Blog
Janet Yellen: Den vigtigste kvinde i USAs økonomi
Janet Yellen, direktøren for den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve (FED), har på mange måder haft en historisk rolle i amerikansk økonomi. Ikke blot er hun den første kvinde der har været nationalbankdirektør i landets historie, men hendes beslutninger kan have betydelige konsekvenser for hele USAs økonomi.
Med en bachelor i økonomi fra Brown University og en doktorgrad i økonomi fra Yale, hvor hun blandt andet studerede under den berømte amerikanske økonom Joseph Stiglitz, har Janet Yellen tidligt gjort sig bemærket indenfor akademiske miljøer. Gennem en lang karriere som professor og foredragsholder ved nogen af verdens mest fornemme akademiske institutioner, som Harvard, London School of Economics og University of California, Berkeley har Janet Yellen markeret sig som en ledende økonomisk autoritet indenfor arbejdsløshed.
Men Janet Yellen skulle vise sig at være mere end en fremtrædende akademiker og efter at have besiddet flere stillinger indenfor det offentlige, herunder formandsposten for præsident Clintons økonomiske rådgivere, som hun overtog fra sin gamle underviser Joseph Stiglitz, blev hun i 2010 et medlem af nationalbankens bestyrelse. Her sad hun i fire år, før hun i 2014 blev godkendt af den amerikanske kongres som direktør for nationalbanken FED. Den post overtog hun fra Ben Bernanke, som blev berømt og berygtet på grund af FEDs rolle i håndteringen af finanskrisen i USA og de mange hundrede milliarder nationalbanken pumpede ud i de største banker i et forsøg på at redde økonomien.
En historisk vigtig rolle
Janet Yellens indtræden som direktør for FED var historisk på flere måder, både på grund af hende, men også de økonomiske omstændigheder hun skulle forholde sig til som direktør. Som den første kvinde i rollen som direktør for FED er hun én af få fremtrædende kvinder i høje stillinger i den globale finans- og bankverden. Der er ingen tvivl om at hendes placering som direktør for en af de vigtigste økonomiske institutioner i verden er et tydeligt symbol for en positiv historisk udvikling, selvom denne udvikling stadig er langsommelig.
Den udfordring som Janet Yellen står overfor er en udfordring som hun har arvet fra sin forgænger Ben Bernanke. Ovenpå finanskrisen og efterfølgende pumpning af penge til banker og ud i økonomien, sænkede FED renten i et forsøg på at få gang i USAs økonomi. Ved at sænke renten påvirker FED nemlig forskellige områder: Da der ikke er noget incitament i opsparing til lav eller ingen rente begynder investorer at investere i stedet, banker og kreditinstitutioner har bedre adgang til ”billige penge”, som de kan låne direkte fra FED og låne ud i økonomien, og fordi de lave renter på obligationer betyder at aktier bliver mere attraktive at investere i, begynder investorer at pumpe penge i aktier, til virksomhedernes og aktionærernes fordel.
FED og bobler
Men sådan en manøvre er også problematisk. Der er mange økonomer, der mener at den samme manøvre spillede en rolle i finanskrisen, da FEDs sænkning af renten efter IT-boblen brast i 2001 var medvirkende til at der blev skabt en ny boble på boligmarkedet. Selv nu er det tydeligt på både amerikanske og europæiske aktiemarkeder at FEDs lave renter har betydet en stigning i værdi, som sandsynligvis ikke er holdbar på længere sigt.
Når renten sænkes påvirker det renten på de obligationer, som investorer kan købe, så de giver mindre afkast. Når investorer så kan se at de vil kunne tjene flere penge i at investere i andre ting end obligationer flytter de selvfølgelig deres investeringer derover. Dette har betydet at mange investorer har købt aktier, hvilket selvfølgelig har været godt for aktionærer, men som muligvis har betydet at investeringer i aktier i almindelighed og det niveau aktiepriserne har, ikke stemmer helt overens med selskabernes virkelighed.
Man skal selvfølgelig altid passe på med ordet ”boble”, fordi det bruges i flæng og ofte uforsigtigt. Jeg mener ikke at den nuværende aktiemarkeds situation er et udtryk for en boble, men at der er udtryk for en situation, der ikke stemmer helt fornuftigt overens med de underliggende virksomheder og at der derfor i fremtiden vil kunne komme et dyk i aktiepriserne.
Rentestigning og sløv fremgang
Men hvornår vil dette dyk komme og hvorfor? Det er her Janet Yellen og FED kommer i spil, for der har nemlig været megen spekulation om hvornår Janet Yellen beslutter sig for at hæve FEDs rente igen og det er et uhyre kompliceret regnestykke. Den lave rente har positive resultater, men samtidig vil en langtrukken lav rente være et udtryk for at den amerikanske økonomi stadig er skrøbelig og har brug for understøttelse. Men samtidig kan det være problematisk at hæve renten for tidligt eller for voldsomt, da det vil resultere i tilbagegang eller deciderede chok i økonomien.
Der er mange forskellige spådomme om hvornår en sådan rentestigning vil forekomme, men mange økonomer og investorer mener at det kan ske allerede i 2015. Janet Yellen har gjort det klart flere gange at hun holder meget øje med både arbejdsløsheden og inflationen og at begge parametre ikke er optimale for at hæve renten. Indtil videre har arbejdsløsheden ikke set usædvanlig fremgang i 2015 og væksten i første kvartal af 2015 var på sølle 0.2%, langt under væksten i 2014 som samlet var på 2.4%. Der er altså ikke klare tegn på hvornår FED hæver renten.
Den historiske udfordring Janet Yellen står overfor er balancegangen mellem at opretholde en lav rente for at støtte den amerikanske økonomi og fjerne denne støtte gradvist, når økonomien er i bedring, for at forhindre eventuelle bobler. Den amerikanske økonom Joseph Stiglitz skrev i en artikel til New York Times at Janet Yellen er ”en af de bedste studerende jeg har haft i 47 år som underviser på Columbia, Princeton, Stanford, Yale, M.I.T., og Oxford.” Det er høj ros for en økonom, der var meget kritisk af finanskrisens håndtering og den efterfølgende lovgivning: Dodd-Frank Act fra 2010.
Hvilke konsekvenser det får når FED hæver renterne igen er uvisse. Det vil påvirke ikke kun USAs økonomi, men have globale implikationer. Hvad der dog virker til at være sikkert, er at den amerikanske nationalbank FED ledes af den rigtige person på det rigtige tidspunkt: En direktør, som balancerer forsigtighed og handlekraft, for at forhindre fortidens fadæser og sikre fremtiden for amerikansk økonomi bedst muligt.
Photo Credit: Michel Camdessus Lecture via photopin (license)
Skuffende lav vækst for USAs første kvartal af 2015
Det nyeste tal for USAs bruttonationalprodukt for det første kvartal i 2015 viser en meget skuffende vækst på kun 0.2%. Det er en af de laveste positive væksttal for et kvartal i landets historie. Det er en stor skuffelse for en økonomi, som burde klare sig bedre og havde betydeligt bedre vækst i 2014. Konsekvenserne kan blive en usikker fremtid for 2015 og at nationalbanken, The Federal Reserve (FED), venter endnu længere med at hæve renten.
Selvom tallet for første kvartal i 2015 er skuffende, er det intet mod det chok som det samme tal fra 2014 gav verdensøkonomien: I det første kvartal i 2014 havde USAs økonomi haft en vækst i bruttonationalprodukt på -2.9%, altså at USAs økonomi var blevet mindre i dette kvartal. Det var noget af en overraskende og forfærdende nyhed, at verdens største økonomi ikke kun havde haft problemer, men rent faktisk var krympet.
Årsagerne til denne sløve vækst i første kvartal af 2015 er mange: Alt fra dårligt vejr og faldende forbrug til energipriser og infrastrukturproblemer. Dog betyder problemerne ikke at resten af 2015 nødvendigvis kommer til at ligne det første kvartal. I 2014 efter det rystende dårlige kvartalsresultat var væksten de følgende kvartaler meget pænere og samlet set endte væksten for 2014, på 2.4% for den årlige vækst, at være det højeste siden recessionen.
Dog mener mange økonomer at den årlige vækst i bruttonationalproduktet skal over 2.5% for at kunne fastslå at økonomien er i bedring. Derfor er det årlige resultat for 2014 et vidnesbyrd om at et enkelt kvartal, selvom det er overraskende negativt, ikke nødvendigvis er toneangivende for hele året. Det er en betryggende tanke for amerikanerne i disse uger ovenpå en slem overraskelse. Ikke desto mindre er det vigtigt at fastholde fokus på økonomien, fordi med et første kvartal, hvis vækst var foruroligende tæt på nulvækst i bruttonationalprodukt, er det tydeligt at USAs økonomi stadig kæmper med konsekvenserne af både finanskrisen og efterfølgende recession.
Photo Credit: Numbers And Finance via photopin (license)
50 timers arbejdsuge eller fattigdom
OECD har i en nyligt udgivet rapport om mindsteløn og fattigdom på globalt plan slået fast at en amerikaner, der skal forsørge to børn, skal arbejde 50 timer om ugen på mindsteløn for at tjene nok til ligge på fattigdomsgrænsen. Tallene fremhæver USAs paradoksale rolle i den globale økonomi, hvor USA er den største økonomiske kræft i verden samtidig med at mange hårdtarbejdende amerikanere er betydeligt dårligere stillede end borgere i andre vestlige lande. At der er tale om amerikanere på mindsteløn, som er forsørgere er afspejler korrekt mindstelønsmodtagere, da deres gennemsnitsalder er knap 29 år, og at der altså i langt størstedel af tilfældene ikke er tale om teenagere i deltidsstillinger.
Debatten om mindstelønnen er blevet et fremtrædende tema på den politiske dagsorden og vil blive et vigtigt emne frem mod præsidentvalget i 2016. Det er i hvert fald et emne, som jeg løbende vil vende tilbage til, både når der kommer udviklinger som OECDs rapport, men også for at prøve at skille politiske dagsordener fra den økonomiske virkelighed.
Der er flere ting, der kan slås helt og aldeles fast om den økonomiske virkelighed ovenpå OECDs rapport. For det første er mindstelønnen er ikke længere et rimeligt subsistensgrundlag for den hårdtarbejdende amerikaner. Dette bryder med den traditionelle selvopfattelse som er en del af den amerikanske drøm, at amerikanere altid vil kunne forbedre deres stand i verden ved hårdt arbejde og tage plads i den amerikanske middelklasse. Når en amerikaner, der skal forsørge to børn, skal arbejde 50 timer om ugen på mindstelønnen på $7.25 i timen (cirka 48 kroner) for blot at kunne ramme fattigdomsgrænsen, vidner dette om at fuldtidsarbejde på mindstelønnen ofte ikke er en kamp for fremtiden, men en kamp mod fattigdom.
For det andet vil en mindsteløn, der ikke kan løfte folk ud af fattigdom, betyde en forøgelse af økonomisk ulighed, eftersom amerikanere med lavt eller intet uddannelsesniveau risikerer at blive del af en økonomisk underklasse, som ikke vil have mulighed for at investere i uddannelse for dem selv eller deres børn.
I 2014 var der cirka 1.3 millioner amerikanere der tjente mindstelønnen og yderligere 1.7 amerikanere der tjente under mindstelønnen på $7.25 i timen. Samlet er der altså hele 3 millioner amerikanere, der for at kunne komme over fattigdomsgrænsen skal arbejde over 50 timer om ugen, og nogen endda meget mere. Selv da er det kun tale om at komme over fattigdomsgrænsen. Derfra er der lang vej igen til indtjening, der virkelig kan gøre en forskel i de amerikaneres liv.
Som perspektiv til vestlige lande skal en englænder, der skal forsørge to børn, arbejde knap 15 timer om ugen, for at ramme Storbritanniens fattigdomsgrænse. I Australien skal man arbejde knapt 8 timer om ugen og i Tyskland knapt 30 timer om ugen. Det er altså tydeligt fra OECDs rapport at når USA sammenligner sig med andre vestlige lande er amerikanere betydeligt dårligere stillede end tyskere, australiere og englændere, når det kommer til at arbejde sig ud af fattigdom. Det er en meget vigtig pointe at holde fast i, når man debatterer mindstelønnen i USA, uanset politisk ståsted.
Photo Credit: still searching for the american dream : ishootwindows, san francisco (2013) via photopin (license)


