J-Kurven

Forside » Præsidentvalg 2016 » Donald Trump vinder præsidentvalget 2016

Donald Trump vinder præsidentvalget 2016

trump

I løbet af en lang dag og nats stemmeoptælling er det blevet tydeligt at Donald Trump højst sandsynligvis har vundet præsidentvalget 2016 over Hillary Clinton. Selvom Hillary Clinton ikke har indrømmet sit nederlag, og i skrivende stund har meddelt at hun først udtaler sig i morgen, virker det rimeligt at konkludere hun ikke vandt valget. Det kommer som et historisk overraskende resultat, da Hillary Clinton længe har ligget foran i de nationale meningsmålinger. Men valgets resultat virker tydeligt, selvom det har været et tæt resultat, der har understreget hvor polariseret USA er.

Over den kommende tid vil Trumps sejr blive dissekeret og mange detaljer vil blive vejet og undersøgt, men de store linjer er tydelige allerede nu: Trump har vundet ved at fokusere sin valgkamp mod den vrede og frustration som specielt hvide lavt-uddannede amerikanere, som er en del af hvad man i USA kalder ”working class” og ramt et stort segment af den amerikanske befolkning, som føler sig, og har følt sig, overset af det politiske etablissement i Washington. Der har været hårde tider for mange amerikanere udenfor USAs storbyer, hvor både globaliseringen og tiden efter finanskrisen har haft tydelige økonomiske konsekvenser, både i forhold til muligheden for at finde arbejde og for at skabe muligheder for sig selv og sine børn. Disse amerikanere føler sig sandsynligvis marginaliseret af amerikanske politikere, der virker til at være mere allieret med de special-interesser, der donerer penge til politiske kampagner.

Derudover spiller usikkerheden og muligvis frygten også en rolle for disse hvide amerikanere, som også har reageret tydeligt på Trumps løfter om sikring af grænsen til Mexico, reform af immigrationsreglerne, og mulig udvisning af illegale indvandrere, som der anslås at være cirka 11 millioner af i USA.

 

Præsident Trumps udfordringer

Som det ser ud nu vinder det Republikanske Parti flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Under normale omstændigheder ville dette have betydet at republikanerne stod stærkt lovgivningsmæssigt, men på grund af de mange uoverensstemmelser Trump har haft med sit eget parti, specielt problemerne med Paul Ryan, leder af det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus, vil det blive altafgørende for Trumps præsidentembede hvordan disse tidligere uoverensstemmelser bliver håndteret fremover. Hvis republikanerne skal kunne udnytte deres stærke position efter valget er forholdet mellem partiets ledere og præsidenten altafgørende for at opnå de resultater, som vælgerne har reageret så stærkt på.

Trumps primære opgave sammen med den lovgivende forsamling bliver at fremme de økonomiske kår for USAs ”working class”, som har lidt under globalisering og finanskrisen. Specielt i hans modstand mod frihandelsaftaler, som han og hans vælgere har anklaget for at have flyttet arbejdspladser ud af landet, vil han muligvis foreslå lovgivningsmæssige tiltag, som muligvis vil resultere i en økonomisk isolationisme eller protektionisme for USA. Derudover virker det sandsynligt at Trump vil modarbejde den kontroversielle TTIP-frihandelsaftale, som forhandles mellem USA og EU.

Trump kommer sandsynligvis til at nominere det manglende medlem til den amerikanske højesteret, da republikanerne har nægtet at godkende Præsident Obamas forslag Merrick Garland, og sandsynligvis ikke godkender det nu hvor de ved at de får muligheden for i stedet at samarbejde med Trump om at finde en kandidat de foretrækker i stedet. Dette får stor indflydelse på højesteret, da højesteret mangler sit afgørende niende medlem, da højesteret lige nu er delt i to halvdele af fire, hvor den ene halvdel er konservativ og den anden halvdel typisk er mere venstreorienteret. Derfor vil det at kunne vælge den sidste dommer definere flertallet af højesteretten. Dette vil have stor indflydelse på specielt på ét kerneområde: Abort. Hvorvidt en mere konservativ højesteret rent faktisk kommer til at dømme i sager relateret til abort, og derved omstøde den berømte kendelse i sagen Roe v. Wade, der anerkendte retten til abort som forfatningsbeskyttet, er selvfølgelig endnu usikkert, som meget andet. Men det står højt prioriteret på republikanernes liste over de vigtigste politiske emner overhovedet. Derudover kan højesterets nylige kendelse, der forhindrede forbud mod homoseksuelle vielser, og derved erklærede at lige netop disse vielser forfatningssikrede, vil muligvis også forsøges omstødt.

Som præsident skal Trump også forholde sig til at definere USAs udenrigspolitik, både forholdet til internationale allierede og i kampen mod terror. Hvordan Trump vil forholde sig til NATO er usikkert, efter han gentagne gange har udtalt at han mener at USA trækker en for stor del af læsset og at de andre medlemslande hverken betaler deres ”fair andel”. Trump har også flere gange udtalt at han vil tage en hård linje overfor specielt Kina, men det er endnu usikkert præcis hvordan det vil se ud i form af lovgivning eller præsidentiel handling.

 

Obamas arv

Det store spørgsmål bliver hvor meget af præsident Obamas politisk arv, der overlever, når Trump sværges i ed som præsident. De to helt store lovgivningspakker, som Obamas politiske arv beror på, Dodd-Frank Act, den finansielle regulering ovenpå finanskrisen, og den såkaldte ”Obamacare”, den omfattende sygesikringsreform, vil begge sandsynligvis blive omstødt af republikanerne. Specielt sygesikringsreformen har Trump gentagne gange svoret at han vil prioritere at omstøde som præsident. Lykkedes det at omstøde disse to reformer vil kernen af Obamas politiske arv blive udhulet.

Lige nu er der mange ting der svæver i usikkerhed. Først i morgen vil vi få de endelige taler fra Trump og Clinton, og først fra januar, når Trump sværges i ed vil vi vide hvilken type administration Trump vil føre. Uanset hvilken retning han udstikker har han en stor opgave foran sig.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: