være en hykler idet han anklagede hende for at tage imod store mængder penge fra Saudi-Arabien og at anklage Clintons velgørende organisation The Clinton Foundation for at være en kriminel virksomhed. Clinton modargumenterede at Trump angriber kvinders værdighed og selvværd og at han aldrig undskylder. Clinton citerede den franske filosof de Toqueville ved at sige at ”America is great because America is good”, i et forsøg på at vende Trumps slogan ”Make America Great Again” mod ham samtidig med at angribe Trump for hans opførsel overfor, og udtalelser om, kvinder, minoriteter, og militærveteraner. Afslutningsvis kritiserede Clinton Trump for ikke at ville offentliggøre sine skatteoplysninger, så de amerikanske vælgere kan få en bedre indsigt i hans forretning, indtjening, og forbindelser.

Under dette emne kom også hvad der var debattens helt store udtalelse. Trump blev spurgt direkte af Chris Wallace, ovenpå udtalelser Trump har kommet med om at det endelige valgresultat hvis Trump taber er et udtryk for aftalt spil, hvorvidt Trump allerede nu ville sige at han ville anerkende gyldigheden af valget til november, hvis han tabte. Dette har været et vigtigt emne i valgkampen på det seneste fordi mange mener at Trumps udtalelser undergraver tiltroen til det amerikanske politiske system og potentielt kan være farligt hvis millioner af amerikanere tror på Trump og derfor muligvis mener at valget er ugyldigt eller et resultat af aftalt spil. Selv Trumps vicepræsidentkandidat Mike Pence har meddelt at valgresultatet, uanset udfald, skal behørigt anerkendes. Ikke desto mindre var det eneste Trump kunne sige var: ”Jeg vil se på det til den tid”, altså fortsætter Trump denne meget ærgerlige, næsten konspirationsteoretiske idé om at et eventuelt nederlag er et resultat af en sammensværgelse mod ham og hans politiske bevægelse, snarere end et demokratisk valg.

Udenrigspolitik: Brændpunkter

Ikke overraskende var ISIS og krigen i Syrien de to helt store emner under dette punkt. Chris Wallace spurgte begge kandidater hvorvidt de ville indsætte landtropper. Clinton svarede at hun ikke ville indsætte landtropper i Irak som en besættende styrke, og at fokus på øget efterretningsarbejde og overflyvninger var afgørende komponenter i strategien mod ISIS. Clinton blev også spurgt om hun ville beordre nedskydningen af russiske fly, der fløj i såkaldte ”no-fly”-zoner, men udtalte at oprettelsen af disse zoner var et resultat af lange forhandlinger og at hun derfor ikke regnede med at den slag situationer ville opstå. Derudover sagde Clinton at det var vigtigt at sikkerhedstjekke Syriske flygtninge, der kommer til USA, men at hun ikke ville ”smække døren i ansigtet på kvinder og børn”, der flygter fra krig.

Trump anklagede Clinton for at have orkestreret tabet af Mosul som en del af en politisk manøvre der ville gavne hende når det skulle tages tilbage, at afsløre intentioner om krigens forløb via offentlige udtalelser, og at Clintons handlinger som udenrigsminister kun havde været til gavn for Iran. Derudover sagde Trump at Aleppo reelt set var faldet eller på nippet til at kollapse og at selvom Assad er en ”bad guy”, så mente Trump ikke at oprørerne kunne stoles på. Derefter beskrev Trump de syriske flygtninge som ”trojanske heste” og frygtede for resultatet af at lukke syriske flygtninge ind i USA.

Nationalgælden: Vækst og investeringer

Aftenens sidste emne var nationalgælden, som Chris Wallace gjorde opmærksom på nu er cirka 77% af USAs bruttonationalprodukt. Ifølge eksperter, sagde Chris Wallace, ville Trumps økonomiske plan forøge dette til 105% og Clintons til 86%. Kandidaterne blev udspurgt om deres planer i forbindelse med at reducere de føderale udgifter til de to centrale systemer Medicare og Social Security. Da disse og lignende systemer udgør 60% af det føderale budget er det tvingende nødvendigt at disse systemer bliver reformeret eller omlagt indenfor de næste to årtier.

Trumps svar var at han ville fokusere på at starte en økonomisk maskine i USA, som kunne resultere i vækst på mellem 4-6%, der ville blive drevet af en ny industriel opblomstring. Derudover argumenterede Trump for at den omfattende sygesikrings-lovgivning som præsident Obama har vedtaget ville blive fjernet hvis Trump vinder valget. Clinton fokuserede på sine tidligere argumenter at økonomisk vækst og balancerede budgetter skulle opnås gennem et fokus og investeringer ud fra et ”middle-out” og ikke ”top-down”-perspektiv kombineret med beskatninger af store virksomheder og de rigeste amerikanere. Mens Clinton foreslog dette kommenterede Trump: ”Such a nasty woman”, i hvad der var debattens mest ubehøvlede opførsel fra nogen af de to kandidater.

Overordnede betragtninger

De to kandidater tilføjede ikke meget nyt til deres kandidaturer og det er uvidst hvor meget forskel debatten betyder for de amerikanske vælgere. De to kandidater repræsenterede deres partiers traditionelle mærkesager fornuftigt, men tonen og opførslen mellem de to var kølig eller konfronterende hele debatten igennem, men Trump der dog var den mere aggressive, både i fremtoning og kommentarer.

Forskellen på de to kandidater var lige så udpræget som man allerede har erfaret fra de to kandidaters kampagner. Clinton er erfaren, afmålt, og citerer Toqueville, mens Trump udtaler sig i absolutte sort-hvide termer, undviger alt for direkte spørgsmål, og kan i én debat forene udtalelsen ”Ingen respekterer kvinder mere end jeg gør” med udtalelsen ”Such a nasty woman”. I det seneste indlæg her på J-Kurven skrev jeg at Donald Trump havde en meget lang vej foran sig hvis han skulle indhente specielt de kvindelige vælgere, men min vurdering er at han nok kun holder lige akkurat fast, som det bedst mulige resultat, ovenpå nattens debat.

Overordnet set repræsenterede de to kandidater deres styrker og svagheder og min vurdering er at til trods for at enkelt af Trumps kommentarer vil blive fokuseret på som historisk uforskammede i debatter mellem præsidentkandidater, så vil denne sidste debat ikke rokke meget voldsomt ved meningsmålingerne, men heller ikke hjælpe Trumps langsomme, men sikre skred efterhånden som Hillary Clintons føring forøges.

(Billedet er fra den første debat)

photo credit: billy3001 Adversaries via photopin (license)

Trumps Kvindeproblem

trump

Med kun en måned tilbage af præsidentvalgkampen i USA er man nu trådt i den periode hvor kampagnerne typisk retter deres tungeste skyts mod hinanden for at få overtaget. I USA kalder man disse politiske begivenheder ”October surprises”, fordi en ny politisk retning, et nyt politisk angreb, eller en kompromitterende nyhed offentliggøres, der kan få afgørende betydning for valgets resultat. I år er den første ”October surprise” nu kommet i form af en optagelse fra 2005 af Donald Trump, hvori han uden at vide at han bliver optaget udtaler sig om sin egen opfattelse af, og opførsel overfor, kvinder. Selvom denne optagelses offentliggørelse sandsynligvis ikke er koordineret af Hillary Clintons kampagne har den resulteret i en utrolig negativ respons både fra demokrater og republikanere.

Jeg vil gerne sige indledningsvis at jeg havde håbet på at kunne beskrive slutspurten af præsidentvalget ud fra så objektivt et udgangspunkt som muligt, og selvom det stadig er intentionen, så bliver jeg også nødt til at anerkende, at jeg i dette tilfælde ikke mener at det er rimeligt at prøve at forholde sig udelukkende objektivt. Jeg vil stadig fremlægge indholdet og konteksten så objektivt, som jeg plejer, men jeg vil i denne artikel også gøre min personlige mening til kende. Jeg tvivler på nogen der ikke allerede er informeret om Trumps udtalelser fra 2005 eller som læser denne artikel, selv vil være i tvivl om hvad de mener om situationen.

Over de seneste måneder har Trump vakt stor opstandelse i USA, men denne gang er ikke for noget han har sagt i forbindelse med valgkampen, men på grund af en lydoptagelse fra 2005, som er blevet offentliggjort. Optagelsen relaterer til et tv-program ved navn Access Hollywood, som Trump deltog i, og optagelserne, der har vakt så stor opstandelse i USA, foregik mens Trump snakkede med værten Billy Bush mens de begge havde mikrofoner på, men ikke var foran kameraet. Det følgende citat er fra Donald Trump fra denne optagelse:

”You know, I’m automatically attracted to beautiful – I just start kissing them. It’s like a magnet. And when you’re a star they let you do it. You can do anything. Grab them by the pussy. You can do anything.”

Da optagelsen blev offentliggjort fredag d. 7. oktober var reaktionen fra både demokraterne og republikanerne forståeligt nok voldsom. Paul Ryan, der er Speaker for det republikanske flertal af Repræsentanternes Hus, udtalte at han håbede at ”Trump behandler denne situation med den seriøsitet den fortjener og arbejder mod at demonstrere overfor landet at han har større respekt for kvinder end dette klip antyder.” Forholdet mellem Trump og Ryan har længe været anstrengt, da Ryan som en af lederne af det republikanske parti skal favne bredt og derfor er tæt knyttet til den mere traditionelle kerne af det republikanske parti, hvorimod Trumps præsidentkampagne i sit forsøg på at gøre op med karrierepolitikere også lægger sig ud med Ryan og det republikanske parti. Men ikke kun den republikanske ledelse har taget afstand fra Trumps udtalelse. Den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain, der tabte valget i 2008 til Obama, trak sin støtte til Trump tilbage og udtalte at ”Donald Trumps opførsel denne uge, der konkluderede med offentliggørelsen af hans nedladende kommentarer om kvinder og hans pralen vedrørende seksuelle overgreb, har gjort det umuligt at fortsætte at tilbyde selv betinget støtte til hans kandidatur.”

Selv forsvarede Donald Trump sig i flere forskellige sammenhænge. På hans officielle hjemmeside kunne man den 7. oktober læse følgende udtalelse: ”Dette var omklædningsrums-snak, en privat samtale, der fandt sted for mange år siden. Bill Clinton har sagt langt værre ting til mig på golfbanen – ikke engang tæt. Jeg underskylder, hvis nogen blev fornærmet.” Dette var hele udtalelsen, som blev offentliggjort på Trumps officielle hjemmeside. Senere samme dag udsendte Trump en video, hvori han mere udførligt udtalte sig om de offentliggjorte udtalelser:

”Jeg har aldrig sagt at jeg var en perfekt person eller ladet som om at jeg var nogen jeg ikke er. Jeg har sagt og gjort ting jeg fortryder. Ord der er blevet offentliggjort i dag på denne mere end et årti gamle video er er en af dem. Alle der kender mig ved at disse ord ikke afspejler hvem jeg er. Jeg sagde det, det var forkert af mig, og jeg undskylder.”

Jeg har inddraget den første tredjedel af udtalelsen her. I resten af videoen drejer Trump sin udtalelse over på vigtigheden af at koncentrerer sig om de vigtige emner (da han af uransagelige årsager ikke mener at dette er et af disse) og angriber Bill Clinton og Hillary Clinton ved at påstå at de har udvist værre opførsel overfor de mange kvinder, der har anklaget Bill Clinton for seksuelle overgreb og voldtægt. Der er altså en tydelig tendens hos Donald Trump til at han samtidig har problemer med at koncentrere sig om at undskylde for sin udtalelse og at han, i begge af de to udtalelser jeg har inddraget her, retter anklager mod Hillary Clinton og hendes præsidentkampagne.

Jeg må indrømme at som en der følger tæt med i USAs politik er det svært for mig at vide præcis hvordan jeg skal forholde mig til Trumps udtalelser på en fagligt orienteret måde, dog ved jeg at disse udtalelser ikke er noget jeg ønsker at forholde mig objektivt til: Trumps udtalelser er kvalmende, både i det kvindesyn de fremkalder og de overgreb kvinder i hans nærvær har måtte lide fordi han mente han kunne tillade sig at befamle dem eller i hvert fald mene at han kunne slippe af sted med det. På et grundlæggende medmenneskeligt plan er disse kommentarer om hans handlinger overfor kvinder ikke kun gyseligt frastødende, men fordi der er tale om uønsket seksuelle berøringer, også ulovlige. Jeg kan ikke acceptere ideen at man kan afskrive dette som snak der er normal for et omklædningsrum. Jeg kan heller ikke acceptere ideen om at der skulle findes noget forum hvori sådanne udtalelser skulle være tilladelige eller acceptable. Jeg har personligt haft svært ved at forholde mig til indholdet af det Trump er citeret for i denne artikel, fordi jeg har svært ved at beskrive det, da jeg synes indholdet er så foruroligende ulækkert som det er. Jeg har aldrig selv læst et citat fra en amerikansk politiker eller medieperson, hvor jeg i denne grad har følt en sådan afsky for en udtalelse. Derfor har jeg valgt at udtrykke dette på denne blog i denne sammenhæng.

For at prøve at vende tilbage til noget mere objektivt, så er det muligt at Trump måske endelig har lagt sig ud med en befolkningsgruppe for meget. Det republikanske parti klarer sig godt blandt amerikanske mænd, men mindre godt hos amerikanske kvinder. I valget i 2008 stemte 56% af de stemmeafgivende amerikanske kvinder på Barrack Obama hvorimod 43% stemte på John McCain. I 2012 stemte 55% af de stemmeafgivende amerikanske kvinder på Barrack Obama, hvorimod 44% stemte på hans udfordrer Mitt Romney. Det republikanske parti står overfor klare demografiske udfordringer i de kommende årtier, og disse udfordringer bliver næppe løst med Trump i spidsen for det republikanske parti. Selvom ingen enkelt demografisk gruppe kan siges at være altafgørende for valget, så er de største grupper åbenlyst mere vigtige end de mindre grupper. Da kvinder i USA snævert udgør den største demografiske gruppe er det derfor utroligt farligt politisk hvis Trump bliver opfattet både som en mand med et så problematisk forhold til kvinder samtidig med at han fører kampagne mod den første kvindelige præsidentkandidat.

Det har også kunnet mærkes i de overordnede meningsmålingerne i oktober. Ifølge den app jeg bruger til at følge med i meningsmålingerne, PollTracker, fører Hillary Clinton med cirka 49% mod Trumps cirka 41%. Da meningsmålinger kun kan bruges vejledende er dette selvfølgelig ikke et pålideligt og forventeligt udtryk for det endelige valgresultat, men én ting som er helt sikker er at Trump har en meget, meget lang vej foran sig hvis han skal overbevise USAs kvindelige vælgere at de skal stemme på ham til november.

(license)