OECD har i en nyligt udgivet rapport om mindsteløn og fattigdom på globalt plan slået fast at en amerikaner, der skal forsørge to børn, skal arbejde 50 timer om ugen på mindsteløn for at tjene nok til ligge på fattigdomsgrænsen. Tallene fremhæver USAs paradoksale rolle i den globale økonomi, hvor USA er den største økonomiske kræft i verden samtidig med at mange hårdtarbejdende amerikanere er betydeligt dårligere stillede end borgere i andre vestlige lande. At der er tale om amerikanere på mindsteløn, som er forsørgere er afspejler korrekt mindstelønsmodtagere, da deres gennemsnitsalder er knap 29 år, og at der altså i langt størstedel af tilfældene ikke er tale om teenagere i deltidsstillinger.

Debatten om mindstelønnen er blevet et fremtrædende tema på den politiske dagsorden og vil blive et vigtigt emne frem mod præsidentvalget i 2016. Det er i hvert fald et emne, som jeg løbende vil vende tilbage til, både når der kommer udviklinger som OECDs rapport, men også for at prøve at skille politiske dagsordener fra den økonomiske virkelighed.

Der er flere ting, der kan slås helt og aldeles fast om den økonomiske virkelighed ovenpå OECDs rapport. For det første er mindstelønnen er ikke længere et rimeligt subsistensgrundlag for den hårdtarbejdende amerikaner. Dette bryder med den traditionelle selvopfattelse som er en del af den amerikanske drøm, at amerikanere altid vil kunne forbedre deres stand i verden ved hårdt arbejde og tage plads i den amerikanske middelklasse. Når en amerikaner, der skal forsørge to børn, skal arbejde 50 timer om ugen på mindstelønnen på $7.25 i timen (cirka 48 kroner) for blot at kunne ramme fattigdomsgrænsen, vidner dette om at fuldtidsarbejde på mindstelønnen ofte ikke er en kamp for fremtiden, men en kamp mod fattigdom.

For det andet vil en mindsteløn, der ikke kan løfte folk ud af fattigdom, betyde en forøgelse af økonomisk ulighed, eftersom amerikanere med lavt eller intet uddannelsesniveau risikerer at blive del af en økonomisk underklasse, som ikke vil have mulighed for at investere i uddannelse for dem selv eller deres børn.

I 2014 var der cirka 1.3 millioner amerikanere der tjente mindstelønnen og yderligere 1.7 amerikanere der tjente under mindstelønnen på $7.25 i timen. Samlet er der altså hele 3 millioner amerikanere, der for at kunne komme over fattigdomsgrænsen skal arbejde over 50 timer om ugen, og nogen endda meget mere. Selv da er det kun tale om at komme over fattigdomsgrænsen. Derfra er der lang vej igen til indtjening, der virkelig kan gøre en forskel i de amerikaneres liv.

Som perspektiv til vestlige lande skal en englænder, der skal forsørge to børn, arbejde knap 15 timer om ugen, for at ramme Storbritanniens fattigdomsgrænse. I Australien skal man arbejde knapt 8 timer om ugen og i Tyskland knapt 30 timer om ugen. Det er altså tydeligt fra OECDs rapport at når USA sammenligner sig med andre vestlige lande er amerikanere betydeligt dårligere stillede end tyskere, australiere og englændere, når det kommer til at arbejde sig ud af fattigdom. Det er en meget vigtig pointe at holde fast i, når man debatterer mindstelønnen i USA, uanset politisk ståsted.

Photo Credit: still searching for the american dream : ishootwindows, san francisco (2013) via photopin (license)