J-Kurven

Forside » Det Demokratiske Parti » Hvad gør demokraterne nu?

Hvad gør demokraterne nu?

29514001236_58c2e0df25_b

Ovenpå et svigende nederlag for Hillary Clinton til Donald Trump i går står det demokratiske parti overfor en nødvendig og måske endda tiltrængt selvransagelse. Hvad bliver partiets fremtid under Trumps præsidentembede og hvordan skal demokraterne arbejde for deres mærkesager med mindretal i begge kamre af den lovgivende forsamling? Der er stadig mange detaljer fra gårsdagens valg, der vil blive tydeligere over det næste stykke tid, så de forkromede planer er ikke lagt endnu, men i dette indlæg vil jeg forsøge at give mit bud på hvad demokraternes sandsynlige vej frem bliver over de næste år.

Et svigende nederlag

Det er umuligt at forestille sig hvordan det må have føltes for Hillary Clinton at tabe et valg, hun nok har kæmpet frem mod det meste af sit liv, og som hun endeløst har arbejdet for at kvalificere sig til. Hun har måttet kæmpe mod køns-stereotype fordomme helt tilbage fra da hun var yngre, specielt i tiden hvor Bill Clinton var guvernør i staten Arkansas og hun skulle finde fred med rollen som guvernørfrue. Det har nok været svært for en bragende intelligent og drevet ung kvinde at skulle affinde sig med at stå ved siden af eller i skyggen af sin mand, også selv om det var Bill Clinton, der var tale om. Men hun har brugt det meste af sit voksne liv på indrette sig efter de politiske spilleregler: Hun har ændret sin fremtonen, sit udseende, og sin ambition, så hun kunne drage fordele uden at frastøde. Det har været en politisk styrke, men som valgkampen og hendes karriere understreger har det været et tveægget sværd, fordi hun ofte blev opfattet som en pragmatisk politiker, snarere end en oprigtig person. Det er et forfærdeligt paradoks Clinton har stået i det meste af sit offentlige liv: På den ene side blev hun kritiseret for at være for uortodoks da hun var yngre, hvilket resulterede i at hun forsøgte at ændre på sig selv for bedre at følge spillets regler, men på den anden side blev hun kritiseret for at være for god til at spille det politiske spil, da hun havde bøjet sig for at adlyde dem.

Det er umuligt at forestille sig hvad Hillary Clinton har følt, da det gik op for hende at hun nu igen stod i lyset af en anden, og at denne gang var det Donald Trump, en mand, der har ignoreret, brudt, eller hånet alle de traditionelle politiske spilleregler i USA. Ikke nok med at han har brudt med hvad der forventes af etablerede politikere, så har Trump endda vendt dette til sin fordel og har nu vundet præsidentembedet, til stor overraskelse og i direkte uoverensstemmelse med nationale meningsmålinger. Hvad Hillary Clintons rolle bliver i amerikansk politik fremover er selvfølgelig usikker, men det virker som et sikkert bud, at hun ikke får muligheden for at stille op som præsident igen, at hun ikke igen får muligheden for at skrive historie. Som den første kvindelige præsidentkandidat for et at de store partier har hun personificeret udviklingen der er opnået i det 21. århundrede, men hun har ikke kunnet nå hele vejen i hus og blive valgt som den første kvindelige præsident. Den plads i historiebøgerne vil sandsynligvis tilfalde en anden, men ingen kan sige at Hillary Clinton, på både godt og ondt, ikke har været med til at bane vejen for kvinder i amerikansk politik. Det er en vigtig del af hendes politiske arv.

Clintons nederlagstale: ”Jeg har kæmpet for det jeg har troet på”

For ganske kort tid siden erkendte en tydeligt rørt Hillary Clinton sit nederlag til præsidentvalget. Hun takkede de mange amerikanere, som tog del i hendes kampagne, og sagde at hun følte ”stolthed og taknemmelighed” for den store indsats. Hun opfordrede de unge amerikanere, der har støttet hende til at fortsætte kampen for hvad de tror på, for som hun sagde: ”Jeg har kæmpet for det jeg tror på.” Hun anerkendte hvor hårdt og følelsesladet dette øjeblik var for hende og hvor mange andre der deler denne sorg og sagde: ”at kæmpe for hvad der er rigtigt er det værd”. Til de mange amerikanske kvinder der har støttet hendes kampagne sagde hun at intet har gjort hende mere stolt end at være deres forkæmper, og at kampen for et inklusivt USA fortsætte ufortrødent. Hun afsluttede sin tale med et optimistisk ordheld, som er typisk amerikansk: ”Vore bedste dage er stadig foran os.” Det var en følelsesladet, disciplineret, og imponerende tale, der afspejlede den personlige karakter som Hillary Clinton har og at det arbejde som hun har lagt i sin kampagne ikke slutter med valget, men fortsætter i det demokratiske parti.

Det Demokratiske Parti

Udover at være et svigende personligt nederlag for Hillary Clinton er valget også et nederlag for det Demokratiske Parti, som nu må indse deres nederlags ophav og rette ind efter dette. Clintons nederlag var et nederlag for de højre- og midter-orienterede dele af partiet, og det virker sandsynligt at den mere venstreorienterede fløj af partiet, den såkaldte progressive fløj, kommer til at træde frem og tage en mere afgørende rolle i partiets fremtid. Bernie Sanders og Elizabeth Warren, to politikere som personificerer den progressive fløj, har været fremtrædende demokrater de seneste år, og det virkede tydeligt at Clinton også skulle bøje mere mod venstre, hvis hun skulle kunne arbejde sammen med dem, hvis hun var blevet præsident.

Den progressive fløj, og specielt Sanders og Warren, kendetegnes ved et fokus på økonomisk politik, hvor der argumenteres for at den amerikanske økonomi disproportionalt gavner de rigeste amerikanere, men efterlader ”almindelige” amerikanere i et system med en lav mindsteløn, dyr uddannelse, og svære muligheder for at få et job. Dette fokus på økonomi for også de lavtuddannede hvide amerikanere, specielt i den såkaldte ”working class”, som Trump har appelleret overbevisende til er en afgørende demografisk gruppe, som demokraterne skal fokusere yderligere på i den nærmeste fremtid. Valget i går var en bitter påmindelse om at denne gruppe ikke længere føler at demokraterne repræsenterer dem, men at Trump var manden, der snakkede direkte til dem. Men når det er sagt, så skal demokraterne samtidig stå stålfast ved deres forhold til deres egne vælgere i storbyerne, blandt de højtuddannede, og minoriteterne. Der er mulighed for en endnu bredere koalition af amerikanere i det demokratiske parti.

Samarbejde eller guerillakrig?

Frem mod 2018s midtvejsvalg, hvor demokraterne får mulighed for at påvirke situationen i kongressen, skal demokraterne finde ud af at navigere en svær balance i forholdet til republikanerne. På den ene side skal de kunne samarbejde med det republikanske flertal i den lovgivende forsamling om de vigtige ting, som der til trods for den politiske polarisering kan findes enighed om. På den anden side kan demokraterne blive nødt til at føre den samme politiske guerillakrig i Senatet, som republikanerne har ført mod præsident Obama.

I Senatet kan senatorer blokere afstemninger ved en såkaldt ”filibuster”. Filibusteren er en teknisk manøvre, der forhindrer afstemning på lovgivning, og eksisterer som en slags bremseklods, som et mindretal i Senatet kan benytte for at forhindre at blive tilsidesat af et flertal. En filibuster kan annulleres i Senatet, men kun ved et såkaldt ”super-flertal” på 60 ud af de 100 senatorer. Da Republikanerne kun står til et snævert flertal i Senatet vil det blive svært for dem at annullere brugen af filibuster i Senatet uden samarbejde med demokraterne. Men samtidig skal der ikke mange demokraters hjælp til at bryde filibusteren, så demokraterne i Senatet skal nå til enighed om denne taktik, hvis den skal være effektiv. Står de sammen om den taktik vil de vil også kunne risikere at fremstå som hyklere, da demokraterne siden 2010, det første midtvejsvalg under præsident Obama, har opfordret til afskaffelsen af filibuster-reglerne, fordi republikanerne har brugt dem i rekordstort antal for at undergrave præsident Obamas lovgivningsdagsorden.

Demokraterne står foran en udfordring over de kommende måneder og år. Men det går republikanerne også, for de får måske endda endnu sværere ved at samle sig om en central strategi ovenpå på den tydelige uenighed mellem Trump og den republikanske ledelse. Hvordan alt dette udspiller sig vil kun tiden vise.

photo credit: House Democrats Vice President Biden Joins House and Senate Democrats to Tell Congressional Republicans: Do Your Job via photopin (license)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: